’The Hangover’ er stadig sjov – men i den grad også giftig

Nogle film opnår en så indgroet plads i populærkulturen, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som … film. I en sequel til vores sommerserie fra 2019 genbesøger vi en række filmiske milepæle fra nyere tid, og i dag behandler Mathilde Johanne Kristiansen en af 00’ernes mest populære komedier. Den er absolut ikke ældet med ynde.
’The Hangover’ er stadig sjov – men i den grad også giftig
'The Hangover'. (Foto: PR)

SERIE: HOLDER DE I DAG? Nogle af de bedste og værste film er blevet til med Las Vegas som kulisse. Fra ‘Leaving Las Vegas’ til Flintstone-fadæsen ‘Viva Rock Vegas’. Det kræver behændighed at afmåle kaospotentialet, mens man viser Sin City i fuld flor.

I 2009 ramte instruktøren Todd Phillips dog en guldåre i Vegas-genren med ‘The Hangover’.

Bag sit jævne ydre som bred komedie fra klichéernes urbane højborg fik karismaen fra dengang forholdsvis ukendte Bradley Cooper og Zach Galifianakis samt en grænsesøgende komik og en skarp linje filmen til at skille sig ud.

Skabt for 35 millioner dollars på sølle 15 dage i Nevadas ørken har ‘The Hangover’ sidenhen indtjent over 400 millioner dollars på verdensplan. Den er en filmskabers våde drøm om, hvad man håber sker, når man går ind og lægger alt på sort.

‘The Hangover’. (Foto: PR)

Det var en sjov film, der var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Som peak dvd-æra-film kunne den genses og citeres til udødelighed i alle vennegrupper. Mike Tyson var med, og han sang Phil Collins, så det var lige meget, at han havde en voldtægtsdom. ‘The Hangover’s scener blev ikke kun citeret, men også genopført til fester som et vaskeægte fænomen.

‘The Hangover’ er ikke blot en komisk ode til »what happens in Vegas«-devisen, men også til en bromance mellem fire mænd og deres vilde polterabend:

Phil (Bradley Cooper), Doug (Justin Bartha), Stu (Ed Helms) og Alan (Zach Galifianakis), der må på ørkenvandring fra deres familier, forhold og forpligtelser for at kunne mærke dem selv. Hvilket de fuldbyrder i en sådan grad, at de tager nogle mærkelige piller, de tror er ecstacy, og ender med ikke at kunne huske noget som helst fra aftenen før, da de vågner op dagen efter med en tiger, et stripperægteskab og en mystisk baby i kosteskabet rigere.

Den kommende brudgom er til gengæld væk. Resten af filmen hepper man i tykt og tyndt på, at de slipper af sted med det hele og får deres ven hjem i tide til brylluppet.

Idiotmentalitet

Med stort slægtskab til det geniale Simpsons-afsnit ‘Viva Ned Flanders’ vælger Phillips at bygge heftigt op til drukturen, blot for at klippe væk fra den og fokusere på dagen derpå og gøre tømmermændene til et mysterie.

Men holder bromancen stadig i dag? I 2009 føltes ‘The Hangover’ så gennemført sjovt, at den blev allemandseje. Men hvis man skal tro filmen, er livet som hvid heteroseksuel mand også én lang all you can-eat-buffet, og det er ikke øverst på listen over hysterisk morsomme ting anno 2021.

Ved gensyn synes ‘The Hangover’ ikke helt så cool, som den muligvis fremstod i 2009. Bradley Cooper skinner da som uovertruffet lækkert weekendrøvhul, men glansen er gået lidt af de konstante musikindsovsede sekvenser, hvor gutterne gør entré.

Alligevel føles den lidt som juleaften. Der er en håndfuld grundelementer, man virkelig glæder sig til, og derfor lagrer man ikke alt det andet i banken med kerneminder.

Filmen har gode jokes. De fleste fortæller Zach Galifianakis, hvis odd one out-svoger Alan med sit (i dag næsten fashionable) normcore-tøj, sin saddeltaske a la Indiana Jones og sin perfekt fremførte Wolfpack-tale er filmens komiske stjerne. Alene at verden fik øjnene op for hans komiske talent her, giver ‘The Hangover’ evig eksistensberettigelse.

‘The Hangover’. (Foto: PR)

Det er stadig herligt upassende, at han fører mysteriebabyen Carlos hånd i en onanijoke gjort af særegen slut-00’er-zeitgeist. Og den karisma og timing han gør det med, kan man ikke tage fra ham.

Man kan stadig med velbehag nyde Stus sang om at finde bedstevennen Doug og give ham et »best friend hug«. Muligvis er Galifianakis replik »I didn’t know they gave out rings at the holocaust« mere dum, end den er sjov, men den er stadig blandt de sjoveste. Alle tre scener var efter sigende improviserede, og måske er det også derfor, de fungerer. Fordi der er noget ægte kemi mellem skuespillerne, der overskygger den grundlæggende idiotmentalitet, filmen står og falder på, om man kan lide.

Men hvis man ikke har nostalgien at støtte sig op ad, tvivler jeg på, der er lige så meget at grine af.

Asiatisk stereotyp på speed

For der er nogle ting, der bare ikke er sjove i dag. 

Ken Jeongs parodiske præstation, hvor han som Mr. Chan hopper ud af et bagagerum som en bagstiv kungfu-kriger og taler med en tyk kinesisk accent for eksempel. En præstation, der i en kritisk artikel om Jeong på onlinemediet The Ringer er blevet kaldt »alle asiatiske stereotyper på kokain«.

Man kan undre sig over, at Phil, der siger goddag til vennen Stu med ordene »paging Dr. Faggot«, slap gennem nåleøjet selv i 2009.

‘The Hangover’. (Foto: PR)

Men ud over de åbenlyst bedagede elementer, er der også noget fundamentalt usjovt ved filmens præmis. Som den fjollede version af ‘Fight Club’ er maskuliniteten i ’The Hangover’ så meget i krise, at mændene mister besindelsen, når der så meget som rasles med nøglen til hverdagslivets bur. Giftig maskulinitet er i den grad en af de ting, der sker i Vegas.

Mens den socialt og fysisk mindre bevendte svoger Alan konstant må stå på tæer for at indgå i fællesskabet, ender den tilsyneladende temmeligt lykkelige vordende brudgom Doug med at blive opslugt af vennegruppens sorte hul af afsky for deres monogame tilværelser. Samtidig bliver han konstant omtalt som psykisk syg – ovenikøbet »retarderet«.

Verdens sureste kæreste

I stedet for at tale om, hvorfor de egentlig ikke ses noget oftere, presser Coopers tohovedede monster Phil konstant Stu. Blandt andet til at betale for værelset på Caesars Palace, mens de penge, han selv har medbragt, er tyvstjålet fra hans elevers udflugtspulje.

Stu tegnes som en flink fyr, der helt uskyldigt er blevet offer for verdens sureste kæreste Melissa. Hun er sur over, at han ikke tager sin hårtabsmedicin, at han skal til polterabend, og at han til sidst slår op med hende af netop samme grund. Som man troede, hun ikke kunne blive værre, har hun også været ham utro med en bartender på et krydstogtskib.

Derudover fejler hun grumt som maskulin fantasi, da Stu deler med vennerne, at hun simpelthen hader sæd. Vel at mærke mens gutterne selv i en anden scene panisk smider et brugt kondom rundt mellem sig.

Vi skal forestille at være glade til sidst, da Stu dumper Melissa i grove vendinger. Coopers Phil giver ham et anerkendende nik.

‘The Hangover’. (Foto: PR)

Men selvom hun hele tiden har været en ulidelig karakter, er der absolut ingen anden morale at hente, end at Stus ligegyldige tandlægetype med vigende hårgrænse og uindfattede briller slap fri fra et ondt monster ved at komme i kontakt med sit indre grænseløse drengebarn i Vegas. 

For imens venter stripperen Jade (Heather Graham) med et hjerte af guld, med åbne arme klar til at elske ham betingelsesløst, ophidset af og imponeret over, at han har hevet sin egen tand ud i en brandert.

Yderste konsekvens? En slem solskoldning

Inden ‘The Hangover’ havde Todd Phillips stået bag ‘Old School’, der sjovt nok også udforsker en gruppe satte voksne mænd, der forsøger at genfinde en forpligtelsesfri ungdom.

Efterfølgende skiftede han komediegenren ud med ‘Joker’. En film, der ud over kritikerroser og anerkendte filmstatuetter er blevet heftigt forbundet med toxic masculinity og mistænkt for at kunne fejlfortolkes som en ode til incels.

Uden yderligere sammenligning er det på en måde svært at glemme, når man genser ‘The Hangover’, hvor det problematiske ved drengestreger-attituden ikke kan opvejes af en håndfuld sjove øjeblikke.

‘The Hangover’. (Foto: PR)

For ‘The Hangover’ er i sidste ende først og fremmest historien om den hvide mand, der buffetarisk grovæder af sit privilegie til at dalre bevidstløst stive rundt, begå kriminalitet og skeje seksuelt ud uden at blive overfaldet, voldtaget eller arresteret (tazer-episoden på politistationen kaldes tankevækkende usjovt for police brutality).

I sidste ende er solskoldningen fra Dougs dag på taget, da de andre endelig finder ham, det tætteste på en faktisk konsekvens.

Så holder den i dag?

Nej! Selvom ‘The Hangover’ er nostalgi fra bro-æraen genset og citeret til udødelighed, overdøver det med tiden svækkede latterbrøl fra filmens håndfuld uforglemmelige jokes ikke den selvfede forestilling om, at man bedst finder fornyet styrke til tilværelsen, mens man laller ukontrollerbart rundt på rohypnol.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af