‘Friends’-skaberne mindes Matthew Perry: »Han var altid den sjoveste person i rummet«

‘Friends’-skaberne mindes Matthew Perry: »Han var altid den sjoveste person i rummet«
Matthew Perry i 1995. (Foto: Ron Davis/Getty Images)

I weekenden modtog hele verden en forfærdelig nyhed, da ‘Friends’-stjernen Matthew Perry blev fundet død i sit hjem, blot 54 år gammel. Siden har en række af Perrys kollegaer og venner udtrykt deres sorg på sociale medier.

Nu er de to skabere af ‘Friends’, Marta Kauffman og David Crane, sammen med seriens producer og episodeinstruktør på 53 afsnit, Kevin Bright, også kommet med en offentlig udtalelse, hvor de mindes manden, alle kender som Chandler Bing. Det skriver Deadline.

»Vi er i chok og dyb, dyb sorg over vores elskede ven Matthews død. Det synes stadig umuligt. Alt, vi kan sige, er, at vi føler os velsignet af at have haft ham i vores liv«, skriver Kauffman, Crane og Bright.

»Han var et strålende talent. Det er en kliché at sige, at en skuespiller gør en rolle til sin egen, men i Matthews tilfælde findes der ikke mere sandfærdige ord. Fra den dag, vi første gang hørte ham legemliggøre rollen som Chandler Bing, var der ikke andre muligheder for os«.

»Vi vil altid værne om glæden, lyset og den blændende intelligens, som han gav til hvert et øjeblik – ikke bare til sit arbejde, men også til livet. Han var altid den sjoveste person i rummet. Mere end det, han var den sødeste, med et givende og uselvisk hjerte«, fortsætter ‘Friends’-trioen.

»Vi sender al vores kærlighed til hans familie og venner. Dette er i sandhed ‘The One Where Our Hearts Are Broken’«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af