‘The Hangover’-filmtrilogien står som et af de største komediehits i nyere tid – med en samlet indtjening på over ni milliarder kroner.
Og hvis det står til én af tømmermændsfilmenes hovedroller, Bradley Cooper, kunne man sagtens gå i gang med at lave en fjerde film i serien, der blev afsluttet i 2013 med ‘The Hangover Part III’ (eller på dansk: ‘Tømmermænd tur-retur’).
Det fortæller Bradley Cooper ifølge Deadline i et interview hos The New York Radio Hour i anledning af premieren på hans nye Netflix-film ‘Maestro’, som han både har instrueret og spiller hovedrollen i.
»Jeg ville nok lave ‘Hangover 4’ med det samme«, siger Cooper i interviewet, hvorefter han nævner filmenes instruktør, Todd Phillips, samt de to andre hovedrolleindehavere, Zach Galifianakis og Ed Helms. »Bare fordi jeg elsker Todd, jeg elsker Zach, jeg elsker Ed så højt, ville jeg nok gøre det«.
Hvorvidt det rent faktisk kommer til at ske, er Cooper dog skeptisk over for. »Jeg tror ikke, Todd nogensinde kommer til at gøre det«, siger han.
Todd Phillips har siden de tre ‘The Hangover’-film instrueret ‘War Dogs’ og den Oscar-vindende kæmpesucces ‘Joker’. Instruktøren arbejder i øjeblikket på efterfølgeren til sidstnævnte, ‘Joker: Folie à Deux’, hvor Joaquin Phoenix igen spiller den titulære Batman-skurk, mens Lady Gaga indtager rollen som Harley Quinn.