’Squid Game: The Challenge’: Det virker som en dårlig ide – og er det også
Alene tanken om at basere et reality gameshow – med tv-historiens største pengepræmie – på en kapitalismekritisk originalserie er en smule usmagelig.
Og ’Squid Game: The Challenge’ har allerede inden udgivelsen mødt en del kritik på de sociale medier for at misforstå originalseriens budskab.
Men med et thumbs up fra ’Squid Game’-skaber Hwang Dong-hyuk er det ikke desto mindre præcis, hvad Netflix har gjort. Ned til mindste detalje – dog uden den fatale konsekvens, selvfølgelig.
’Squid Game: The Challenge’ fungerer på samme måde som originalserien. Et cast på 456 deltagere kæmper om en pengepræmie på intet mindre end 4,56 millioner dollars. Det sker gennem en række spil, hvor deltagerne dyster i de kendte børnelege fra ’Squid Game’ samt et par nye tilføjelser til spillekartoteket.
Blandt de nye lege finder vi ‘sænke slagskibe’, hvor deltagerne på hver deres side af en mur skal forsøge at sænke modstanderholdets både. Twistet er selvfølgelig, at bådene indeholder deltagere fra konkurrencen, og man kan derfor risikere at eliminere en af sine venner eller allierede, når man i blinde forsøger at redde sig selv. Det er en fin tilføjelse, som rusker op i seriens forudsigelighed, og som gør deltagerne opmærksomme på, at de ikke bare kan hvile på løsningerne fra ‘Squid Game’.
I stedet for den drabelige exit fra originalserien har programmet forsøgt sig med en slags eksploderende vest (?), som giver et lille pop og udløser en sort væske, når en deltager bliver elimineret. Man kan spørge sig selv, om en skud-simulation virkelig er nødvendig, når programmet i forvejen balancerer på en etisk knivsæg, men lad nu det ligge.
Også settet er en minutiøs gengivelse af ’Squid Game’. Og det er faktisk imponerende, hvordan det er lykkedes at genskabe alt fra dragternes præcise farve til den flere meter høje dukke med det roterbare hoved. Der er en vis gensynsglæde forbundet med de vilde sets – en glæde, som også er tydelig i deltagernes ansigter, da de som det allerførste træder ind i en 1:1-kopi af rød-gul-grøn-stop-legen fra første afsnit af originalserien.
Men begejstringen starter og stopper også her.
For det interessante ved ’Squid Game’ var aldrig rigtig legene. Det var deltagerne og deres indbyrdes relationer. Og her er ’Squid Game: The Challenge’ så opsat på at være tro mod originalen, at den spænder ben for sig selv.
Én af realitygenrens gyldne regler er, at man endelig ikke må have for mange deltagere med i programmet. De gængse formater opererer som regel med under 20 deltagere, fordi man simpelthen ikke kan overskue et større persongalleri. En fornuftig regel, som ’Squid Game: The Challenge’ fuldstændig kuldkaster med sine 456 deltagere. Det er en kæmpe fejl, som resulterer i, at jeg efter fem afsnit ikke er i stand til at sige noget som helst om nogen af deltagerne.
Eksempelvis får vi at vide fra flere deltagere, at deltager 438 – ja, de har ligesom i serien numre i stedet for navne, hvilket ikke ligefrem hjælper med forvirringen – skulle være helt vanvittigt irriterende, og at det derfor er vigtigt, at han ryger ud.
Problemet er bare, at vi som seere ikke kan genkende ham. Han har ikke haft en fremtrædende rolle i programmet, før han bliver stemplet som et problem, og vi har derfor ingen grund til at engagere os i konflikten.
Serien har da også ret travlt med at få castet skåret ned. Allerede i første udfordring bliver omkring halvdelen elimineret (hvilket i øvrigt kun får deltagerantallet ned på 259), men hvad i alverden var pointen så? Det er relationsfjernsyn uden plads til relationer.
Programmet forsøger at omgå dette ved at tilføje små mini-challenges på deltagernes sovesale. Det fungerer en smule som udfordringerne fra ’Paradise Hotel’, hvor deltagerne får mulighed for for eksempel at åbne en trold i æske eller tage et telefonopkald, hvorefter de enten får en fordel eller en ulempe.
En typisk ulempe vil være at blive elimineret. En typisk fordel er muligheden for at eliminere en anden. Det er umiddelbart en smart tilføjelse, som skulle give lidt drama og udstille deltagernes karakter. Men man kender ikke nogen af dem, så det er faktisk helt ligegyldigt. Jeg er stadig ikke investeret.
Hvis man skal lade tvivlen komme programmet til gode, må det alt andet lige blive en smule mere spændende at følge med i de sidste fem afsnit, når man bedre kan overskue persongalleriet og trods alt begynder at genkende et par ansigter.
Men de første fem afsnit er absolut ikke noget at råbe hurra for.
Kort sagt:
Det mest positive ved ’Squid Game: The Challenge’ er, at settet ser ualmindeligt godt ud. Resten er et famlende forsøg på at genskabe originalseriens nervepirrende opbygning, som falder fuldstændig til jorden.
Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.