’Squid Game’: Vanvittigt sydkoreansk seriehit falder til jorden efter de første chok

’Squid Game’: Vanvittigt sydkoreansk seriehit falder til jorden efter de første chok
Foto: Netflix

’Squid Game’ har som den første sydkoreanske serie indtaget tronen som den mest populære titel på Netflix i USA, og også herhjemme holder den imponerende ved i toppen.

Man forstår godt hvorfor, for det visuelt gennemførte voldsmekka har en så farverig og excentrisk præmis, at man næsten ikke kan lade være med at trykke play.

Den blodige og semiintelligente ’Battle Royale’-møder-’Parasite’-light-fortælling vil dog enten vække jubel eller væmmelse.

Seong Gi-hun (Lee Jung-jae) er en ud af 456 gældstyngede deltagere i et mystisk spil, hvorfra vinderen løber med en præmie på næsten en kvart milliard danske kroner.

Og da vores hovedperson er den gældsatte type, der stjæler fra sin gamle mor og bruger pengene til sin datters fødselsdagsgave på gambling, slår han til. Hans desperate situation gør ham til det perfekte offer. For invitationen og tilbuddet om den store pengepræmie, er (som serien selv) selvfølgelig for god til at være sand. Ikke så snart har han og de andre udskud tilmeldt sig det såkaldte Squid Game (opkaldt efter en koreansk børneleg), før spillet viser sin sande, dødelige natur.

Lee Jung-jae i ‘Squid Game’ (Foto: Youngkyu Park/Netflix)

Hvad, der venter de udvalgte, er seks ekstreme arena-prøvelser, der bruger klassiske børnelege som udryddelsesmekanismer med en diabolsk opfindsomhed og syge twists, som får en til at bekymre sig en smule for instruktør og serieskaber Hwang Dong-hyuks mentale helbred.

En uskyldig omgang rød-gul-grøn-stop resulterer i en sønderrivende kugleregn rettet direkte mod dem, der ikke fryser deres bevægelser i tide. Og de chokerende grusomheder giver plads til adskillige blodbade, serveret med sprøjtende excellence og en heftig dosis veludførte stunts i lækre close-ups.

Genkendeligheden i børnelegene er et fedt greb. Billederne af voksne, der klynger sig til livet, mens de sveddryppende kaster glaskugler, er en absurd morbiditet, hvis enkelthed taler for sig selv. ’Squid Games’ omfattende pastelfarvede set-design levner plads til imponerende intense sekvenser, men desværre matcher historiefortællingen ikke det gennemførte look.

‘Squid Game’. (Foto: Netflix)

For selvfølgelig er penge ikke alt.

Og når først dén tiøre er faldet, føles for mange af de ni timelange afsnit som at blive foie gras-fodret med småfilosofiske oneliners om livets flygtighed, mens man på et dårligt trip deltager i en omgang ’Stormester’ fra helvede.

Efter det første chok over legene har lagt sig, udfolder ’Squid Game’ et mere menneskeligt aspekt, der på ingen måde kan leve op til arenaens originalitet. Gennem ensformige historier om, hvorfor spillerne hver især er kommet i gæld, står det hurtigt klart, at de fleste selv er skyld i deres miserable situation – på nær en godtroende pakistansk flygtning og en enkelt uskyldig ung kvinde.

Værre endnu er det, at den eneste, der lader til at tage ved lære af legenes budskab om, at der er andet i livet end penge, er vores hovedperson. Imens falder hans nye bekendtskaber én efter én uden at være blevet klogere.

Ikke at det er et stort tab. Karaktererne er så overfladiske, at man alene ved casting og styling kan gennemskue dem på lang afstand og samtidig få alle sine mest primitive fordomme bekræftet:

‘Squid Game’ (Foto: Youngkyu Park/Netflix)

Du har en halstatovering og er en slem gangster. Du har briller og er en intelligent egenrådig læge. Du er en rapkæftet, beskidt og racistisk kvinde, der bruger din ustyrlige liderlighed som våben. Ingen af jer er vist til at stole på.

At sidstnævnte er den mest nuancerede kvindelige figur er en synd i sig selv. Og selvfølgelig er det forfærdeligt, når nogen må lade livet på laber makaber vis, men ens sympati for deltagernes ekstreme grådighed balancerer på en knivsæg.

Squid-organisatorerne gør det nemlig gentagne gange klart, at hvis blot flertallet af deltagerne stemmer for, så kan legene stoppe øjeblikkeligt. Pengesummen vil oven i købet blive doneret til familierne til dem, der ikke overlevede legene. Så hvorfor skal vi holde med dem?

’Squid Game’s slet skjulte kritik af samfundets vindermentalitet falder i sidste ende til jorden med et brag og svigter den ellers fremragende koreanske tradition for spiddende klasse- og normsatire, som mestrene Bong Joon-ho, Park Chan-Wook og Kim Ki-duk har været storleverandører af.


Kort sagt:
’Squid Game’ er et fedt koncept med en selvmodsigende pointe, der ikke retfærdiggør godt og vel ni timers tv.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

'Squid Game'. Serie. Serieskaber: Hwang Dong-hyuk. Medvirkende: Lee Jung-jae, Park Hae-soo, Oh Yeong-su, HoYeon Jung. Spilletid: 9 afsnit á 32–63 minutter. Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af