Et kvart århundrede efter premieren er ungdomsfilmen over dem alle stadig vanvittigt sprængfarlig

Nogle film opnår en så indgroet plads i populærkulturen, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som … film. I en sequel til vores sommerserie fra 2019 genbesøger vi en række filmiske milepæle fra nyere tid, og i dag kigger Sofie Lykke Stenstrop nærmere på den kontroversielle ’Kids’, der skabte både ramaskrig og vild begejstring, da den kom ud – og i år igen vækker diskussion.
Et kvart århundrede efter premieren er ungdomsfilmen over dem alle stadig vanvittigt sprængfarlig
'Kids'. (Foto: PR)

SERIE: HOLDER DE I DAG? Jo ældre jeg bliver, desto yngre bliver børnene i ’Kids’, desto mere ukomfortabelt bliver det at overvære den berygtede åbningsscene, der viser to spinkle, svedglinsende kroppe og to hoveder, der er klistret sammen i et intenst snav, som bliver ved imponerende længe.

Og desto vildere bliver chokket, da de to kommer op for luft, og man ser pigen, som nu, set gennem mine 31-årige øjne, ligner én på 10. Og det hjælper ikke, at det er meningen, at hun skal være 12.

At se ’Kids’ er at blive ført ind i et intimt rum, som man som voksen normalt er forment adgang til, og det er både det, som gør oplevelsen så banebrydende … og grunden til, at den er blevet beskyldt for at være et stykke narkoforherligende børneporno, som udnytter sine letpåvirkelige medvirkende.

På grund af den store aldersforskel mellem den amerikanske kunstner Larry Clark, der var omkring de 50, da han begyndte at hænge ud i Washington Square Park i begyndelsen af 90’erne, og de skaterdrenge, som han filmede, er det let af affærdige hans arbejde som noget gris (hvilket jeg selv havde gang i, da jeg skulle anmelde Clarks ’The Smell of Us’). Og det hjælper ikke ligefrem, at det var den nu dømte sexforbryder Harvey Weinstein, der i sin tid tog filmen under sine vinger og sørgede for, at den kom unrated ud i verden.

‘Kids’. (Foto: PR)

Men Clark er ikke, eller i hvert fald ikke kun, en midaldrende udefrakommende klammert, der pludselig begyndte at instruere mindreårige til at smide tøjet, tage stoffer og drikke sig ned.

Hele hans karriere som fotograf bygger på en rå og uforfærdet fremstilling af den uartige del af ungdommen i Udkantsamerika. En vild ungdom, som han selv var en del af, og som de fleste almindelige amerikanere enten ikke kendte til, ikke ænsede eller ikke ville kendes ved.

Allerede i 60’erne fotograferede Clark lystigt fixende og kneppende jævnaldrende i sin hjemby i Oklahoma (hvilket førte til de ikoniske serier ’Tulsa’ og ’Teenage Lust’), og siden har han provokeret omverdenen med mere af det samme.

Not another teen movie

Efter en kort flirt med filmmediet i forbindelse med en musikvideo, som han lavede for Chris Isaak, blev Clark overbevist om, at han skulle lave den næste store amerikanske teen movie. Ikke en teen movie, som vi kender den naturligvis, om pjækkeri og proms og førstegangserobringer, men en film om teenagere, som de virkelig er.

Eller som de også er, skal jeg måske indskyde, for det er selvsagt ikke dem, som lavede deres lektier og gik til håndbold tre gange om ugen, som Clark interesserede sig for. Det var dem, som sprang skolen helt over og flakkede rundt i gaderne, fordi de ikke havde andre steder at tage hen.

Når man kender til hans tidligere værker, virker Clarks indlemmelse i skate-scenen som en naturlig forlængelse af hans fascination af utilpassede, grænsesøgende unge og undergrundskultur. Men selvom den 50-årige havde lært sig selv at stå på skateboard og var kommet i parken i årevis, havde han svært ved at komme ind på livet af de unge skatere.

‘Kids’. (Foto: PR)

Og det er her, at Harmony Korine (instruktøren bag ’Julien Donkey-Boy’, ’Spring Breakers’, ’Gummo’ m.fl.) kommer ind i billedet. Clark hyrede nemlig den dengang 19-årig aspirerende filmskaber, som gik på NYU og hang ud i parken sammen med skaterne, til at skrive manuskriptet til den her nye kanoniske ungdomsfilm. Og eftersom ingen af dem havde prøvet at lave film før og ikke vidste, hvor lang tid det normalt tager at forfatte en nyklassiker, skrev Korine det færdigt på en uge.

Hans bud på et hit var en film, som følger pigen Jennie i 24 timer, mens hun forsøger at opspore den fuckboy, som har taget hendes mødom – og smittet hende med aids.

Castingen tog de på gefühl. Rosario Dawson (som spiller Ruby) opdagede de siddende på en stub i East Village, Chloë Sevigny (der spiller Jennie) hyrede de, tre dage inden optagelserne skulle begynde, og resten (næsten) rekrutterede de nede i Washington Square Park.

Og resultatet er noget nær magisk.

Er der en voksen til stede?

Modsat de klassiske teen movies, hvor highschool-elever ofte var spillet af voksne (a la ’Grease’ og ’En vild pjækkedag’), viser ’Kids’ rent faktisk børn, som er teenagere, ligner teenagere og opfører sig og taler som teenagere.

Og selvom det dengang, i dag og for altid, er ren tortur at lytte til Tellys slibrige charmeoffensiv og se ham vifte rundt med sine fissefingre, så slår det mig også ved gensyn, at det er lige præcis den her faux-selvsikre, overkompenserende, performative del af at være teenager, som filmen indfanger så råt og troværdigt.

I en nu ikonisk scene, hvor fire småbrødre, der næppe er ældre end 12, sidder klemt sammen på en sofa, og en joint (stjålet fra en storbror) går på runde, ser man, hvor tidligt rollespillet sætter ind, og hvor gennemsyrende machokulturen er for det her miljø.

Børnene inhalerer, som om de aldrig har lavet andet ,og i stedet for at snakke om pokémonkort eller noget andet alderssvarende, kommer der ord ud af munden på dem, som er umulige at få til at stemme overens med deres nuttede fremtoning.

Først er scenen i sofaen absurd, så skræmmende, og jeg kan mærke, at det er her, jeg for alvor begynder at splittes i to:

Dengsen i mig skriger efter at gribe ind og kalde på en voksen, imens den mere korrumperede del af mig anerkender, at det netop er fraværet af alt voksent og formanende, som giver filmen dens kritiske brod og højeksplosive energi. Det og så hormoner. Og Korines og Clarks skødesløse blanding af ægte og opdigtede karakterer, og af ægte og opdigtede hændelser, som gør, at hver eneste scene i ’Kids’ føles ufiltreret og vildt overdrevet på samme tid.

Og at man som publikum famler rundt i en verden, hvor forskellen på sandt og falsk er, hvis ikke opløst, så flydende, fordi den dokumentariske stil låner troværdighed til bullshit, samtidig med at den fiktive dimension lader dig flygte fra sandheder omkring de her børns liv, som stirrer dig lige op i ansigtet.

En farlig blanding af ægte og opdigtede liv

Mange af karaktererne i ’Kids’ var skrevet med en specifik, virkelig person i tankerne, mens andre i højere grad opfyldte en dramatisk funktion, hvilket resulterede i en pseudo-dokumentarisk blanding af børn, der mere eller mindre spiller sig selv, og børn, der for en stund får lov til at prøve en persona, som ligger langt fra deres egen.  

Forskellen på de to former for skuespil, og konsekvenserne af dem, kan ses i venneparret i front, Telly og Casper, spillet af henholdsvis Leo Fitzpatrick og Justin Pierce. Leo, der ellers havde betroet Clark, at han absolut ikke var en ladies man, spiller den selvudnævnte virgin surgeon Telly, der tænker og taler med pikken, hvorimod Justin, der spiller Casper, allerede ligner en, der har levet hårdt og virker påfaldende hjemmevant i rollen som den selvdestruktive klovn, der benytter enhver lejlighed til at flygte fra virkeligheden ind i rusen.

‘Kids’. (Foto: PR)

Fordi filmen føles så ægte (og efter sigende blev markedsført som en dokumentar), kæmpede flere af de unge, utrænede skuespillere efterfølgende med at løsrive sig fra karakterne, som de havde spillet. Fitzpatrick fik for eksempel ikke mere held med pigerne af at have spillet HIV-positiv player. Faktisk fremhæver han et møde med nu afdøde Roger Ebert (hvor filmkritikeren sagde, at han havde lyst til at stikke ham en flad, fordi Fitzpatrick var så overbevisende som den lille narrøv) som en af de eneste gange, et menneske havde set hans forhold til Telly for, hvad det var – skuespil – og havde anerkendt ham for sin præstation.

Dog er der stadig en væsentlig forskel mellem dem, der lod som om, og dem, der skruede op og ned for sider af sig selv. Da Telly-forvekslingen blev for meget for Fitzpatrick, kunne han flygte til London, hvor Telly ikke eksisterede. Men for folk som Justin Pierce og Harold Hunter, som var den ægte vare, var der ikke noget sted at flygte hen, hvor deres ’karakterer’ ikke ville følge med.

Om det var omverdenens fordømmelse, berømmelse, en blanding eller noget helt tredje, som førte til deres alt for tidlige død, kan vi kun gisne om, men faktum er, at Pierce begik selvmord som 25-årig, og at Hunter døde af en overdosis i en alder af 31.

Børnene, der blev tilbage

De tragiske skæbner og kaotiske omstændigheder knyttet til ’Kids’-produktionen har for nylig fået fornyet opmærksomhed med dokumentaren ’The Kids’, der lige har haft premiere på Tribeca-festivalen i New York.

Filmen er instrueret af Eddie Martin på initiativ af Hamilton Harris (der selv medvirkede i ’Kids’ i en mindre rolle), som har udtalt til fremtrædende medier, at han har følt sig udnyttet af Clark og Korine. Filmen (som vi endnu ikke har kunnet se herhjemme) fokuserer på de børn, som ikke fik kickstartet en kæmpe karriere i Hollywood, men i stedet blev kastet hovedkulds ind i offentlighedens søgelys og ellers overladt til dem selv.

Dokumentaren vækker en gammel debat til live om det ansvar, som filmskabere har – eller bør have – over for deres medvirkende, når de vælger at gribe ind i virkelige liv. Og fordi de liv i ’Kids’ tilhørte børn – og tilmed udsatte børn – bliver det forhold sat på spidsen.

Man kan så sætte spørgsmålstegn ved, om ’Kids’ – når man husker på, at filmskaberne i dette tilfælde er en aldrende eksjunkie og en 19-årig stoner – er den rigtige film at klandre for uprofessionelle produktionsforhold, eller om man i stedet bør angribe forældrenes dømmekraft eller bruge sin energi på at gribe ind over for for eksempel samlebåndsbehandlingen af barnestjerner, reality stjerner og influencers.

‘Kids’. (Foto: PR)

Hvem forberedte Macaulay Culkin på berømmelsens skyggeside? Justin Bieber? Britney Spears? Korine selv?

Jeg bevæger mig ud i whataboutism, ved jeg godt, og fordi jeg ikke har kunnet se ’The Kids’, ved jeg jo ikke engang, om den rent faktisk holder Clark og Korine ansvarlige for Pierces og Hunters tidlige død.

Men hvis den gør (som nogle letterbox-anmeldelser tyder på), synes jeg, at det er problematisk. For lige så naivt det er at tro, at kameraer ikke rokker ved virkeligheden, lige så naivt er det at antage, at de her unge mennesker bare ville stortrives, hvis ikke nogen havde filmet dem. Og det siger jeg ikke for at undskylde Clark og Korine, der garanteret har opildnet teenagerne til at gå endnu mere bersærk, end de ellers ville have gjort og understøttet deres dårlige vaner undervejs.

Jeg siger det, fordi de garanteret også har givet dem følelsen af blive set og hørt og være en del af noget større, og jeg er fan af at få nuancerne med.

Så … holder den i dag?

Ja! På deres helt egen kaotiske facon lykkedes det jo for helvede de to weirdos at skabe ungdomsfilmen over dem alle, som på 26. år er uden sidestykke. Og sprængfarlig as fuck.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af