1. ‘Capone’
Gangstere, tung makeup og Marlon Brando-vibes. Det er jo vintage-Tom Hardy!
Ja, og helt ærligt, så er vi sgu ved at være godt trætte af vintage-Tom Hardy, der er i fare for at køre fast i overspillende tough guy-stereotyper med trætte ’Bronson’-ambitioner.
I instruktør Josh Tranks filmatisering om gangsterkongen Capone var englænderens iltre energi og glimt i øjet erstattet af en alt for selvbevidst omgang »Nu skal I sateme se far levere method action«, der tangerede det komiske, uagtet at filmen dykkede ned i demens og amerikansk historiefortælling fra en ellers dybt fascinerende æra. Først ’Venom’-fadæsen og nu dette… tsk tsk.
Men det så da meget godt ud på papiret…
Arh, hva’? Når manden bag ’Fantastic Four’ ringer… så ghoster man ham.
2. ’Westworld’ sæson 3
En af 2020’s mest sete serier på HBO Nordic i Danmark. Out of touch, much?
Der fik du os. Set i bakspejlet piner det os lidt, at vi ikke spildte små otte timer af vores liv på Jonathan Nolans (bror til Christopher) oppustede sci-fi-epos, der allerede halvvejs inde i sæson 2 havde ramt så mange fartbump, at der dårligt var én androide-møtrik tilbage til at holde sammen på skroget i den ligegyldige sæson 3…
Det lyder, som om I slet ikke gav den en chance! For det første var det mega kvindefrigørelse-2020-agtigt, at smækre, mandsskabte Dolores gav den som en slags psycho-Pinocchio ude i den virkelige verden, og for det andet sparkede Aaron Paul røv som, well, okay, jeg kan ikke huske, hvad han egentlig lavede, men når nu så mange af de tidligere mest interessante karakterer var på værkstedet, var det i hvert fald meget cool med lidt nyt blod. Og hey, Nolan-familien kan da bare det dér med pseudo-eksistentialistisk fremtidsfis, der aldrig kammer over i rendyrket forvrøvlet ævl, og … sig mig, hører I overhovedet efter?!
…
3. ’Mulan’
Det her giver nul mening. ’Løvernes konge’ fik seks (!) stjerner hos jer sidste år, og så hader I på Disneys første asiatiske heltinde, der endelig har fået sin egen live action-storfilm. Kattevideoer over fierce feminisme?!
Træk kløerne ind. Filmredaktionens mest dedikerede live action-aficionado stod først i streamingkøen, da blockbuster-hypede, kontrovers-indhyllede ’Mulan’ landede på Disney+ i sidste måned. Men selv vores Disney-fangirl måtte give fortabt over for ’Mulan’s ærgerligt charme- og drageløse superhelteformat, der serverede faux feminisme på fad, intetsigende karakterer og tåkrummende ekspositionstung dialog.
Come on, »faux feminisme«?
Som ovenstående fangirl skrev i sin 2-stjernede anmeldelse: »Mulan kan gribe efter mandlige privilegier ved at tage en hjelm på hovedet og flyve-sparke til skæftet af et samuraisværd (mange gange), men fysisk udholdenhed giver ikke status som feministisk ikon, når der ikke er synderligt mange andre personlige motivationer at spore end iveren efter at please imperiet – præcis som alle mændene omkring hende«.
4. ’Da 5 Bloods’
Øh, burde den her ikke have været på jeres liste over 2020’s bedste film? Vi snakker jo om forårets mest aktuelle Black Lives Matter-film fra Spike Lee, der blev rost til skyerne i det amerikanske, og som har generet rigeligt med Oscar-hype.
Præcis derfor er det absolut heller ikke for the lulz, at ’Da 5 Bloods’ figurer blandt vores største skuffelser. Men de samfundsvægtige tematikker omkring sort maskulin identitet i USA til trods ser vi ingen vej uden om, at Lees film simpelthen ikke er særligt god, ej heller synderligt velspillet – med undtagelse af Chadwick Bosemans lille birolle, bemærkes.
I må uddybe det lidt mere, hvis jeg ikke skal tro, at I er totalt tonedøve.
Okay: Plottet om fire aldrende Vietnam-soldaterkammerater, der vender tilbage til junglen for at finde en begravet skat, men får Jean Renos über-karikerede, lede skurk på nakken, mindede om noget fra en halvskidt 80’er-actionfilm på vhs, der tonalt slet ikke spillede overens med Lees konstante krydsklipning til historiske nyhedsklip om amerikansk racisme.
Ideen – at slå fast, at USA’s behandling af sorte stadig efterlader sig lige så dybe psykologiske ar som noget granatchok – ville have stået stærkt inden for rammerne af en mere velskrevet historie. Men ’Da 5 Bloods’ landede mellem to genre-stole, og Delroy Lindos monstrøse overspil som gruppelederen og Trump-støtten, hvis traumer reducerer ham til en blodtørstig galning, skubbede filmens troværdighed ud over kanten i stedet for at bore kniven ind i folkesjælen.
5. ’Run’
Den med altid gode Merrit Wever fra ’Unbelievable’, der stikker af på et tog med næsten altid gode Domnhall Gleeson fra ’Star Wars’? Jeg har hørt, at det er en slags ’Before Sunset’ i serieform, der…
Stop bare. Inden du får vores sarte hoveder til at eksplodere med din blasfemiske sammenligning mellem Richard Linklaters 90’er-mesterværk og denne lille tænderskærende irriterende ’spændingsserie’ af en interrail-romance mellem to skuespillere, hvis ikkeeksisterende erotiske kemi dårligt kunne være mere pinligt usexet, om de så hver for sig løb ud på togtoilettet for at spille den af i et desperat forsøg på at overbevise os om, hvor vildt meget de bare tænder på hinanden. Så det gør de selvfølgelig. Ræk os den lille DSB-skraldepose, tak.
Nå nå, så er det vel heller ikke værre.
Du har helt ret. Serien om to college-kærester, der mødes 17 år senere for at stikke af fra det hele, men ender med at være på flugt fra loven, kunne for eksempel have være produceret af Phoebe Waller-Bridge og skrevet af hendes ’Fleabag’ og ’Killing Eve’-samarbejdspartner Vicky Jones – hvorfor vores forventninger selvsagt ville have været skyhøje.
Og seje Merrit Wever kunne have gjort sit ypperste for at undergå stjernepræstationerne i ’Unbelievable’ og ’Godless’ ved at gnaske sig ihærdigt læben i et Kristen Stewart-inspireret, über-liderligt lillepigeforsøg på at flirte sig til sexy time med en tilfældig fremmed i spisevognen, alene fordi hendes eks ikke vil gi’ den op »LIGE NU, dammit«. Se dét havde for alvor været grelt…
6. ’A Rainy Day in New York’
Selvfølgelig skal Woody Allen lige igennem møllen en ekstra gang. #Wokevenue.
Hør her: Hele Woody Allen-kontroversen kan vi tage en anden dag (igen), men nu pudser vi lige anmelderbrillerne og zoomer ind på instruktørens seneste film, der efter længere tids distribueringslimbo landede på streaming i foråret med et regulært stjernecast.
Timothée Chalamet gav den som en Allen-klassisk, navlepillende leading man med et kultursnobbet crush på fortiden, Ellen Fanning var hans blåøjede kæreste, Selena Gomez den forførende flirt og bundsolide Liev Schreiber, Jude Law og Rebecca Hall så på fra sidelinjen i alt for små roller, der konsekvent føltes langt mere interessante end de intetsigende unge i centrum.
Chalamet, intetsigende?! Det kan I ikke mene.
Ikke bare mener vi det, vi minder også gerne om, at den gode Timothée nu for andet år i streg pryder listen over årets skuffelser, idet han i 2019 gav os ørkenvandringen ’The King’. Gud ske tak og lov for skuespillerens fine performance i ’Little Women’ i år og det nylige værtsskab i ’Saturday Night Live’, der trods alt mindede os om, hvorfor vi overhovedet faldt for ham i første omgang.
’A Rainy Day in New York’ var slet og ret ynglingens mest pinefulde præstation til dato, men det var ikke udelukkende Chalamets skyld: Hele filmen føltes overordnet som et bedaget opkog af Woody Allens ikoniske 70’er-newyorkerfilm, der ikke efterlod meget håb om, at mesterinstruktøren – som stadig indspiller en film om året – har flere hits i ærmet.
Og nej, vi behøver ikke flere forvirrede teenagepigekarakterer, der får hikke af bar erotisk ophidselse over store, vise mænds egoer…
7. ’Fargo’ sæson 4
Nu bliver jeg faktisk lidt ked af det.
Du må gerne få en kleenex af os, så kan vi begræde ’Fargo’s fald sammen. For pokker, hvor blev vi skuffede. Fjerde sæson af Noah Hawleys (tidligere) brillante antologiserie kom aldrig rigtigt ud af starthullerne med sin fortælling om rivaliserende gangsterbander i 1950’ernes Kansas City, hvor Chris Rock gav den som sort entreprenør-mafiaboss over for Jason Schwartzmans smålige, italienske don.
Settingen i den mere anonyme million-metropol kvaste totalt den skæve lillebycharme, der alle dage har været et af ’Fargo’-universets mest definerende træk, og ingen af karaktererne formåede at gøre varigt indtryk, skønt stortalenterne Jessie Buckley (’I’m Thinking of Ending Things’), Jack Huston (’Boardwalk Empire’) og Timothy Olyphant (’Deadwood’) ellers gjorde, hvad de kunne i excentriske, men underudviklede, biroller.
Er det så enden på ’Fargo’?
Hawley holder kortene tæt ind til kroppen, men antydede dog for nylig til Entertainment Weekley, at han måske har en spæd idé til en femte sæson. Om det er et godt tegn, tør vi dårligt gisne om, for fanhjerterne holder altså ikke til endnu en omgang ’Fargo’-light, der risikerer at udvande franchisens arv. Så genser vi langt hellere den mesterlige sæson 2 i juleferien.
8. ’The Prom’
Kan man nu ikke bare få lov til at smøre glitter i fjæset og have en fest på en grå decemberdag?
Du skal være hjertens velkommen til at skråle med på ’The Prom’s soundtrack – hvis du da ellers kan finde en regulær ørehænger. En musical uden sing-a-long-potentiale? Det er altså falsk varebetegnelse, Ryan Murphy!
Det, jeg hører, er, at I er gjort af sten, der kun kan få pulsen op over studentikost filmnørderi i sort-hvid.
Hov, hov. Visse medlemmer af filmredaktionen gemmer rent faktisk på musicalhjerter svøbt i det pureste glimmerkonfetti! Men Murphy, som normalt er hjemme i alting ekstravagant neonfarvet (jævnfør ’Glee’, ’Hollywood’ og ’Pose’), har her begået en candyflossklæg filmatisering af Broadway-stykket af samme navn, hvori en flok egotrippende musicalkendisser beslutter sig for at slå et slag for LGBTQ-rettigheder i bibelbæltet.
Søde Emma må ikke tage sin pigekæreste med til prom, men det skal dæleme være løgn, crooner Meryl Streep lettere manisk, som aflagde hun audition til Murphys ’American Horror Story’, mens Nicole Kidman render forvirret rundt i baggrunden i sin søgen efter nærmeste exit, og James Cordon lægger sig i selen for at minde os om, hvorfor han også var et af de værste indslag i sidste års ’Cats’. Eneste lyspunkt? Fabelagtige Andrew Rannells (’Girls’), selvfølgelig.
(Men fældede vi trods al sund fornuft lige ved og næsten en lille tåre til slut, da Emma endelig dansede tæt med sin udkårne til et ægte, regnbuefarvet inklusions-prom? Og mener vi med »vi« så skribenten til denne tekst, der skal forblive lykkeligt anonym? Det kan ikke afvises.)
9. ’Industry’ sæson 1
Lækre unge wall street-typer, der spiller højt spil om dagen og smider hæmningerne om natten, mens sneen daler? Sjovt, det minder mig om den der julefrokost på CBS, hvor…
TMI! Bevares, vi kan da også være til falds for en omgang børsmæglerdrama, hvor albuerne på gulvet er så skarpe som kanterne på de skyskrabere, de unge løver begår sig i. Men selvom ’Industry’ lagde udmærket fra start i første afsnit, dalede kurserne betydeligt en time senere.
Men Lena Dunham producerede jo? Hun kaster sig normalt ikke over hvad som helst.
Sandt, men så godt som de eneste ’Girls’-associationer blev dovent leveret i form af grafiske sexscener. Så kan det godt være, at serien forsøgte at skrive sig ind i aktuelle debatter om krænkelseskultur og ligestilling på arbejdspladsen (noget, Dunham gjorde langt mere vellykket i ‘Girls’) , men flokken af sultne aspiranter i et kæmpefirma i London var så uinspirerede som deres kønsløse jakkesæt.
10. ’Tenet’
»Uh, se hvor kritiker-cool vi er her på Soundvenue, vi tør godt hænge Nolan ud!«
Ja – vil du ikke være med? Spøg til side, vi havde også glædet os som små børn til maestroens seneste mindfuck, der på forhånd lignede den perfekte eskapistiske pille for annus horribilis’ hverdagsabsurditeter. Men ak og ve, ’Tenet’ foldede sine bagvendte gåder ud i en rodet, visuelt farveforladt demonstration af Christopher Nolans værste tendenser på speed.
Fortællingen om The Protagonist (en apatisk John David Washington), der sendes på en mystisk mission for at forhindre verdens undergang for Bond-skurken Andrei Sators hånd (Kenneth Branagh med morsomt sporadisk russisk accent), var slet og ret dybt banal i sin kerne, skønt kryptiske dialoger om gradbøjning af fysikkens love ivrigt forsøgte at overbevise os om, at vi var vidne til et intellektuelt, kunstnerisk unikum af dimensioner (men kald den ikke en tidsrejsefilm!).
Sorry, Nolan, man kan ikke lappe plothuller alene ved at få Michael Caine til at ævle løs med autoritet i stemmen…(igen).
Indrøm det nu bare, I fattede hat af plottet og straffer nu filmen, fordi I følte jer dumme.
Vi gik langt for metikuløst at fluekneppe ’Tenet’s mysterium ned i de mest obskure detaljer, som du kan læse om her. Men stik imod, hvad Nolan angiveligt aspirerede til, blev ’Tenet’ ikke just en bedre film af at blive analyseret i hoved og røv (eller var det røv og hoved?).
Tværtimod afdækkede hvert lag filmens manglende ambitioner udi at matche nørdet tematik med reel historiefortælling, og de stereotype karaktertegninger (Elizabeth Debicki gentog sin »lidende elskerinde«-rolle fra ’The Night Manager’ 1:1) skurrede slemt i øjne og ører. Selv tids-gimmicken blev overraskende hurtigt søvndyssende, når formummede, maskuline helte og identisk kampklædte østeuropæiske bad guys bakkede snavvendt hen over slagmarken i én stor ligegyldig masse, hvor det alligevel var umuligt at skelne mellem for og bag.
Nolan, vi tror stadig på dig. Men et gearskift ville være på sin plads.