Justine Triets ’Anatomy of a Fall’, der i foråret vandt Den Gyldne Palme til årets Cannes-festival, har fået sin første trailer i fuld længde.
I de franske alper bor den tyske forfatter Sandra, hendes mand Samuel og deres søn Daniel. Idyllen brydes dog, da Samuel bliver fundet død –tilsyneladende som følge af et fald fra tredje sal.
Omstændighederne omkring faldet er uklare, og politiet mistænker med det samme, at der er sket en forbrydelse. Som hustru er Sandra naturligvis den hovedmistænkte.
Som følge af familiens isolerede tilværelse i Alperne, er den blinde Daniel det eneste vidne, og som forældrenes eksplosive ægteskab og Sandras mange affærer optrevles i retten, kommer han selv i tvivl om sin mors uskyld.
Sandra spilles af skuespiller Sandra Hüller, der tidligere er kendt fra Tysklands Oscar-nominerede komedie ’Min far Toni Erdmann’.
Soundvenues udsendte ved årets Cannes-festival fremhævede ’Anatomy of a Fall’ for sine mesterlige skuespilpræstationer.
»Hüller spiller røven ud af bukserne, barnet spiller fremragende – selv hunden i den her film er blevet præmieret for sin præstation. Hvad mere vil I have?!«, skrev Sofie Lykke Stenstrop.
‘Anatomy of a Fall’ er sat til dansk biografpremiere 1. februar 2024.