KOMMENTAR. Da Den Danske Filmskole var genstand for voldsom debat sidste år, var der en udpræget frygt for, at fremtidens danske filmskabere skulle forvandle landets filmkunst til pæne, polerede og politisk korrekte fortællinger fuld af dydige selvretfærdige budskaber og påtaget diversitet.
En anonym elev kritiserede i et indlæg i Filmmagasinet Ekko både skolen for at være en reaktionær dinosaur, der viste anstødelige klip i undervisningen, og navngivne instruktørelever for at viderekolportere racistiske og sexistiske stereotyper i deres midtvejsfilm.
»Måske vil filmskolens elever efter endt skolegang gå efter at skabe antiracistiske og anti-stereotype film. Det skal stå dem fuldstændig frit for. Selvom man på deres vegne kan ønske, at de drømmer om at kreere film, der udfordrer publikum og ikke en modsat politisk korrekt variant, der skal stille alle tilfredse«, lød det på lederplads i Berlingske, mens Gyldendals daværende direktør Morten Hesseldahl mente, at de studerende nu var »mere optaget af moral end af kunst«.
Nu forlader de elever, der både selv forbindes med woke-idealismen og måtte kigge dybt ind i sig selv efter egne blinde vinkler efter kritikken fra en elev på årgangen under dem, så skolen med 13 afgangsfilm, der spænder fra fiktion til dokumentar og en hel del midt imellem.
Og til dem, der vågnede om natten fra mareridt om velfriserede humanistiske woke-paroler, kan jeg overbringe et glædeligt budskab: Alarmen er afblæst.
Ensom maskulinitet
Det er faktisk længe siden, jeg har set en filmskoleårgang, der er så interesseret i at afsøge menneskets grimme sider, og som i flere tilfælde går til grænseoverskridende længder for at lykkes med det. Deres film er alt andet end leflende og fordømmende, men i stedet mørke, hårde, ubehagelige og nysgerrige.
Tag for eksempel Marlene Emilia Lyngstads Cannes-vinder ’Norwegian Offspring’, en foruroligende intim historie om en incel-agtig mand, der gerne vil befrugte en kvinde, og som finder en slags forløsning på et sexdukkebordel. Eller Thomas Elleys Ulrich Seidl-inspirerede ’Romantica’ om ensomme mænd og deres liderlige søgen efter intimitet. Eller den psykologiske thriller ’Helvete’, hvor faren lurer under et kunstnerpars rejse til en norsk flække. Eller Las Dyhrcrones ’Fri’ om to graffitimalende stofmisbrugeres savn af deres afdøde bror.
Tematikkerne på tværs af årgangen stemmer fint overens med en ny generations optagethed af blandt andet kønsroller in flux. Der er bare intet behagesygt eller belejligt over deres tilgange til stoffet, og fordomsfriheden er forbløffende også i de adskillige film, der sætter fokus på ensom maskulinitet, heriblandt Thomas Elleys ’Nationen’ om et anti-ulve- fællesskab i Jylland og dokumentarfilmen ’Once Upon a Time on Twitch’ om en ung fyr, der filmer hele sit liv til en dedikeret følgerskare.
Man kan læse kønsrolleproblematikker ind i mange af filmene, mest åbenlyst også dokumentaren ’Vildkvinde’ om et søsterskab i naturen, men også i William Sehested Høegs komedie ’Sammen er du mere’, hvor en kvinde under en teambuilding-workshop drukner mere og mere i en cocktail af karriereaspirationer og paranoia.
Filmene understreger, at en ny bevidsthed om køn, klasse, identitet og privilegier langt fra behøver resultere i renskuret forudsigeligt drama. I virkeligheden bygger afgangsfilmene videre på de skinner, prisvindere som ’Dronningen’ og ’Holiday’ allerede har lagt ud. Det er provokerende film båret af både nuancer og nysgerrighed.
Lovlig hybridt
Min største bekymring forbundet med årets 13 afgangsfilm er den meget opsigtsvækkende tendens til hybridfilm, altså blandingen af dokumentar og fiktion.
Der er hybridtræk i både ’Norwegian Offspring’, ’Nationen’, ’Romantica’, ’Fri’, ’Jorden kalder Jenny’ og ’Vokseværk’, og udviskningen af grænsen mellem fiktion og virkelighed er så markant, at en af de film, der føles mest som en fiktionsfilm i stil og spil, ’Den udvalgte’, er lavet af en af instruktørerne fra dokumentarlinjen.
Hver for sig er mange af dem vellykkede bud på hybridformen, og det er absolut interessant, at så mange af de nye filmskabere er så engagerede i at tage favntag med virkeligheden. Det underbygger fornemt den bevægelse mod øget autenticitet og troværdighed, vi ser i kunsten i disse år.
Men set som samlet billede kunne jeg godt savne nogle større – eller i hvert fald mere forskelligartede – stilistiske udtryk. Og med lidt kedelige kommercielle briller må det også bemærkes, at hybridformen mere appellerer til et snævert festivalsegment end til et bredere publikum. Formen synes ikke at være svaret på, hvordan man trækker folk i biografen til kunstnerisk ambitiøse film i en streamingalder.
Midt i de mange mørke og virkelighedsnære film var det i hvert fald den rene fryd at se den mere mainstream ’Sammen er du mere’, der lykkes med at blande en koncentreret satire over corporate-kultur med et fascinerende portræt af en usikker stræber, fortrinligt spillet af Emma Sehested Høeg. Det er den mest åbenlyse adgangsbillet til den kommercielle filmbranche. Og også den eneste rigtigt sjove film i mixet.
Men mere end et decideret visitkort til branchen skal afgangsfilm også være et sted, hvor man lader sin kunstneriske stemme klinge uden hensyn til kommercielle parametre, som tids nok skal komme. Hvor mange succesfulde filmskabere er ikke startet langt ude på arthouseskalaen for siden at nærme sig noget mere bredt appellerende?
Så se det blot som en mild advarselslampe, heldigvis overdøvet af glæden over, at vi står med et kuld filmtalenter, som søger det kompromisløse og personlige udtryk.
Og som i hvert fald ikke har i sinde at please os.
Afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole kan ses på festivalen Generation, der finder sted på skolen til og med søndag.