Voldsom bramfrihed og vilde scener: Vi anmelder Den Danske Filmskoles afgangsfilm 2023

Talenterne fra Den Danske Filmskole viser deres afgangsfilm frem til verden under filmskolens nye festival Generation. Her er Soundvenues anmeldelse af alle 13 film – fiktion, dokumentar og nogle midt imellem – som stiller skarpt på alt fra ensomhed og gruppepres til børnesind, sorg og rørende fællesskaber.
Voldsom bramfrihed og vilde scener: Vi anmelder Den Danske Filmskoles afgangsfilm 2023
'Helvete'. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Helvete’

Instruktion: Adrian Skarstad Manuskriptforfatter: Mona Omar Producer: Anna Cold Winge Leisner. Fotograf: Jason Idris Alami. Klipper: Matilda Lind. Tonemester: Hannah Zwennes.

4 stjerner

Eli er stoppet med at tage sin psykosemedicin og begynder at opføre sig besynderligt. Hun føler, at naturen skriger, og at Jorden vil hævne sig mod menneskene, fordi vi har behandlet planeten så elendigt gennem mange år. Jo er bange og bekymret for sin kæreste, som taler lovligt passioneret om det »dyriske dna«, der stadig findes i menneskekroppen.

Eli er sammen med sin kæreste Jo (May Lifschitz) rejst til sin lille fødeby i den norske ødemark for at skrive musik og spille en koncert for de lokale. Naturomgivelsernes er gudesmukke, og de spiller en stor rolle i det ulmende og mystiske drama. Bjergene, grantræerne, snefnuggene og den tågedækkede horisont afspejler karakterernes sind.

»Vi er ignorante over for Moder Jords overlegenhed«, siger karakteren Eli (Stix Omar) undervejs i instruktør Adrian Skarstads ’Helvete’, og den replik indkapsler ganske præcist filmens blanding af psykologisk og økologisk thriller.

Som det ofte kan ske i gysergenren, er den langsomme opbygning i ’Helvete’ en del mere tilfredsstillende end den noget abrupte slutning. Den tiltagende, klimaængstelige uhygge er til gengæld knivskarpt udført med en blanding af statiske skud og langsomme zooms.

’Helvete’s stilsikre udtryk cementeres midtvejs, da Stix Omar optræder foran en krystalblå bjergsø med en atmosfærisk sang, som skuespilleren tilmed selv har skrevet.

‘Sammen er du mere’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Sammen er du mere’

Instruktion: William Sehested Høeg Manuskriptforfatter: Oscar Dyekjær Giese, William Sehested Høeg Producer: Sofie Vendelbo Bergstein. Fotograf: Anthon Falkenstrøm Tougaard. Klipper: Laura Skiold Østerud. Tonemester: Mads Hølmer.

5 stjerner

Findes der noget mere skrækkeligt end teambuilding-workshops? Uden tvivl, men oftest er sådanne ryste-sammen-arrangementer som minimum akavede. Og dermed oplagte rammer for filmkomik.

Det har instruktør og manuskriptforfatter William Sehested Høeg og medforfatter Oscar Dyekjær Giese også tænkt, for al handlingen i deres underholdende karrierekomedie ’Sammen er du mere’ foregår på et weekendlangt ledelseskursus på et konferencehotel.

Her spiller den fornemme firkløver Emma Sehested Høeg, Dulfi Al-Jabouri, Natalie Madueño og Mikael Birkkjær en gruppe kollegaer, der blandt andet skal samarbejde om at bygge et skumgummitårn og at stå tæt sammen i en lillebitte rebcirkel.

Stemningen udvikler sig hurtigt fra akavet til anspændt, da de får at vide, at én person vil få en stor og eftertragtet forfremmelse i løbet af weekenden. Emma Sehested Høegs hovedkarakter, Mona, begynder i samme ombæring at mistænke et komplot mod hende, fordi hun modtager en anonym klage over hendes adfærd fra HR.

På grund af klagen formår Mona at overtænke selv den mindste bemærkning fra sine tre kollegaer. Vil de have hende ned med nakken, fordi hun er favorit til forfremmelsen? Selvom hun forsøger at styre sig, er hendes paranoia meget åbenlys – og sjov.

Med sin karikerede latter og sine ustyrlige vredesudbrud får Emma Sehested Høeg en masse veloplagt komik ud af Monas smålige og selvdestruktive detektivjagt. Filmens pirrende underlægningsmusik og et væld af junglelyde, der godt kunne være inspireret af ’The White Lotus’, indfanger samtidig karakterens sindsstemning effektivt.

‘I Ghosted You’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’I Ghosted You’

Instruktion: Sofie Due Rosenzweig Manuskriptforfatter: Carl Christian Helgers Producer: Kristian Kjær Pugholm. Fotograf: Amelie Mattisen Chue Klipper: Freja Borrowman. Tonemester: Nanna Buch.

3 stjerner

’I Ghosted You’ skal have ros for sin opfindsomhed. Sofia Due Rosenzweigs fiktionsfilm reflekterer over sorg og gamle venskaber ved at placere sine hovedpersoner i en drømmeagtig limbotilstand mellem liv og død.

Filmen følger de gamle venner Inès og Kira, som ikke har set meget til hinanden, siden deres fælles veninde Clémence pludselig døde for fem år siden. En aften dukker Inès uannonceret op til Kiras farvelfest, fordi Kira skal flytte til Japan og slet ikke har fortalt sin gamle ven om det. »Jeg kan jo ikke aflyse min stilling i Tokyo, fordi du føler dig ensom«, forklarer Kira til sin utilfredse ven, der har taget Clémences med som moralsk støtte.

Afdøde Clémence optræder nemlig ikke bare i flashbacks – hun er med i realtid som et genfærd, der kommunikerer med de levende veninder.

Da Kira og Inès midt i deres skænderi havner i et trafikuheld, vågner de op i noget, der minder om en meget rummelig partybus. Spøgelsesledsageren forklarer, at de er havnet i limbo.

I stil med Michel Gondrys ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ springer karaktererne herfra mellem forskellige fysiske steder fra deres fælles minder, mens de kommer til bunds i, hvorfor deres venskab stødte på grund.

Det overnaturlige og spøjse koncept gør fortællingen uforudsigelig. Men fordi universet er præsenteret på en farverig og fjollet facon – med teaterlignende kulisser og overdrevne lydeffekter – er det samtidig svært at engagere sig i karakterernes følelser.

Den ellers originale absurditet bremser desværre indlevelsen, og her hjælper det ikke, at karaktererne konstant skifter mellem dansk, engelsk og fransk.

‘Nationen’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Nationen’

Instruktion: Thomas Elley Manuskriptforfatter: Amalie Kjeldergaard, Thomas Elley Producer: Claes Hedlund. Fotograf: Emil Aagaard. Klipper: Maria Winther Juma. Tonemester: Nora Øland.

5 stjerner

Jeg ved ikke, om instruktør Thomas Elley har opkaldt sin fiktionsfilm ’Nationen’ efter Ekstra Bladets nu lukkede onlineforum, hvor Danmarks internetkrigere kunne ytre sig frit, frejdigt og fjendtligt. Men ud fra mine fordomme om brugerne kunne de fleste af filmens outsider-karakterer sagtens have en fortid i de giftige kommentarspor.

’Nationen’ er et studie i et maskulint provinsmiljø, hvor vrede og ensomme mænd, spillet af amatørskuespillere, samler sig mod en fælles fjende. I dette tilfælde går de efter ulven – det vilde dyr, som er begyndt at vise sig i Jylland. ’Ulvefri front’ hedder gruppen, der går fra dør til dør for at oplyse naboer om faren med ordene: »Der er jo rigtigt mange, der er bange«.

Undervejs får man på fornemmelsen, at fjenden kunne være hvem eller hvad som helst. Fjenden er også systemet, politikerne, jobcentret, krigstraumer og ulykkelig kærlighed. Egentlig tager mændene nok mest af alt del i kampen, fordi det samtidig giver dem et fællesskab, de kan finde tryghed i. Dog virker det ikke til at være et fællesskab, hvor man viser sine bløde sider for hinanden.

Den unge, passive hovedperson Jonas er tydeligvis formet af miljøet. Han bliver en del af Ulvefri front, fordi hans storebror Palle brænder for sagen, men selv er Jonas evigt tilbageholdende og tøvende – bange for at gøre noget forkert, bange for at vise sårbarhed. Kun sjældne gange, når andre ikke ser ham, lukker han vrede ud.

Fordi Jonas er så passiv en karakter, er det meget rørende og virkningsfuldt, da han en enkelt gang i filmen omsider åbner op. På den lokale karaokebar, hvor en Elvis-efterligner netop har optrådt, synger Jonas glad og opstemt med på Rocazinos ’All My Love’. Men hurtigt efter ser han ud til at fortryde sine (moderate) udskejelser. Han trækker ind i sig selv igen og begynder at bælle øl. Ikke engang under karaokebarens farvede lamper kan han være sig selv.

‘Romantica’. (Foto: Den Danske Filmskole)

‘Romantica’

Instruktion: Thomas Elley Manuskriptforfatter: Emilie Koefoed Larsen Producer: Claes Hedlund. Fotograf: Thomas Elley. Klipper: Freja Borrowman Tonemester: Nora Øland.

5 stjerner

Flere af skuespillerne i ‘Nationen’ går igen i ‘Romantica’, der også er instrueret af Thomas Elley. Filmen er en selverklæret hybrid mellem fiktion og dokumentar, skabt i samarbejde med de medvirkende.

»Dedikeret til alle romantikere«, står der i rulleteksterne, men filmen er noget mere grumset, lyssky og liderlig end den gængse romcom på film – og heldigvis for det.

’Romantica’ er bygget op som en neonoplyst og fordrukken kollage af tableauer, der dufter lidt af Ulrich Seidl. Scenerne følger en række skæve skæbner – primært mænd – som higer efter kærlighed, sex og intimitet.

I en af scenerne sidder tre gutter om et bord og spiller ’Jeg har aldrig’. De leverer brovtende bemærkninger og klamme sexanekdoter i hobetal, mens de tømmer shot efter shot. Hvor mange af påstandene har mon bund i virkeligheden?

I en anden scene forsøger en ukrainsk mand forgæves at score en kvinde, der ikke virker specielt interesseret, på en dunkel bar med spillemaskiner, vandpiber og sprut. Bagefter ser vi ham vandre nøgen rundt i en halvtom swingerklub, indtil han støder på en anden mand, han kan dele sine følelser og frustrationer med.

Thomas Elleys provinsskildring er voldsomt bramfri, nogle gange grænsende til det ubehagelige – men den er også underholdende og fascinerende hele vejen igennem.

‘Norwegian Offspring’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Norwegian Offspring’

Instruktion: Marlene Emilie Lyngstad Manuskriptforfatter: Emilie Koefoed Larsen, Marlene Emilie Lyngstad Producer: Carl Osbæck Adelkilde. Fotograf: Thomas Dyrholm Klipper: Ania de Sá. Tonemester: Emil Salling.

5 stjerner

Den vildeste åbningsscene blandt årets filmskoleafgangsfilm tilhører instruktør Marlene Emilie Lyngstads ’Norwegian Offspring’, som allerede har vundet hæder ved filmfestivalen i Cannes med hovedprisen i filmskoleprogrammet.

I drømmeriske og omtågede billeder gestalter kameraet en død kvindes ånd. Det svæver rundt i kvindens lejlighed, ud i opgangen og tilbage ind på badeværelset, hvor en gruppe skrigende piger finder hendes livløse, nøgne krop på gulvet. Derefter følger kameraet med på lighuset, hvor en portør kører kroppen gennem en underjordisk gang og sætter en lille seddel fast om hendes ene storetå.

Det er dog ikke den døde kvinde, men derimod hendes søn, der er hovedpersonen i ’Norwegian Offspring’. Den norske mand Stein (Jan Gunnar Røise) tager nemlig rejsen til København for at begrave sin mor. Han er dog mere optaget af, at han i samme ombæring kan mødes med en kvinde, han har mødt online på en side for »Fertile Dating«.

Under det akavede møde, hvor han skal befrugte den danske kvinde, begynder alle mulige red flags at melde sig: Han fortæller, at hans mor var ham illoyal, da hun ikke støttede ham i en konflikt med politiet. Og han beskriver alt for detaljeret om sin seksuelle debut på et bordel i Nashville, hvor kvinderne stillede sig op på række, så han selv kunne vælge sin favorit. Befrugtningen mislykkes.

Senere går turen til et dansk bordel, hvor en sexarbejder bliver nødt til at sige Stein imod, da han begynder at argumentere for, at den seksuelle lavalder blot er en »juridisk fiktion«.

Det er både fascinerende og foruroligende at følge den ensomme og vrede mands verdens- og kvindesyn, mens det udfolder sig i nogle af Københavns mindst synlige og mest tabuiserede miljøer – inklusive et sexdukkebordel, hvor Stein endelig finder en slags seksuel forløsning.

At Stein-karakteren er baseret på en virkelig person, som optræder til allersidst i filmen, gør ikke ’Norwegian Offspring’ mindre skræmmende.

‘Fri’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Fri’

Instruktion: Las Dyhrcrone Manuskriptforfatter: Astrid Plesner Hansen, Las Dyhrcrone Producer: Alma Dyekjær Giese. Fotograf: Roxana Reiss Klipper: Carl Gustav Nordentoft. Tonemester: Jonathan Franz Kaiser.

4 stjerner

’Fri’ står kategoriseret som fiktion, men Instruktør Las Dyhrcrones film synes også at have en understrøm af dokumentarisme.

Brødrene Frederik Tog Palmberg og Christian Emil Palmberg spiller således to brødre med de samme fornavne, og undervejs i filmen ser vi fotografier fra deres virkelige liv.

Frederik og Christian befinder sig i en dyb, kulsort sorg over, at førstnævntes tvilling, Alexander, er død af en overdosis. I den fælles lejlighed er de begge dumpet ned i et misbrugshul med stoffer og alkohol, som de har svært ved at komme op af igen. Når de forsøger at hjælpe hinanden, ender de altid med at skændes og slås i stedet.

Hovedkarakteren Frederik finder dog en slags terapi i at male graffiti (ulovligt) på svært tilgængelige steder – ligesom han og de to brødre har gjort det gennem deres ungdom. Som et slags minderitual bruger han tagget ’ALEX’.

En nat støder han på en anden (til at starte med) maskeret graffitimaler, spillet af Dyhrcrone selv, som han begynder at knytte bånd til. Da de sætter sig sammen med slush-ice i et indendørs legeland, åbner han endelig op om sit tab: »Det var som at miste en halvdel af mig selv«, fortæller han. Men på grund af stofferne risikerer han snart efter at skubbe sit nye bekendtskab fra sig.

Som følelserne begynder at vise sig i karaktererne, kan man godt mærke, at vi ikke har at gøre med professionelle skuespillere. Til gengæld brillerer ’Fri’ med sin rå visuelle stil, hver gang Frederik tager ud i natten for at male.

Kameraet er håndholdt, vildt og rystet. De digitale billeder er kontrastfyldte og grynede. Og det gennemførte udtryk bliver særligt intenst, da de to graffitimalere pludselig er på flugt fra sikkerhedsvagter og politihunde: Mens vi hører Frederiks forpustede åndedræt, sænker billederne tempoet til hakkende slowmotion, indtil de fremstår som abstrakte stillbilleder af lys og mørke.

‘Den Udvalgte’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Den udvalgte’

Instruktion: Louis Francisco C. Vernal Manuskriptforfatter: Mona Omar, Louis Francisco C. Vernal Producer: Carl Osbæck Adelkilde. Fotograf: Jason Idris Alami. Klipper: Carl Gustav Nordentoft. Tonemester: Nora Øland.

3 stjerner

Det er en svær kunst at runde en fortælling ordentligt af, og desværre købte jeg ikke helt, hvordan det blev gjort i ’Den udvalgte’.

Starten i instruktør Louis Francisco C. Vernals drama er ellers smuk og gådefuld. Vi følger en gruppe unge dansere, der ad billedskønne skovstier ankommer til et stort, gammeldags gods, hvor de indlogerer sig for at deltage i en stjernekoreografs kommende projekt. På lydsiden spiller et stykke pirrende klassisk musik. Som publikum er man lige så spændt som danserne: Hvad skal der ske?

Koreografen og hans tysktalende ældre mentor introducerer bestemt danserne til den fortælling, de skal formidle gennem dansen: »En følelse af ofring«. Blandt danserne vælger koreografen usikre Iris, som skal være fortællingens offer.

Koreografen er hård og kræver disciplin. Han kører særligt på Iris, som hele tiden er bagefter i sin timing. Det er tydeligvis et forsøg på at bryde hende psykisk ned, og det virker. Iris begynder at få det ubehageligt, og hun har mareridt om natten, hvor koreografen sidder på hendes sengekant og betragter hende.

Som i et mentalt rum uden for den egentlige fortælling optræder danserne løbende iført kostumer i en række opstillede tableauer, hvor de synkront og virkningsfuldt fremfører deres koreografier. Disse velkomponerede scener er virkelig smukke og virkningsfulde.

I takt med at ’Den udvalgte’ udvikler sig til en psykologisk gyser, begynder fortællingens troværdigheden imidlertid at halte. Det starter med, at den tyske mentor viser sig som en karikeret skurk, der i et slags ritual presser deltagerne til at drikke en hvid væske. Og i slutningen, som selvfølgelig ikke skal spoiles her, stopper karakterernes handlinger med at give særlig god mening.

‘Eternal Father’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Eternal Father’

Instruktion: Ömer Sami Dramaturg: Oscar Dyekjær Giese Producer: Alma Dyekjær Giese. Fotograf: Roxana Reiss. Klipper: Ania de Sá Madsen. Tonemester: Jonathan Franz Kaiser.

5 stjerner

Titlen ’Eternal Father’ lyder som en reference til Gud, men faktisk er sagen en helt anden.

Dokumentarfilmens hovedperson, en britisk familiefar ved navn Nasar, tror nemlig ikke på Gud, og netop derfor vil han ikke dø. Nasar har valgt at lade sin krop nedfryse, når han bliver erklæret klinisk død, så han i en udefinerbar fremtid med den rette teknologi kan blive genoplivet igen.

’Eternal Father’ følger den 59-årige patriark, hans 26 år yngre kone og deres tre børn, som alle er mærkede af farens beslutning om at dedikere sig til kryoteknik. For selvom den kommer af en trang til at leve, medfører den faktisk, at døden fylder virkelig meget i det lille hjem.

Konen bryder på et tidspunkt grædende sammen i køkkenet, fordi hun ikke kan holde til at snakke så meget om sin mands død. Og når børnene leger med Lego, iscenesætter de en fremtid, hvor faren bliver vakt til live og møder dem som voksne. »Alt føles anderledes nu, men sådan er livet«, siger en af dem i fremtidssimuleringen, hvor moren ikke er til stede, fordi hun ikke vil fryses ned.

Senere, da den ene søster finder en død fugl og vil begrave den i haven, protesterer lillebroren. Hvis hun graver fuglen ned, er den jo død for evigt. De går på kompromis og begraver den sammen med en klump is fra fryseren.

Det er nogle vilde og alvorstunge scenarier, som farens dødsangst har plantet i børnene. Og der hviler en særegen følelse af tristesse over den fine, tålmodige og nænsomt observerende dokumentarfilm.

Det virker til, at Nasar helet tiden går med følelsen af, at han ikke når de ting, der betyder noget: Han får ikke set sin datters fodboldfinalekamp, fordi han skulle arbejde, og han får ikke passet sin mors gravsted, fordi han nærmest er traumatiseret over hendes død. Frygten for selv at dø lammer ham i det liv, han trods alt har tilbage.

’Eternal Father’ er tankevækkende – for det er umuligt ikke selv at tænke lidt ekstra over døden, livet og tiden, der går, når man har set filmen.

‘Jorden kalder Jenny’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Jorden kalder Jenny’

Instruktion: Mille Fehmerling Manuskriptforfatter: Mille Fehmerling Producer: Nadja Ougaard. Fotograf: Amelie Marrison Chue. Klipper: Matilda Lind. Tonemester: Nanna Buch.

3 stjerner

Kan man savne en person, man aldrig har mødt? Sådan lyder det centrale spørgsmål i instruktør Mille Fehmerlings børnefilm ’Jorden kalder Jenny’.

Hovedpersonen Jenny har aldrig mødt sin svenske far, men han fylder alligevel meget i hendes familie, der blot består af hende selv og hendes mor. På sin otte års fødselsdag får hun en pakke fra »pappa Tommy« overrakt af moren, som skærer karikerede, næsten uhyggelige grimasser foran sin datter i et forsøg på at underholde. Senere på dagen er hun helt i kulkælderen. Der er tydeligvis sket et brud med Jennys far, som moren stadig ikke er kommet sig over.

Som reaktion på sin mors store følelser er Jenny et stilfærdigt barn. Hun trækker sig flere gang ind i sin egen fantasiverden, hvor alle sanser forstærkes, og hvor hun kan ride på en rød, svensk træhest. Men hun ser også på verden omkring sig med stor interesse, da hun er ude at lege med en god veninde.

’Jorden kalder Jenny’ er god til at formidle en følelse af, at noget usagt og ubehageligt hviler over familien. Filmen gør det ved hjælp af intense POV-skud mellem Jenny og moren. Desuden er hjemmet spækket med pangfarver, som umiddelbart kunne virke positive, men som næsten fremstår for voldsomme sammen med morens følelsesmæssige udsving.

Selve handlingsforløbet fremstår dog for fragmenteret. De mange forskellige indtryk og fantasiforestillinger samler sig ikke til den mest helstøbte historie – dog er flere af de enkelte scener ganske interessante.

‘Once Upon a Time on Twitch’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Once Upon a Time on Twitch’

Instruktion: Rikke Nørgaard Dramaturg: Amalie Kjeldergaard Producer: Anna Cold Winge Leisner. Fotograf: Anthon Falkenstrøm Tougaard. Klipper: Maria Winther Juma. Tonemester: Hannah Zwennes.

5 stjerner

Minder er typisk mere værd, hvis man kan dele dem med andre – også hvis det sker gennem en Twich-livestream. Det står klart, når man har set ’Once Upon a Time on Twitch’.

Dokumentarfilmen handler om den danske streamer SoWeQ, der deler sin hverdag med sine følgere på Twitch. I gennemsnit ser et loyalt publikum på cirka 200 mennesker med på hans livestreams, der udspiller sig i næsten alle døgnets timer på gåture, i bilen, hjemme i lejligheden og til udvalgte events.

Disse optagelser, hvor chatbeskeder popper op i billedet, udgør over halvdelen af spilletiden i den 45 minutter lange film. ’Once Upon a Time on Twitch’ følger imidlertid også sin hovedperson med et andet kamera, når han slukker for sit eget.

Det begynder han at gøre mere og mere i løbet af filmen, hvilket skaber utilfredshed, ja, decideret vrede hos nogle af hans følgere. De fleste støtter ham dog, da han fortæller, at hans bedstefar lige er gået bort, og at han har måttet arbejde ekstra for at holde sin økonomi oven vande.

Netop denne støtte, som livestreameren og hans følgere har opbygget gennem flere år, er rørende at være vidne til. For nogle af seerne er muligheden for at følge med i SoWeQ’s oplevelser – herunder besøg på et julemarked og kunstmuseet Louisiana – en værdifuld chance for at se lidt af den verden, de ikke selv kan overskue at træde ud i på grund af angst og andre udfordringer. Hovedpersonen fortæller senere også, at han selv har været lagt ned af depression flere gange, og at følgernes opbakning er det eneste, der giver ham mod til at hanke op i sig selv og tage på arbejde.

Den solidariske pointe står ekstrastærkt i filmens eneste opstillede scener, hvor SoWeQ – med livestream-kameraet på skulderen – betragter en masse skærme, der alle spiller videoklip fra tidligere livestreams samt hjertevarme beskeder fra følgerne. »Jeg føler, de også er mine minder«, fortæller en af seerne ham.

Samhørigheden i deres online fællesskab er lige til at fælde en tåre over. Og tager man et kig på SoWeQ’s Twitch-profil i dag, er det kun vokset siden optagelserne.

‘Vildkvinde’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Vildkvinde’

Instruktion: Pauline Tarp Merrildgaard Dramaturg: Carl Christian Helgers Producer: Kristian Pugholm. Fotograf: Thomas Dyrholm Klipper: Cecilie Marie Damsgaard Tonemester: Emil Salling.

5 stjerner

De medvirkende i ’Vildkvinde’ får chancen for at gøre det, som undertrykte kvinder gennem hele historien – og i dag – ikke har måttet gøre: udfolde sig vildt, voldsomt og instinktivt.

Pauline Tarp Merrildgaards dokumentar følger hovedpersonen Nikolines sanselige, emotionelle og medrivende rejse ind til sit inderste jeg – ind til de sider af sig selv, som hun måske altid har holdt nede, og som hun ikke kender særlig godt. I naturomgivelser mødes hun med andre kvinder i et slags søsterskab, hvor de i orange rober fremfører en række ritualer, der i middelalderen uden tvivl ville have fået dem stemplet som hekse.

»Kraften bor i dig, den kan aldrig dø«, hvisker kvinderne til hinanden. De lytter til vejrtrækningen og til det nærliggende havs brusen, mens de holder om hinanden som en samlet organisme.

’Vildkvinde’ skifter løbende mellem sådanne rolige, meditative stunder og nogle mere dynamiske ritualer. Mod slutningen danser kvinderne eksempelvis skrigende og nøgne rundt om et bål i natten. Ritualerne er ofte ordfattige, men fulde af store følelser.

I et sideløbende spor sætter Nikoline desuden ord på sit eget selvbillede, sin krop og sin frihedstrang. »Jeg er fremmed i min egen krop«, siger hendes fortællerstemme, mens nærmest abstrakte, drømmelignende undervandsoptagelser tager publikum med ind i hendes følelsesliv.

Det sanselige lyddesign og de stemningsfulde billeder skyller ind over publikum, ligesom et hav af følelser rammer Nikoline. Man kan nærmest fysisk mærke, hvordan kvinderne slipper deres kraft fri.

‘Vokseværk’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Vokseværk’

Instruktion: Mikkel Kruse Manuskriptforfatter: Astrid Plesner Hansen Producer: Sofie Vendelbo Bergstein. Fotograf: Emil Aagaard Klipper: Laura Skjöld Østerud. Tonemester: Mads Hølmer.

4 stjerner

’Vokseværk’ er en velvalgt titel for Mikkel Kruses dokumentarfilm, der følger en håndfuld børnehavebørn. Undervejs bliver de små mennesker nemlig ramt af det store ansvar, de snart skal lære at efterleve i skolelivet.

Filmen udspiller sig over en dag, hvor børnene én efter én kommer ind på børnehavepædagogens kontor, så de kan blive testet i deres sprog- og talkundskaber samt forståelse af samfundet omkring dem. »Har du hørt ordene ’uddannelse’, ’læringsparat’ og ’skoleskema’ før?«, spørger pædagogen venligt sine interviewofre, der går fra glade og legesyge til at være nervøse, kede af det og rastløse. Alt nyt kan selvfølgelig være svært, men disse optagelser er nu slående beviser på, hvad testkultur kan gøre ved børns motivation.

Sideløbende med de små interviewbidder udspiller der sig en række underholdende scenarier mellem børnene på stuen, der tilsyneladende ikke er under voksent opsyn. En pige finder en regnorm i gården, river den i stykker og fodrer den til børnehavens akvariefisk. Tre børn har lavet puderummet om til et festligt dansegulv med selveste Onkel Reje på lydsystemet.

Og en dreng kommer til at ødelægge en krukke, da han vil tage et puslespil ned fra reolen. Det hele er optaget fra børnenes perspektiv, og vi får helt bevidst aldrig de voksnes ansigter at se.

Undervejs følte jeg, at der manglede retning eller refleksion over de scener, der udspiller sig i legestuen. Måske havde netop retningen været nemmere at afkode for publikum, hvis filmholdet kunne have fulgt børnene i længere tid. Deres videre udvikling i mødet med skolesystemet ville i hvert fald være spændende også at få med.

Omvendt er de kortvarige indtryk og umiddelbarheden også en styrke ved ’Vokseværk’. For scenerne med leg summer af liv og lyst – i slående kontrast til hovedpersonernes ansigter, når præstationsangstens mørke skyer trækker ind over dem på pædagogens kontor.

Afgangsfilmene kan ses under Filmskolens festival Generation 21.-25. juni.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af