Netflix’ kapitalismekritiske megahit ‘Squid Game’ har siden premieren i 2021 været streamingtjenestens suverænt største succes.
Så selvfølgelig kommer der mere. Mens vi venter på den svære toer, har Netflix lidt godt i vente til seriens fans i form af spinoff-konkurrencen ‘Squid Game: The Challenge’.
Her vil 456 rigtige spillere konkurrere i ‘Squid Game’-inspirerede udfordringer om en præmie på 4,56 millioner dollars svarende til cirka 32 millioner danske kroner. Det er den største pengepræmie i et realityshow nogensinde.
Netflix har netop offentliggjort den første trailer, hvor man får en forsmag på de udfordringer, som deltagerne skal igennem. Her kan man blandt andet se frem til den store glasbro, der udgør et af klimakserne i den fiktive variant af spillet.
Præcis som i serien skal deltagerne konkurrere i strabadserende udfordringer samt danne og bryde alliancer i kampen om det svimlende pengebeløb. Dog uden de dødelige konsekvenser, naturligvis.
Men selvom virkelighedens fare er undgået, har der allerede været sager, hvor ‘Squid Game: The Challenge’ kom for tæt på serieforlægget.
Under optagelserne måtte en spiller angiveligt bæres væk fra optagelserne under trafiklys-legen (den med den uhyggelige kæmpedukke). Dette var angiveligt resultatet af temperaturen i den uopvarmede hangar, hvor optagelserne fandt sted, der kun var på minus tre grader. En talsperson fra Netflix har benægtet, at det var tilfældet.
’Squid Game: The Challenge’ kan streames på Netflix fra 22. november.