SERIE: HOLDER DE I DAG? »You know something, Utivich? I think this just might be my masterpiece«.
Vi starter med slutningen. Det virker passende for en film af Hollywoods store formekvilibrist Quentin Tarantino, som siden ’Reservoir Dogs’ har forskubbet vores tidsforståelse med komplekse manuskripter, kendt for deres ekstravagante piskesmældsdialoger.
De famøse ord fra ’Inglourious Basterds’ kommer fra Brad Pitt med dreven sydstatsaccent, mens han med et smil på læben stirrer direkte ind i kameraet efter at have skamferet Christoph Waltz’ forrygende nazi-oberst, Hans Landa, som netop har forrådt Det Tredje Rige og overgivet sig til USA i Tarantinos 155 minutter lange satiriske Anden Verdenskrigsepos.
Måske var det den selvsikre metakommentar, der fik bægeret til at flyde over for nogle af datidens førende filmkritikere.
Efter verdenspremieren i Cannes, hvor Waltz vandt skuespillerprisen, sammenlignede Chicago Readers Jonathan Rosenbaum ‘Inglourious Basterds’ og dens kontroversielle revision af historien med holocaust-benægtelse, mens Peter Bradshaw fra The Guardian gav én stjerne og afskrev filmen som »et gigantisk 2,5 time langt antiklimaks«, og Manohla Dargis fra The New York Times beskrev den som »vulgær«.
Kritikken viser meget godt de slagsider, der gennem årene er blevet fremhævet som Tarantinos akilleshæl, sideløbende med at han i mainstreambevidstheden har fået status som den måske største, aktive amerikanske instruktør:
Ifølge hans haters er hans film ofte banale, selvfede og grænsende til stiløvelser, der sætter form over indhold. De er overproppet med (for) selvrefleksive referencer til klassiske film fra Tarantinos formative, cinefile år, der i sidste ende blotlægger instruktøren som en infantil drengerøv, der aldrig har lagt teenager-jeget i videobiksen på hylden.
Selv har jeg tilhørt den modsatte fløj af Tarantino-debatten, siden ’Pulp Fiction’ åbnede mit filmsyn i gymnasiet med sine virtuose genrelege, ikoniske scener og den fænomenale manipulation af tid. Tarantino er den instruktør, jeg og mange andre i min omgangskreds oftest fremhæver som filmskaberen, der gjorde os til filmnørder. Men også instruktøren, de fleste af os har fået second thoughts om, i takt med at vores filmhorisont er blevet udvidet gennem årene.
Derfor havde kritikken da også sat sig fast i mit baghoved, da jeg satte mig til rette foran fladskærmen for at gense mesterens selverklærede mesterværk for første gang siden premieren i 2009. Var jeg vokset fra Hollywood-guruens fodfeticher, provokerende voldsudbrud og endeløse dialogstrømme fyldt med latrinære bandeord og racial slurs?
Heldigvis ikke. Men mit syn på filmen har utvivlsomt ændret sig over de seneste 12 år.
Tarantinos nihilisme
Hvor jeg tidligere blev blæst bagover af de langstrakte og uhyre velskrevne spændingsscener – fra den sublime westernåbning, hvor Hans Landa afhører en fransk bonde, der skjuler en jødisk familie under sine gulvbrædder, til den intense og alligevel vittige undercovermission i en nazi-inficeret barkælder, hvor et drukspil skaber et helt ny lag til begrebet dobbeltspil – var jeg denne gang overrasket over, hvor lidt ’Inglourious Basterds’ i virkeligheden handler om krig, og hvor meget den egentlig handler om film.
Jovist, Tarantino bærer referencerne til klassikeren ’The Dirty Dozen’ og B-filmen ’Quel Maledetto Treno Blindato’ (hvis titel blev oversat til ’Inglorious Bastards’) uden på tøjet med sit barske blik på krigsførsel, hvor ingen entydigt skildres som gode eller onde.
De jødiske basterds er uciviliserede vildmænd, hvis guerillakrigsførsel er direkte inspireret af ikke bare apacheindianerne og deres koldblodige skalpering, men også nazisterne, som under Anden Verdenskrig skamferede jødiske rabbinere med Davids Stjerner, inden de slog dem ihjel. Hans Landa fremstår i al sin psykopati som gruppens finkulturelle modstykke med sine sproggaver og lynende intelligens, mesterligt gestaltet af østrigske Waltz, som Tarantino hev op på den helt store Hollywood-scene.
Den nihilistiske krigsskildring – kontrafaktisk historieskrivning eller ej – gør i sig selv ’Inglourious Basterds’ til en kontroversiel film i en tid, hvor amerikanske soldater er blevet glorificeret til døde af Spielberg og co.
Men det, der gør ’Inglourious Basterds’ til den ultimative Tarantino-film, er dens mesterlige kulegravning af filmmediets muligheder og kraft. De to forskellige sider af krigen bliver på en måde en repræsentation af Tarantinos fascination af amerikanske b-film over for den europæiske auteurtradition. Og som altid med Tarantino er performance og skuespil et kæmpe tema, når karaktererne i hver eneste scene tvinges til at spille roller, fordi de alle har noget at skjule.
Filmmediet redder verden
Som med de to andre kapitler i instruktørens kalamitetstrilogi – ’Django Unchained’ og ’Once Upon a Time in Hollywood’ – bliver selve filmmediet et værktøj til at tage hævn over historiens uretfærdigheder.
I ’Inglourious Basterds’ har filmmediet sågar potentialet til at redde verden. Hvor mange Anden Verdenskrigsfilm har man set, hvor en filmkritiker (Michael Fassbender), en tysk skuespillerinde (Diane Kruger), en biografejer (Mélanie Laurent) og en filmoperatør (Jacky Ido) er de egentlige helte?
Den stort anlagte finale sætter trumf på budskabet, da brændende nitratfilm sætter en brat stopper for Hitlers regime. Det er en banal, sågar barnlig, tanke, at film kan redde verden. Men Tarantino ophøjer ikke kun mediet, han dissekerer og diskuterer også, hvordan dets magi kan misbruges.
Hitlers propagandaminister Goebbels sammenlignes med 1940’ernes største Hollywood-producer David O. Selznick, idet de begge formår at styre (og manipulere) masserne med deres film. Og i den store finale viser Tarantino også, hvordan filmmediet kan fungere som evighedsmaskine, når den tyske krigshelt Fredrick Zoller (Daniel Brühl) udødeliggøres på lærredet og får martyrstatus for sin ’heltegerning’: at have dræbt over 200 soldater som snigskytte.
På samme måde som også Shosanna udødeliggøres i minutterne, inden hendes biografsal går op i røg, og de skrigende tyskere bliver brændt op, som de selv har dræbt jøder i Auschwitz.
Hitler som et billede på beskueren
Tarantino går ikke stille med dørene, når han vender op og ned på de historiske sandheder om Holocaust og Anden Verdenskrig. Men ser man ’Inglourious Basterds’ som en film om film, åbenbares de lag, som Rosenbaum overså, da han stemplede instruktøren som Holocaust-benægter.
Filmen handler i lige så høj grad om at udstille publikums – og instruktørens – glorificering af vold på lærredet. Når Hitler klapper i sine små hænder, da Zoller dræber soldater på stribe i Goebbels’ propagandafilm, bliver han et billede på beskueren selv. For hvor mange af os går ikke ind til en Tarantino-film forberedt på at sluge gruopvækkende voldshandlinger med øjnene, mens vi gnasker popcorn i os?
Man kan uden tvivl diskutere, om filmens fokus retfærdiggør inddragelsen af Hitler og Holocaust. Men på en måde giver selve provokationen også et ekstra lag til Tarantinos udstilling af mediets kraft.
At ’Inglourious Basterds’ samtidig kan ses som en rendyrket underholdningsfilm – spækket med nogle af Tarantinos bedste enkeltscener og med Hans Landa som hans muligvis bedste karakter nogensinde – understreger pointen om, at film godt kan være magiske og dødelige på én og samme tid. Alt afhænger af beskueren.
Så… holder den stadig i dag?
»That’s a bingo!«, som Landa ville sige. Selvom min personlige Tarantino-favorit nok altid vil være ’Pulp Fiction’, ligger ’Inglourious Basterds’ sig ved gensyn lige i slipstrømmen. De mesterlige enkeltscener taler for sig selv, men det er den samlede kritik og hyldest til filmen som medie, der for alvor placerer filmen blandt instruktørens allerbedste.