Dansk spillefilm har glimtet ved sit fravær på årets Cannes Film Festival, der i morgen afsluttes med uddelingen af Guldpalmen.
På kortfilmfronten har det dog set anderledes godt ud for Danmark.
Marlene Emilie Lyngstads afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ‘Norwegian Offspring’, har nemlig været repræsenteret i den prestigiøse konkurrence Cinef for filmskolefilm fra hele verden.
Og i går aftes gik filmen så hen og vandt hovedprisen i Cinef – foran næsen på de 15 andre udvalgte film, der tilsammen var blevet fundet blandt mere end 2000 indsendte filmskolefilm fra hele verden.
‘Norwegian Offspring’ følger en norsk mand, der, i forbindelse med en rejse til København for at besøge sin mors begravelse, forsøger at finde en kvinde, han kan »reproducere« med. Intet går dog som planlagt på rejsen, der både byder på møder med sexarbejdere og sexdukker.
I et interview med Soundvenue fortæller Marlene Emilie Lyngstad om den virkelige inspiration til filmen, der blandt andet involverede at besøge sexdukkebordeller samt møder med en afskyvækkende antifeministisk, norsk blogger.
»Jeg fascineres af de ting, jeg synes er virkelig ubehagelige. Jeg ser mig selv som et meget åbent menneske, det er meget sjældent, jeg føler afsky i mødet med mennesker, men nogle gange gør jeg. Blandt andet i mødet med mange af de ting, han står for. Men derfor synes jeg, det er vigtigt at se på det og være skeptisk over for min egen følelse af afsky«, fortæller hun blandt andet.
‘Norwegian Offspring’ er skrevet af Emilie Koefoed Larsen og produceret af Carl Osbæck Adelkilde fra Den Danske Filmskole.
Filmen kan ses herhjemme, når Den Danske Filmskole blænder op for en spritny afgangsfestival i juni.