Der er høje forventninger til Ira Sachs roste trekantsdrama ‘Passages’, der havde premiere på Sundance-festivalen og siden Berlinalen, hvor den fik stor ros.
Nu er første trailer til filmen landet, og her får vi en yderst lovende forsmag på det skuespil af verdensklasse, som filmen er blevet rost for.
Det er nemlig tre af de mest spændende europæiske skuespillere lige nu, der får lov til at give den alt, hvad de har i hovedrollerne.
Fænomenale Franz Rogowski spiller filmskaberen Tomas, der indleder en affære med den unge skolelærer Agathe (ligeledes fremragende Adèle Exarchopoulos). Tomas er dog gift med Martin (altid seværdige Ben Whishaw), og da han indleder sin egen affære, vender Tomas igen opmærksomheden mod sin mand.
Rogowski er bedst kendt for sine roller i ‘Victoria‘ og Christian Petzolds seneste film ‘Transit‘ og ‘Undine’ samt den storroste ‘The Great Freedom’.
Adèle Exarchopoulos vandt Guldpalmen for sin storpræstation i ‘Adèles liv’ og har siden gjort sig yderligere bemærket på den europæiske arthousescene med stærke film som ‘Sibyl’ og ‘Zero Fucks Given‘.
Ben Whishaw imponerede senest i seriesensationen ‘This Is Going to Hurt‘ og har desuden gjort sig bemærket internationalt i Bond-film og arthouse.
Ira Sachs har tidligere stået bag fremragende indiefilm som ‘Keep the Lights On’ og ‘Little Men‘.
‘Passages’ får premiere på Mubi i USA og England 4. august, men det er endnu uvist, hvornår den udkommer i Danmark.