Efter den omfattende, men nu afsluttede skuespiller- og forfatterstrejke i Hollywood er en række store amerikanske blockbusters blevet udskudt.
Det er dog ikke tilfældet for den kommende superheltefilm ‘Madame Web’, der netop har fået sin første trailer, skriver Deadline.
Dakota Johnson indtager hovedrollen som Cassandra Webb, der udvikler sig til superhelten Madame Web, som kan se ind i fremtiden og, at dømme efter traileren, desuden har superstyrke.
Hun får selskab af blandt andre ‘Euphoria’-stjernen Sydney Sweeney, der i løbet af traileren også viser sig i et superheltekostume. Sweeney spiller karakteren Julia Carpenter, som i Marvel-tegneserierne bliver til Spider-Woman.
På rollelisten finder man også Emma Roberts, Adam Scott, Isabela Merced og Tahar Rahim som skurken Ezekiel Sims.
Filmen er instrueret af S.J. Clarkson, som tidligere udelukkende har gjort sig i serieland. Her har hun titler som ‘Succession’, ‘Jessica Jones’, ‘Vinyl’ og ‘Anatomy of a Scandal’ på cv’et.
Selvom ‘Madame Web’ er baseret på Marvel-karakterer, er filmen ikke produceret af Disney, som står bag de mange film og serier i Marvel Cinematic Universe. Ligesom ‘Venom’ og ‘Morbius’ er den nye film produceret af Sony.
‘Madame Web’ får biografpremiere 14. februar.