KOMMENTAR. »Karaktererne er primitive tændstikmænd, der har lige så meget til fælles med de ægte mennesker, som LEGO Han Solo har med Harrison Ford«.
Den hårde vurdering af HBO Max’ store seriesatsning ’Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty’ kommer for en gangs skyld ikke fra en mavesur kritiker. I stedet er det ingen ringere end basketball-legenden Kareem Abdul-Jabbar, som er ude med riven.
Og han er langt fra den eneste fra Los Angeles’ basketballhold L.A. Lakers, som har set sig utilfreds med Max Borenstein og Jim Hechts serie om holdets epokegørende æra fra zero til hero, begyndende i 80’erne. Således har den tidligere holdtræner Jerry West (i serien spillet af Jason Clarke) pudset advokater på HBO og producer Adam McKay på grund af seriens »inflammatoriske« portræt af ham i serien.
Alle fra behind-the-scenes folk som Claire Rothman og Bob Steiner til tidligere Lakers-spillere, der udover Abdul-Jabbar tæller Jamaal Wilkes og Michael Cooper, har støttet op om søgsmålet, der forlanger en offentlig undskyldning og en tilbagetrækning af skildringen. Så reelt kræver West, at serien lukkes ned.
Det kan virke som lidt af en overreaktion. Ud fra deres beskrivelse skulle man tro, at ’Winning Time’ var et hitpiece imod hele holdet. Skuespiller Quincy Isaiah udtalte samme dag, som søgsmålet landede, til TMZ Sports, at serien ingen ondsindede intentioner har bag sig. Selv vil jeg da også beskrive serien som en til tider blåøjet fejring af det reaganske showmanship og det amerikanske gåpåmod, det tog at skabe et dynasti ud af ingenting.
Så hvad skyldes vreden? Lakers-MVP’en ’Magic’ Johnson, som Isaiah spiller, ramte hovedet på sømmet, da han i start-april affejede projektet: »Du kan ikke fortælle historien om Lakers-holdet uden Lakers. De rigtige Lakers«.
Og det er her, hunden ligger begravet. ’Winning Time’ er nemlig ikke baseret på virkelige begivenheder, men i stedet på Jeff Pearlmans bog om de virkelige begivenheder, ’Showtime’.
Og serien er langt fra ene om at vige i en bue uden om de rigtige mennesker, der vises på skærmen.
Hvor går grænsen?
De seneste par år har flere og flere producenter valgt at omgå de virkelige personer og i stedet basere manuskripterne over deres liv på publikationer som virale artikler, podcasts, tidsskrifter og bøger. Ført an af serier om kultagtige personager som ’WeCrashed’, ’The Shrink Next Door’ og ’The Dropout’.
Publikums iver efter nyere tids største, mest vanvittige skandalehistorier er stor lige nu, og det gør immervæk arbejdet lettere for de kreative folk at skabe slibrige fortællinger, hvis ikke de behøver at tage højde for de involverede personers følelsesliv.
Man kan let fatte sympati for de kendte, der skal lægge ryg til noget, de ikke selv kan sige fra overfor. Om man lever i offentlighedens søgelys eller ej, er det ikke fedt, at andre stolt flagrer med ens beskidte undertøj.
Kontroverserne nåede sit zenit tilbage i februar, hvor kritikere bemærkede hykleriet, som lå bag prestigeserien ’Pam & Tommy’. Serien om den notoriske sexvideo mellem kendisparret Pamela Anderson og Tommy Lee blev ellers rost til skyerne af anmeldere for det hudløst ærlige portræt af 90’erne og 00’ernes misogyne MTV-æra, hvor kvindekroppen blev anset som offentligt eje.
Men som blandt andre Soundvenues Lise Ulrich pointerede, var hele serien skabt uden samtykke fra hovedpersonen selv, Pamela Anderson. Om hun ville det eller ej, kunne forbrydelsen og overgrebet begået imod hende endnu en gang nydes i bedste sendetid.
»Hvor går grænsen, når fiktion skildrer virkelige, levende menneskers privatliv? Mennesker, som ikke ønsker at bakke op om projektet«, spurgte Ulrich i sin artikel.
Andre kritikere gik endnu længere. Både Adrian Horton fra The Guardian og Inkoo Kang fra The Washington Post satte spørgsmålstegn ved seriens eksistensgrundlag – dens kvaliteter som serie uanfægtet – fordi den var skabt uden samtykke fra Anderson selv.
Kritikken er i sig selv fair med overgrebsdimensionen in mente, men i et større perspektiv er kritikken af ’Pam & Tommy’ langt fra unik for genren.
Gucci’ernes vrede
Kritikken af ’Winning Time’ vedrører heller ikke primært, hvorvidt begivenhederne i serien er sandfærdige eller ej. Men snarere at de er skildret uden de involveredes samtykke, samt hvad Jerry West har kaldt et karaktermord på sin person.
Jeg ved ikke meget om basketball, men som jeg forstår på dem, der gør, har West som sådan en pointe. I nyere tid har Lakers komplet kørt ham under bussen.
Men mens jeg misunder Kareem Abdul-Jabbar underholdende kundskaber på et tastatur, kan jeg dog ikke genkende kritikken af Jerry Wests karakter i serien.
Jason Clarkes Emmy-værdige præstation bringer humanisme til et enormt talent, som slæber rundt på et mindreværdskompleks på størrelse med månen. Hans aggressioner fremstår aldrig som farlige over for folk omkring ham, og der stilles aldrig spørgsmål til hans status som basketball-guru.
Han er slet og ret seriens hjerte, netop fordi han ikke kan lade være med konstant at kæmpe mod sig selv for at excellere.
Derfor har jeg også svært ved at se, at serien skulle have et stærkere eksistensgrundlag, hvis den havde leflet for den virkelige West og derigennem opnået hans anerkendelse.
’Winning Time’ er ikke det eneste aktuelle eksempel. Jeg har intet godt at sige om Ridley Scotts amatøragtige tørvetriller ’House of Gucci’. Men lige så lidt giver jeg for Gucci-familiens kritik af filmen, fordi manuskriptforfattere Becky Johnston og Roberto Bentivegna ikke konsulterede dem i processen.
Filmen forsøger netop at være en satirisk kritik af deres dekadente livsstil, og selvom den ender som et fluff-piece for brandet Gucci, som det står i dag uden familien, havde deres involvering uanset hvad ikke givet mening.
Fra Queen til Anna Delvey
Samtidig er der talrige eksempler på, at biopics hverken bliver bedre eller mere sandfærdige af at involvere menneskene bag de saftige historier. Folkene bag ’Bohemian Rhapsody’ involverede glædeligt de resterende bandmedlemmer fra Queen. Den resulterende film havde sjovt nok frygteligt travlt med at vise dem frem som en flok gæve gutter og familiemænd, der gjorde deres bedste for at redde frontmanden Freddie Mercury fra fordærv.
Og selvom Netflix baserede sin serie om storsvindleren Anna Delvey, ’Inventing Anna’, på en viral artikel, forhindrede det dem ikke i at udbetale et større beløb til hovedpersonen selv – eller i at karakterisere hende som en stakkels girlboss og kløgtig opportunist.
Det betyder ikke, at film og serier baseret på virkelige mennesker ikke har et ansvar for den virkelighed, de opnår autenticitet ved at hævde, at de tager udgangspunkt i. Eller at dem, der skildres, ikke er i deres gode ret til at tage afstand fra dem.
Men hvis fortællingerne skal være andet end glansbilleder, må vi også tillade, at man viger i en bue uden om de virkelige personers input. Det er den undervurderede ’Winning Time’ et godt eksempel på.
’Winning Time’ kan ses på HBO Max.