’Winning Time’ sæson 2: HBO’s basketserie vil så gerne være cool, at den glemmer alt andet
I første sæson af HBO’s basketball-serie ’Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty’ fulgte vi forretningsmanden Jerry Buss og hans kamp for at gøre LA Lakers til et storhold i den amerikanske NBA-liga.
En kamp, der bød på både sportslige og personlige op- og nedture, der desværre aldrig blev rigtigt interessante at følge. Serien ville fortælle for meget på for kort tid, og de mange ellers spændende personligheder fik aldrig den dybde, de fortjente.
Jeg havde derfor set frem til anden sæson i håbet om, at den ville samle trådene og dermed give serien den substans, den har potentiale til.
Anden sæson tager udgangspunkt i den første finalekamp i 1984, hvor Lakers på udebane sejrer over rivalerne fra Boston Celtics, der ledes af en af datidens største stjerner, Larry Bird. Sejren betyder, at Lakers-spillerne må flygte ud i holdbussen for ikke at blive overfaldet af vrede Celtic-fans.
Første afsnit er dog knap begyndt, før vi igen udsættes for det, der må siges at være seriens anstrengende signatur. Den fjerde væg brydes. Igen og igen og igen. Ja, faktisk nærmest mere i den nye sæson, hvor flere karakterer tager grebet i brug uden nogen indlysende rød tråd.
Der springes tilbage til tiden efter Jerry Buss og Magic Johnsons (John C. Reilly og Quincy Isaiah) første mesterskab i 1980, hvor den unge Johnson stadig skildres som en både karismatisk, hamrende umoden og konstant liderlig stjerne, der har svært ved at modstå de mange fristelser fra sine kvindelige beundrere. Her har serien ikke ændret sig nævneværdigt.
Det samme må siges om Jerry Buss, der stadig er en top-swag chef, med konstant nedringet skjorte og store armbevægelser, hvis eneste fokus er at udvide sit enorme imperium.
Der er ikke noget at sige til, at de virkelige personer har ytret utilfredshed med måden, de fremstår på. Sympatiske er de ikke just. Og set i lyset af, hvor meget tid Jerry Buss, Jerry West, Magic Johnson og Paul Westhead bruger på at skændes og puste sig op over for hinanden, er det et mirakel, at de opnår så vilde resultater.
Hverken karakter- eller sportsdramaet står skarpt i ’Winning Time’. I et forsøg på at fremstå cool får vi i stedet rappe replikker, halvfærdige basketball-scener og så altså den konstante henvendelse til publikum, der ødelægger fortællingens flow.
De få gange, der kradses lidt i de sportslige og personlige intriger, følges det ikke til døren, og vi får aldrig en fornemmelse af, at der er noget på spil.
I slutningen af første sæson mistede Jerry sin mor, Jessie (en fremragende Sally Field). En oplagt mulighed for at vise, at Buss også er en familiefar i sorg. Desværre bliver vi spist af med en kort mindeceremoni for Jessie, hvor Buss igen er både nedringet, underligt ufølsom og upåvirket af situationen.
’Winning Time’ er ikke kun præget af selvfede mandspersoner. I første sæson blev vi foruden Jessie Buss introduceret for flere kvinder, der spillede en afgørende rolle i den imponerende fortælling, heriblandt Jerrys datter Jeanie (Hadley Robinson) og vicepræsidenten Claire Rothman (Gaby Hoffmann).
Det ville have klædt serien at bygge videre på disse karakterer. Men i løbet af den nye sæsons første fire afsnit er det minimalt, hvad man ser til dem. Man kunne ellers godt have brugt en kontrast til de ulidelige mandlige egoer.
I sidste ende er ’Winning Time’ ganske underholdende, men også særdeles overfladisk.
Kort sagt: Anden sæson af ’Winning Time’ byder på mere af det, vi fik i første. Og det er altså stadig ikke rigtigt spændende.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.