Artikelserie: De mest overrumplende skuespilpræstationer i nyere tid. Det var måden, hun spiste sin spaghetti på, der slog benene væk under mig for snart 10 år siden, da Adèle Exarchopoulos brød igennem som 19-årig i rollen som Adèle i ‘Blue is the Warmest Color’/’Adèles liv’ fra 2013.
I begyndelsen af filmen ser man den franske skuespiller indtage sin fars signatur-spag bol i nære indstillinger, tyggende med åben mund og øjnene klistret til fjernsynet. Det er både vidunderligt intimt og lidt ulækkert. Adèle spiser, som om ingen kigger. Hun slikker på sin kniv, så små overbidte stykker pasta viser sig på hendes tunge. Hun kvæler en lille bøvs. Bruger ryggen af sin ene hånd som serviet.
Det er måske ikke bordmanererne og bolognesen, der står tilbage for de fleste, men for mig (og hvem end der står bag videoen blue is the warmest spaghetti) indkapsler scenen Exarchopoulos’ helt særlige talent for at fremstå umiddelbar, upoleret, ægte.
Det er de små bevægelser, der gør det for mig: Måden hun hanker op i bukserne på, når hun løber efter bussen om morgenen, måden hun strammer elastikken om sit hår, der altid er sat op i et kaos af en knold på toppen af hendes hoved. Noget over Adèle i den film føltes så friskt, genkendeligt og naturligt på samme tid. En stjerne var født, og hun vandt som den yngste skuespillerinde nogensinde en Guldpalme i Cannes for filmen, som hun delte med sin også fænomenale co-star Léa Seydoux og instruktør Abdellatif Kechiche.
Sult og sex
‘Blue Is the Warmest Color’ er løst baseret på tegneserien af samme navn, men hvor Léa Seydouxs karakter Emma har beholdt sit navn fra forlægget, så er navnet på Adéles karakter, Clémentine, blevet ændret – til Adèle. Og den franske titel er ikke Le bleu est une couleur chaude, som man måske kunne forvente, men i stedet ‘La vie d’Adèle – Chapitres 1 & 2’. Hvorfor disse valg? Når man læser interviews, er det tydeligt, at tegneserien altid blot har været et afsæt for en vision, som Kechiche allerede havde for en kærlighedshistorie.
Alligevel er det påfaldende, hvordan mødet med den virkelige Adéle syntes at have kapret den vision, og hvordan navneændringen er med til at forstærke følelsen af, at Adèle er Adèle og omvendt.
Men for lige at vende tilbage til spaghettien, så tjener den også en anden vigtig funktion i filmen. Og den spises ikke kun den ene gang, den er et gennemgående motif. Pastaen bruges også i ‘Blue Is the Warmest Color’ til at markere en klasseforskel mellem Adèle og Emma og en afvigende grad af sofistikation. Adèle er pasta bolo og tv dinner. »Simpel, men lækker«, som Emma formulerer det i filmen, mens Emma er friske østers med citron og konversation rundt om et bord med dug på og levende lys.
Og så er der spaghettiens, eller måske rettere sultens, sensuelle dimension. Ligesom Luca Guadagnino i ’I Am Love’ og ’Call Me By Your Name’ bruger Kechiche maden i filmen til at intensivere et fokus på sanselighed, nydelse og sex. I den sammenhæng er Adèles sunde appetit og selvproklamerede umættelighed selvfølgelig også en afspejling af hendes seksuelle væsen.
Oralfiksering
Generelt bærer filmen præg af en oralfiksering hos Kechiche. Kameraet dvæler ofte og længe ved kvindernes munde. Og i Adèles tilfælde ikke kun, når hun spiser pasta, men også når hun ryger en cigaret, smiler sit skæve smil, og når hendes fyldige underlæbe begynder at dingle af ophidselse, næsten savlende.
Det er umuligt at skrive om Adèles præstation, og filmen, uden at nævne den knap tretten minutter lange sexscene og de kontroverser, der florerede op til verdenspremieren i Cannes. I et interview udtalte Seydoux, at hun havde følt sig som en prostitueret under optagelserne. Sexscenen blev skudt over 10 dage, hvor de to heteroseksuelle skuespillere mødte ind hver morgen, fik vulva-proteser på og gik i sving. Take efter take efter take, før intimkoordinatorernes tid.
Og resultatet var så knap et kvarters temmelig grafisk, stramt koordineret lagengymnastik, der fik høvl for sin urealistiske, stereotypiske og male-gaze-pleasende skildring af lesbisk sex og også kritiseret af forfatteren af forlægget, Jul Maroh, der indvendte, at filmen kunne have nydt godt af at have haft bare én person tilknyttet, der rent faktisk var lesbisk.
Komisk talent
Men selvom jeg forstår kritikken og på ingen måde sympatiserer med, hvad der lyder som nogle meget usunde produktionsforhold og manipulerende instruktionsmetoder, så nægter jeg samtidig at lade det tilsværte resultatet og de uforglemmelige, frygtløse præstationer i centrum, som komplementerer hinanden så godt. Adéle er det perfekte modspil til Emmas (og Léas) lærte facon, kølige levering og mere reserverede fremtoning, det blå hår til trods.
Hun er bramfri, bundcharmerende med sine hvalpede kinder og kanintænder, og så er hun virkelig sjov. Som når hun lidt performativt undrer sig over, hvorfor der ikke findes et institut for grim kunst i Paris, men kun »les Beaux-Arts« og sidestiller Sartre med Bob Marley.
Exarchopoulos har virkelig et komisk talent, og jeg var glad for at se det udfolde sig for nylig i Quentin Dupieuxs sorte komedie ‘Mandibules’ (2020), hvor hun spiller en karakter, der som følge af en skiulykke kun kan tale helt utroligt højt. Og i ’Zero Fucks Given’ fra sidste år, hvor hun også gør det fænomenalt godt som Cassandre – en rodløs stewardesse, der drukner sine sorger til fester på nye destinationer dag for dag og holder virkeligheden på afstand ved at begrave sig i arbejde hos et fiktivt lavprisflyselskab a la Ryanair.
Også hér smelter hun fuldkommen sammen med sin karakter og tilfører rollen en realisme og elskelighed, der går rent ind. Og igen er det hendes ansigt, hendes mimik, som jeg ikke kan tage øjenene fra – se bare det sneak peek som Exarchopoulos selv delte på sin Instagram-profil, hvor hun som Cassandre præsterer det største gab og mest uimponerede udtryk nogensinde.
Hun er uforlignelig.
’Adèles liv’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio og Blockbuster.