I toppen af de mest streamede programmer på Netflix finder man lige nu ‘Squid Game: The Challenge’, hvor hundredevis af deltagere dyster om en kæmpestor pengepræmie i discipliner inspireret af den sydkoreanske hitserie ‘Squid Game’.
Inden realityshowets premiere fik omverden nys om, at en deltager måtte bæres væk fra studiet på en båre på allerførste optagedag i en engelsk hangar, der eftersigende var iskold. Her optog de programmets åbningskonkurrence, ‘Trafiklys’.
Nu truer to deltagere med at sagsøge Netflix og produktionsselskabet Studio Lambert for fysiske skader, som de har fået under netop disse optagelser. Det skriver Deadline.
Det britiske advokatfirma Express Solicitors repræsenterer to anonyme personer, som hævder, at de led af hypotermi (lav kropstemperatur) og nerveskader, mens de var på optagelser i Storbritannien under kolde forhold. Her var deltagerne nødt til at stå stille i lange perioder for at forsøge at blive i konkurrencen.
»Deltagere troede, de var med i noget sjovt, og de tilskadekomne havde ikke regnet med at lide, som de gjorde. Nu er de blevet efterladt med skader efter at have brugt tid på at være fanget i smertefulde stillinger i kolde temperaturer«, udtaler advokatfirmaets CEO til Deadline.
En talsperson fra ‘Squid Game: The Challenge’ siger følgende om sagen til Deadline: »Intet sagsanlæg er blevet indgivet af nogen af ‘Squid Game’-deltagerne. Vi tager vores deltageres helbred ekstremt alvorligt«.