Du kan godt huske den koreanske børneremse, der indledte hvert eneste dystopiske blodbad i Netflix’ megahit ‘Squid Game’.
Nu vender stemningen fra den populære tv-serie tilbage, når reality-showet ‘Squid Game: The Challenge’ rammer streamingtjenesten.
Netflix har netop udsendt programmets teaser på Netflix store fanevent TUDUM i Brasilien. Her ser man, hvordan folk i grønne træningsdragter står klar til at dyste i de eksakte kulisser, man kender fra serien.
Den afgørende forskel fra tv-serien er selvfølgelig, at det bliver uden livet som indsats. Men 456 rigtige spillere får lov til at kæmpe om 4,56 millioner dollars, hvilket svarer cirka til 32 millioner kroner.
Beretningerne fra optagelserne har dog allerede givet reality-konkurrencen et blakket ry. I starten af året kom det frem, at forholdene var så stride, at en deltager måtte bæres væk fra settet på allerførste optagedag efter at have ventet i en kold hangar.
Det blev mødt med en vis skepsis, da Netflix kunne meddele, at den populære serie blev til en virkelig konkurrence. ‘Squid Game’-skaber Hwang Dong-hyuk har dog forsvaret præmissen for spinoff-programmet.
Anden sæson af det oprindelige seriehit er også på vej og håbes at få premiere i løbet af 2023.
‘Squid Game: Challenge’ lander på Netflix til november.