Det er nu over at år siden, at det først blev annonceret, at ’Fargo’ ville få en femte sæson ovenpå den skuffende fjerde sæson af antologiserien.
Nu er de første billeder fra den kommende sæson blevet offentliggjort og med det stærke cast de afslører, er der måske alligevel noget at glæde sig til.
Ifølge Indiewire vil denne sæson foregå i 2019 og vil følge ’Ted Lasso’-stjerne Juno Temple som husmoren Dorothy ’Dot’ Lyon, der forsøger at undslippe sin kriminelle fortid. I hælene på hende er sheriffen Roy Tillman og hans søn Gator – spillet henholdsvis af Jon Hamm og ’Stranger Things’-stjernen Joe Keery.
Blandt resten af castet finder man Jennifer Jason Leigh, ’New Girl’-skuespiller Lamorne Morris samt Sam Spruell (’Taken 3) og Richa Moorjani (’Never Have I Ever’).
Noah Hawley fortsætter som showrunner på serien, der også co-produceres af Joel og Ethan Coen, som står bag filmen, serien er baseret på.
Soundvenue kårede seriens fjerde sæson til en af 2020’s største serieskuffelser, og det bliver spændende at se, om Hawley og co. kan gøre op for fortidens synder og genoprette serien til dens tidligere niveau.
Femte sæson får premiere på den amerikanske streamingplatform Hulu 21. november, og selvom det endnu er uvist, kan man håbe, at den bliver tilgængelig i Danmark ved samme lejlighed.
’Fargos’ fire første sæsoner kan ses på C More.