1. ’Sammen er du mere’
Afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole fik i foråret megen opmærksomhed, blandt andet her på Soundvenue.
Nu kan alle 13 film – fiktion, dokumentar og forbløffende mange midt imellem – ses på DR. Og tænker man ikke lige, at man er typen, der bruger tid på spirende danske filmtalenters kortfilm, så skal man i det mindste gøre sig den tjeneste at se én af dem: Den særdeles skarpe og sjove arbejdspladssatire ’Sammen er du mere’.
Filmen er instrueret med stor præcision af William Sehested Høeg, og den har hans søster, den uforlignelige Emma Sehested Høeg, i hovedrollen som Mona, der under et ledelseskursus over en weekend går fra håb om forfremmelse til dyb paranoia i sin gruppe af tre konkullegaer spillet af Dulfi Al-Jabouri, Natalie Madueño og Mikael Birkkjær.
Filmen lykkes både som et stik i siden på teambuilding- og corporate-kultur og som et fint portræt af et stræbsomt, men inderst inde også dybt usikkert menneske.
Alle Filmskolens afgangsfilm anno 2023 kan ses på DR
2. ’Telemarketers’
True crime-dokumentargenren har uden tvivl peaket, men her er et twist på formularen, som i den grad fortjener din tid. ‘Telemarketers’ fortæller nemlig en af de vanvittige historier, der kun kan komme fra virkeligheden.
I centrum er den scammy telefonsælgervirksomhed Civic Development Group, der ansætter dropouts, narkomaner og kriminelle til at sælge klistermærker i et nøje gennemtænkt setup.
Én af af dem er Sam Lipman-Stern, der blev ansat som 14-årig, da han skred fra highschool, og som begynder at dokumentere begivenhederne i den lyssky virksomhed med sit videokamera – og snart zoomer ind på kollegaen Patrick, der ringer folk op på heroin, samtidig med at han har et forståeligt skeptisk blik på sin arbejdsgiver. Når fiktionsudgaven kommer, skal han 100 procent spilles af Joaquin Phoenix!
Hvad, der følger, er en årelang slags gonzo-afsløring af CDG, spækket med utrolige optagelser fra et telefonsælgermiljø, som går ud over enhver fatteevne. Utroligt medrivende – og skræmmende.
Serien er produceret af Safdie-brødrene som garanter for høj kvalitet.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.
3. ’Elsker dig for tiden’
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag genopfandt med succes den romantiske komedie med en modernisering af formularen fra ’Den eneste ene’ i fortællingen om Anna og Thomas’ spirende romance – og uundgåelige breakup.
Efter et vellykket biografrun er filmen nu landet på Netflix, hvor den passer ind som fod i hose med sit letfordøjelige, (bitter)søde og humorspækkede tråd. Særligt vennegruppen omkring Rudbæk og Kasper Dalsgaards hovedpersoner – spillet af fornøjelser som Sofie Kaufmanas, Magnus Haugaard, Olivia Joof og Zuschlag selv – er svære at stå imod.
Kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek vores weekend-anbefalinger fra sidste uge.