SERIE: HOLDER DE I DAG? Hvorfor kan vi ikke få en gedigen gyser til at gro i den danske muld?
Det er spørgsmålet, filmfans og kritikere igen og igen vender tilbage til, når temperaturen skal tages på vores filmindustri, der de seneste par år ellers har fået en sund indsprøjtning af ungt talent bag kameraet.
Sammen med dem er kommet en opblomstring af genrefilm. Dar Salim leger Batman i Københavns underverden. Sidse Babett Knudsen styrer sit kød og blod med hård gangsterhånd i Fyns bagland. Og politibetjente flygter igennem en ghetto, der har mere tilfælles med John Carpenters ’Escape From New York’ end Gellerupparken.
Så hvorfor fanden kan Victoria Carmen Sonne eller Søren Malling ikke gribe en økse og smadre teenagekranier en masse?
Når spørgsmålet stilles, hiver man som regel en gammel kending frem fra kosteskabet:
Med ’Nattevagten’ har Ole Bornedal jo allerede bevist, at kunstnerisk og kommerciel appel kan gå hånd-i-hånd med en god dansk gyser som resultat. Filmen om den unge jurastuderende Martin, der bliver mistænkt som seriemorder efter at have taget et job som nattevagt på Retsmedicinsk Afdeling, blev udgivet i 1994 til applaus blandt kritikere såvel som publikum.
Filmen solgte over 400.000 billetter og vandt flere Robert- og Bodilpriser, hvor skuespiller Rikke Louise Andersson løb med Bodil-prisen for bedste kvindelige birolle som den mindreårige prostituerede Joyce.
Siden da er dens stjerne blot skudt i vejret. Bornedal har på godt og ondt haft en af industriens mest profilerede karrierer, men vi kender ham stadig som ’Nattevagten’s Ole Bornedal snarere end filmen som Ole Bornedals ’Nattevagten’. Ikke overraskende at han for nylig kunne fortælle Filmmagasinet Ekko, at en efterfølger er på tapetet.
Da kunstgyserfilmen ’Shelley’ udkom til positive anmeldelser for et par år tilbage, var der ikke blot tale om en god gyserfilm, men den bedste danske gyser siden ’Nattevagten’. Og monstro Christian Tafdrups kommende familie-horrorfilm ’Gæsterne’ ikke vil blive målt ud fra samme alen?
Men i disse diskussioner og sammenligninger bliver ét aspekt ofte udeladt: Er ’Nattevagten’ overhovedet en særlig god gyser – i sin egen ret?
Knepperi i ligrummet
Det er i hvert fald en vigtig film, navnlig for den danske filmverdens selvopfattelse.
Da ‘Nattevagten’ ramte danske biografer i 1994, havde dansk film trådt vande længe. Det ændrede sig dramatisk, da en ny gruppe instruktører et lykkeligt øjeblik i 90’erne trak industrien væk fra kostumedramaer og bedagede folkekomedier. Som Anders Thomas Jensens ’Blinkende Lygter’, Nicolas Winding Refns ’Pusher’, Susanne Biers ’Den eneste ene’, Lars von Triers ’Riget’ og Thomas Vinterbergs ’Festen’.
Filmene er vidt forskellige i tone og form, men de viste alle, at kunstneriske aspirationer sagtens kunne leve side om side med statsstøttet underholdning til den bredere befolkning.
Samtidig fremhævede de en stigende mistro til den hyggelige danske velfærdsstat og dens mange forældrelige autoritetsfigurer. I den brogede gruppe var nordjyden Ole Bornedal også at finde. Han var godt nok i 30’erne, da han skrev og instruerede ’Nattevagten’, men der er en umiskendelig rebelsk og ungdommelig energi over den.
Vennerne Martin og Jens (Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia i deres gennembrudsroller) aftaler, at de i fjorten dage kan udfordre den anden til at gøre hvad som helst. Den første, som nægter, skal gifte sig med sin søde kæreste og leve resten af sine dage som småborgerlig lønslave komplet med villa, vovse og Volvo.
Som sine hovedpersoner søger Bornedal konstant mod tabuernes grænseland. »Jeg er et dumt møgsvin«, erklærer Jens stolt, da han indrømmer, han har været sammen med en mindreårig prostitueret.
Martin reagerer ved at kaste en ølflaske mod H.C. Andersens statue, og kalder den folkekære forfatter en drengerøv. Dagen efter møder Jens op til kærestens gudstjeneste og knækker sig i dåbsfonden. Til sidst knepper det pæne kærestepar Martin og Kalinka (Sofie Gråbøl) i kølerummet, omringet af lig.
Det er den slags billeder, en pervers auteur som Abel Ferrara utvivlsomt ville elske.
Det horrible remake
’Nattevagten’ blev også anerkendt uden for Danmark. Amerikanerne oplevede et boom af seriemorderfilm i 90’erne ført an af moderne klassikere som ’Henry: Portrait of a Serial Killer’, ’Silence of the Lambs’, ‘Seven’ og ’Scream’.
I 1997 blev Bornedal således slæbt til Hollywood for at instruere et amerikansk remake af ’Nattevagten’.
Produceren, den nu fængselsdømte voldtægtsmand Harvey Weinstein, klippede efter sigende produktet i smadder for at gøre remaket mere sensationalistisk og kommercielt appellerende for et amerikansk publikum.
Men det horrible remake har blot fremmet den originale films ry. Nu anses den ikke blot som en sjældent god dansk gyser, den er specifikt en god gyser, fordi den er dansk. Og hvis der er en ting, der kan få danskeres øjne til at rulle bagover i orgiastisk selvtilfredshed, er det, når noget føles specifikt dansk.
Og det er her, jeg bliver nødt til at være den møgsure nabo, der smider soundboxen ad helvede til og råber, at festen er slut: For ’Nattevagten’ er ikke dårlig. Men det er heller ikke en specielt god gyserfilm.
Først og fremmest er den en lidet effektiv gyser. Bornedal formår aldrig at udnytte Retsmedicinsk Afdeling til fulde. Martins første aften som nattevagt sender kuldegysninger gennem kroppen med mystiske legemsdele lagt i formaldehyd og en kontrolkontakt på den forkerte side af ligene i kølerummet.
Herefter er der dog langt mellem gysene, og filmen slutter antiklimatisk med en langtrukken flugt fra morderen, der lige så godt kunne have foregået i et aflagt varehus som i de kringlende korridorer under Rigshospitalet.
Øjenrullende selvtilfredshed
Om man finder ’Nattevagten’ skræmmende, vil naturligvis være op til den enkelte.
Men det er langt fra eneste anke. Jeg kaldte tidligere filmen rebelsk og ungdommelig. Med 2021-brillerne på er en anden måde at beskrive manuskriptet øjenrullende edgelord 90’er-nihilisme.
Martin og Jens’ impotente vrede over deres egen succes som tilpassede statsborgere virker komplet autentisk, men Bornedal er også lige selvtilfreds nok med sine hovedpersoners infantile observationer.
»Hvorfor kan man ikke sige, ’jeg elsker dig’, uden det skal lyde som noget fra en dårlig film?« vræler Martin ad kæresten. Senere, da morderen afsløres, sammenligner han det med et twist i en dårlig splatterfilm.
I modsætning til filmnørden Randy fra ’Scream’, der hele tiden pointerer slashergenrens regler, føles metakommentarerne ikke som et stik i siden på en metaltræt genre, men snarere som manuskriptforfatterens egne navlepillende observationer.
Jens og Martins grænsesøgende leg inkorporeres heller aldrig tilfredsstillende i filmens overordnede mordmysterie. Jens’ opførsel bliver i løbet af filmen mere og mere ekstrem i et åbenlyst forsøg på at få ham til at fremstå som morderen.
Men det bliver aldrig troværdigt, og efter morderen afsløres, vender Jens på en tallerken, så han kan redde dagen og skyde psykopaten i ryggen.
Det er slående, at mens filmen modsætter sig autoriteter generelt, så er den karakter, der behandles med mest foragt, den prostituerede Joyce. I en særligt modbydelig scene betaler Jens hende for at overskride den ene grænse efter den anden, fra at give et blowjob på en restaurant til at drikke whisky, selvom hun påstår at være allergisk.
Men i stedet for at fremhæve Jens’ hykleriske adfærd som en selverklæret punker, der gladeligt behandler dem under ham som lort, finder filmen det blot skræmmende, at Joyce er villig til at gå så langt for sølle mammon.
Den bidske tone, filmen slår an, om danskernes dumnaive troskab til institutioner og selvbedrageriske illusion om vores hyggelige hverdag forbliver således også kun overfladisk.
… Så holder den stadig i dag?
I de snart 30 år, der er gået siden ’Nattevagten’ så dagens lys, er der ikke sket meget på den danske horror-front. Men det gør ikke per automatik Ole Bornedals film god.
Selvom den har nogle utrolige enkeltscener, falder den som helhed sammen på grund af et øjenrullende manuskript og en kedsommelig finale, der ikke udnytter den fantastiske setting.
Måske der er en grund til, at Bornedal stadig lever i skyggen af ’Nattevagten’, mens resten af filmholdet, fra skuespillere Kim Bodnia og Sofie Gråbøl til fotografen Dan Laustsen, som var nomineret til en Oscar for sit arbejde på ’The Shape of Water’, for længst har overgået den.