I den kommende danske ungdomsthriller ‘Paranoia’ bliver ubehaget ved moralske tømmermænd tilsyneladende forvandlet til et overnaturligt filmgys.
Den 21-årige universitetsstuderende Lulu får for meget at drikke til en fest og vågner op på på hospitalet. I bevidstløs tilstand har hun dog set en mystisk pige, og bagefter hænger følelsen ved af, at nogen følger efter hende.
Det er ikke kun den ubehagelige paranoia, der bliver ny følgesvend, men også den berygtede fyr Mads, der dukker op og tilbyder at hjælpe hende med at skabe kontakt til det ukendte for slippe af med stalkeren.
Filmen blev i foråret annonceret under titlen ‘Cykose’, men har skiftet navn i forbindelse med traileren, der netop er landet.
Hovedrollen som Lulu bliver spillet af Zoe Bryan Hertz, der spillede en central rolle i første sæson af DR-serien ‘Salsa’, mens hun gøres selskab af August Issac Carter, som blandt andet har medvirket i Netflix-serien ‘Equinox’ og DR’s ‘Hooligan’.
‘Paranoia’ er baseret på en ungdomsromanserien ‘Cykose’ af Birgitte Lorentzen. Forfatteren står også bag filmens manuskript, mens Kari Vidø instruerer.
I resten af castet finder man blandt andre Maria Rossing (‘Carmen Curlers’) og Rasmus Hammerich (‘Nisser’) og de unge navne Stran Ezgi Benlig og Oliver Due, der medvirkede i ‘Smuk’.
‘Paranoia’ får premiere 8. februar 2024.