Voksede: ’Mad Men’
Den ikoniske 00’er-serie om den enigmatiske Donald Draper og hans tøjlesløse misbrug af kvinder, alkohol og en overbevisende fortælleevne startede som et stilistisk indblik i 60’ernes Amerika, anskuet gennem Mad-Avenues kyniske reklameverden.
Det var en serie, der havde flere kvaliteter fra sin første færd: Castet var et af de bedste på skærmen, og kostumeafdelingens arbejde var næsten ærefrygtindgydende eksakt i sin periodiske gengivelse. Men i starten var det også en historie, der risikerede at blive et eksempel på sin egen fortællings grundpointe: At der, under den besnærende og velfriserede fernis, eksisterede et fortvivlet tomrum og en manglende eksistentiel rodfæstning
Med tiden trådte serien dog væk fra sin konceptbegejstring og skabte i stedet en perlerække af subtile karakterportrætter, der ikke bare dykkede ned under jakkesættet, men også huden på sine figurer og derved gjorde dem til helstøbte, tredimensionelle mennesker, der efterlod blandt andet Don Draper (Jon Hamm), Pete Campbell (Vincent Kartheiser) og Peggy Olson (Elizabeth Moss) som nogle af de bedste tv-karakteristikker på linje med Walter White og Tony Soprano.
Visnede: ’Westworld’
Cowboys i futuristisk forlystelsesland. Anthony Hopkins og eksistensfilosofi. Det evigtgyldige spørgsmål om, hvorvidt mennesket har en autentisk kerne, hvis selvsamme kan fremstilles syntetisk af kunstig intelligens: om vi er besjælede eller programmerede. Og Sidste Babett Knudsen.
’Westworld’ havde det hele, og som kirsebærret på toppen begynder den med et af de bedste pilot-afsnit nogensinde. Første sæson blev et verdensomspændende fænomen, der skød forventningerne ud i stratosfærens yderste kilometerkurve, førhen det hele ramlede.
Den filosofiske tyngde, der i første sæson var behandlet med en langsom opbyggelighed, der kulminerede tvefoldigt i mesterafsnittene ’Trumpe L’oeil’ og ’The Bicemical mind’, blev afløst af ligegyldig action og knudrede plottråde, der fremstod omtrent så sensible som en uprøvet svampeshamans frenetiske febervildelser.
’Westworld’s anden sæson markerer en af de mest forspildte chancer for at lave en mesterserie om menneskets ikaros-forhold til vores udnyttelse af kunstig intelligens, sjælens ontologi og overklassens infantile krav på ansvarsløs dekadence. Den endte med at blive en sælsom famlen i forskellige universer, der aldrig blev konsolideret til den stærke linje, som var lagt i den første sæsons imponerende svendestykke.
Voksede: ’Friends’
Det er nemt at glemme, at den nu legendariske tv-serie startede som en skabelonsyet sitcom. Før ’Friends’ blev til hele verdens fælles vennegruppe, var karakterportrætterne – særligt i den første sæson – temmelig låste i konventionelle forskrifter, der ikke tillod den organiske synergi mellem figurerne, som blev definerende for verdens måske bedste situationskomedie.
I hvert fald er det den mest populære og dyrkes til stadighed af nutidens teenagere såvel som granvoksne veteraner med dobbeltcifrede gensyn under bæltestedet. En af årsagerne til, at serien vækker genklang på tværs af generationer, er den genkendelige menneskelighed, som blev udfoldet op igennem sæsonerne, i takt med at manusforfatterne forsagede de ’spektakulære’ plotpoints til fordel for mere jordbundne historier om at blive voksen, adoptere, få børn og jonglere karrierer og familieliv.
Der er altid en risiko for, at slice-of-life-sitcommen kan tabe sin energi og blive småkedelig, når karaktererne skal ’modnes’ og forholde sig til voksenlivets trivialiteter, men ’Friends’ blev faktisk sjovere med tiden, og det er langt fra en selvfølge. Snarere tværtimod.
Visnede: ’Fargo’
Det virkede som en herkules-bedrift at skulle serialisere Coen-brødrenes særegne stil i en antologi-serie, der tog udgangspunkt i oprindeligt materiale og nye karakterer, men serieskaber Noah Hawley lykkedes med sit ambitiøse forehavende. I hvert fald til at starte med.
Den første sæson var god. Den anden var næsten perfekt. Og den tredje… Tjah. Hvad skete der egentlig i den tredje? Ewan McGregor spiller sig selv gange to, Carrie Coon spiller en kedeligere gengivelse af første sæsons hovedperson, mens David Thewlis bærer det hele på ryggen som skurken V.M. Varga: en kødeliggjort manifestation af kapitalismens ækle kynisme.
Mens den tredje sæson vaklede, faldt den fjerde helt fra hinanden. Den ellers så veladapterede Coen-stilisme blev parodisk og langtrukken, og trods en perlerække af stærke skuespilpræstationer fra blandt andre Timothy Olyphant, Jessie Buckley, Jack Huston og Jason Schwartzman, blev historien aldrig det mindste interessant.
Siden er blækhuset størknet. Fargo er dog den eneste serie på listen, der endnu ikke er færdiggjort, så håbet lever endnu for en stærkere afslutning.
Voksede: ’Skam’
Det er synd at sige, at ’Skam’ var tam fra start, men den indledende sæson, der centrerede sig om Eva, var ikke decideret revolutionerende, om end den var mere langsommelig og subtil end sine genremæssige forgængere.
Først da perspektivet skiftede til Noora, begyndte historien at antage en original og eksistentiel dybde, der sidenhen blev forfinet og udvidet med den tredje og fjerde sæsons udforskning af at vokse op med en henholdsvis normafvigende seksualitet og religion.
’Skam’ blev bedre for sit mod til at turde ændre perspektiv gennem sæsonernes forløb, hvilket sagtens kunne have afkoblet publikum, hvis metoden var blevet forvaltet i mindre kyndige hænder.
Samtidig blomstrede de overliggende tematikker om fremmedgørelse, skyld og – ja – skam smukt på tværs af de forskellige karakterers vidnesbyrd og skabte med tiden et lille norsk mesterværk, der appellerede til både de unge, som serien handlede om, og transporterede os andre tilbage til gymnasietidens Pandora-æske af galopperende hormoner, paralyserende angst og troen på den evige kærlighed.
Visnede: ’Game of Thrones’
Da David Benioff og D.B. Weiss skabte verdens største seriebegivenhed, var der tale om et triumferende mesterstykke. For mange står Game of Thrones derfor som målstregssnubleren over dem alle, men problemerne begyndte allerede at vise sig i den femte sæson.
Den enkle forklaring på seriens storhed og fald kan tilskrives omfanget af George R.R. Martins litterære forlæg. For mens Benioff og Weiss tilsyneladende var fantastisk dygtige til at fortolke historien, syntes de fuldstændigt afmægtige, da originalmaterialet løb tør, og de selv skulle stykke delene sammen på baggrund af R.R. Martins noter og sporadiske forestillinger, hvilket begyndte at blive aktuelt efter sæson fire.
Manuskriptet gik fra Sopranos til Rasmus-Klump-niveau, og særligt dialogens kvalitet blev komisk forringet. Det er stadig hårdt at gense Tyrion Lannisters (Peter Dinklage) eminente forsvarstale i Kings Landing og tænke på, at selvsamme figur senere skulle bruge størstedelen af sin screentime på at gøre grin med sin vens manglende nosser.
Mange af seriens figurer blev udsat for direkte karaktermord, der udviskede alt, som de første sæsoner så umage havde bygget op. Som da Jamie Lannister – en mand, der blev spottet som en kujonagtig kongedræber for at redde sin bys befolkning fra et massemord – lige pludselig bekender, at han »aldrig rigtig har keret sig om folket«. Come again?
Og for at føje spot til skade blev mange af de profetier og mysterier, som serien havde travlt med at foranstalte, aldrig forløst eller forklaret. Hvad var der med den røde komet? Azor Ahai? Kvinden med blingblingmasken fra anden sæson? De hvide vandreres skabelsesberetning? Jernbankens økonomiske almagt? Hvorfor brændte dragen tronen til sidst? Var det et anfald af pludselig indsigt i storpolitisk symbolmagt? Og hvad skete der med hende krøltoppen, der trak slæden nord for muren?
Det er bedst at lade det ligge. Game of Thrones blev så dårlig, at man næsten ikke kan bære at gense de fire første sæsoner, og dens skuffende afslutning vil – i mange år frem – spøge som en dirrende angst hos enhver fan, der har kastet sin kærlighed på en serie, der endnu ikke er tilendebragt.