SERIE: HOLDER DE I DAG? Åh, ’Gladiator’. Vemodige Y2k-erindringer om universitetsveninden, der tog med til premieren og forelskede sig i Russell Crowe i stedet for mig. Aftenen med gutterne, hvor vi genså Ridley Scotts store romer-epos iført toga, sandaler og laurbær. De mange, lange diskussioner på tilrøgede værtshuse om, hvorvidt denne sværd og sandal-film kunne måle sig med genrens klassikere fra det gamle Hollywood og Italien.
Naaarh, stop. Det er løgn og latin. Jeg havde aldrig set ’Gladiator’, før min redaktør bad mig skrive denne her sommerferietekst. Filmen har indtjent 450 millioner dollars globalt og blev nomineret til 12 Oscars. Så hvad er gået galt for mig? Ikke så meget som jeg oprindeligt troede, viser det sig.
’Gladiator’ er en kæmpe film, indspillet i Malta, Marokko, Italien og England. På det visuelle plan er langfilmen ofte hidsigt flot med farve- og stilskiftene filmens forskellige sektioner imellem: Fra Nordafrikas rødlige sand til metropolen Rom filmet med en slags fascistoid fascination. De indledende kampscener i Germanien har en distinkt karakter med deres mørkeblå farver og nordiske tusmørke – 20.000 pile var forproduceret til at flyve gennem den kolde luft og plante sig i brystet på barbarerne.
Her er trods den analoge krigsførsel lidt af den samme håndholdte fornemmelse i kampscenerne, som også prægede Ridley Scotts ’Black Hawk Down’. Det vægtløse efterliv tager sig også godt ud i Elysium, romernes Valhal, hvor afgrøderne duver smukt, og de døde helte genforenes med deres elskende. Der er således masser af filmisk schwung og dyre scener, der selv efter otte sæsoners ’Game of Thrones’ tager sig flot ud – også på fladfjerneren derhjemme.
Maximus er krigergeneral for Marcus Aurelius, den retskafne kejser-filosof, der styrede Romerriget med relativt mild hånd fra 161 til 180 e. Kr. Han er på sine gamle dage blevet en angrende pacifist, der går og ruger over de mange krige, som har været del af Romerrigets ekspansion.
Men han bliver slået ihjel af sin magtsyge og korrumperede søn, Commodus. Snart er den loyale eks-general Maximus på flugt fra et formørket Rom og ender som gladiatorslave på nordafrikanske bazarer og må kæmpe og dræbe sig vej ind på Colosseum og et opgør med den nye, unge, onde kejser.
Belastende skuespil
Dette hurtige referat bringer mig frem til skuespillet. Joaquin Phoenix sitrer af mindreværdskompleks og incestuøs længsel over for søsteren Lucilla (Connie Nielsen).
Han bliver dog katastrofalt hurtigt direkte enerverende som despotisk kejser, der i bund og grund blot føler sig afvist af farmand Aurelius. Den unge Joaquin Phoenix virker som en parodi på den ældre.
Richard Harris er også alt for hyggelig i rollen som den ældre kejser, som om han allerede var begyndt at varme op til at spille Dumbledore i ’Harry Potter’. Og at jeg personligt heller ikke er stor fan af Russell Crowe, gør heller ikke filmen bedre kørende i min hjemmebiograf. Hvorfor han har fået en Oscar for at møde op, slå på munden og sende lange meningsfulde blikke til Connie Nielsens Lucilla, har jeg svært ved at forstå.
Bedst er scenerne i gladiatorkampenes hede, hvor der opstår en campet ’Mad Max’-agtig nihilisme, som gør Gladiator episodisk underholdende. Som i et computerspil bliver der skruet op for sværhedsgraderne undervejs, (den danske bodybuilder Sven-Ole Thorsen er også med, hvis man ikke har nok dansk islæt i Connie Nielsen). Der kommer også sultne tigre, som Russell Crowe skal træde uden om.
Men som popcornsfilm er der trods alt for lidt vold og for meget intrige, politik, familie og (b)romance til, at filmen rigtig kan leve på sine indslag af ultravold og svingende sværd.
Mellem fægtende sværd og splattende blod skal vi også have nogle lunser kød til de seriøse filmkritikere. På et tidspunkt i de mange gennemskrivninger af manuskriptet har der været et ønske om en afvejning af populisme og elitært demokrati, som virker mærkeligt halvhjertede i det færdige produkt.
Skildringen af det arrogante senat lander ubestemmeligt, og selv ved filmens afslutning var jeg i tvivl, om Gracchus (Derek Jacobi) var Roms frelser eller ej. Politologiske overvejelser bliver hurtigt lige så uønskede som den ny coronavirus, når vi ikke er til fredagsbar på statskundskab og i stedet er mødt op for at se rustninger, stridsvogne og det dødbringende glimt fra svingende morgenstjerner.
Jeg ville have fortrukket den mere b-filmede tilgang til den støvede antik som i ’300’, »Tonight we dine in hell« lyder alt andet lige også uendeligt sejere end Russell Crowes fesne »Strength and Honor«-kampråb.
Bromance og Hollywood-børn
Romerriget har ageret kulisse for nogle af filmhistoriens giganter. Det episke vingefang fra guldalder-romerrigefilm som ’Ben Hur’ og ’Spartacus’ virker hos Ridley Scott overtaget af generisk blockbuster-konvention, inklusive lidt lun bromance mellem Maximus og den ibenholtsorte, nubiske medkriger Juba (Djimon Hounsou).
Tilføj til denne overdyre melange lidt halvhjertet psykologi omkring et far-søn-forhold gone bad mellem Commodus og Marcus Aurelius, der selv små 2000 år senere må vende sig i sin grav over at blive degraderet fra stoisk filosof til hyggelig bedstefar-birolle. Og der er naturligvis også en irriterende nuttet knægt, den onde kejsers nevø, der fremstår amorin-agtigt uskyldig, også selvom han bruger det meste af sin tid på at se halshuggende gladiatorkamp sammen med en hujende menneskepøbel.
Når man sidder derhjemme og ikke har et George Lucas-agtigt biografanlæg, er det meget svært at lade sig rigtigt indsuge. Især når plottet er så forudsigeligt, dialogen så postuleret episk, og der er omtrent lige så mange formulariske elementer som i ens coronapas.
Nu er der gudhjælpemig muligvis en toer på vej, har i hvert fald Connie Nielsen teaset. Med den nuttede nevø (Spencer Treat Clark) i hovedrollen. Lad os håbe, de mellemliggende 20 år har givet ham nogle biceps, noget romersk manddom og et lidt større emotionelt klaviatur at spille på.
Jeg er tilpas vild med cinematografien, ambitionsniveauet og Ridley Scotts øvrige katalog til, at jeg faktisk måske indløser biografbillet. Om ikke andet i nostalgi for den klassiske biografoplevelse i en tid, hvor indie-film rydder bordet til diverse Oscar-shows.
Når det er sagt: Min flovhed over ikke at have set ’Gladiator’ har aldrig været mindre, end efter jeg faktisk så den en fredag aften i 2021 e.Kr. på HBO.
Så… holder den i dag?
Set her i 2021 er Gladiator en ret generisk McBlockbuster med overraskende irriterende skuespil. Den er kun rigtigt fængende, når vi er i gladiatorkamparenaen – og det er skuffende lidt. Det er ikke engang sikkert, at jeg ville have set dens 2 timer og 35 minutter til ende som søndagsfilm på TV 2.