’Hooligan’: Unge skuespillere bærer hårdtslående DR3-serie om fodboldfans og Aalborgs underverden
Ingen, der har taget bussen til Brøndby Stadion og bevidnet gulklædte fans samle sig på Sydsiden, bevæbnet med fadøl og et arsenal af slagsange, kan være i tvivl: Fodbold er fællesskab.
Man kan sige meget grimt om fankulturen, om romerlysene, affaldet på gaderne, tilråbene på lægterne, den hensynsløse druk. Men når tatoverede mænd synger om deres kærlighed til klubben og omfavner hinanden ved scoringer, forstår man, at fællesskabet også kan være smukt.
Spillet på grønsværen kan tilbyde et hjem for de rodløse, en fast base for de omstrejfende, en havn for de skibbrudne.
Det er det, der sker i starten af DR3-serien ’Hooligan’.
Fodboldtalentet Mads (August Carter) mister alt, da han river korsbåndet over, netop som han har landet sin første seniorkontrakt, og mens han sparer sammen til en operation på et tysk privathospital, bliver han en del af fanmiljøet i den fiktive Aalborg-klub, HB86.
Fansene drikker øl i tøndevis, sniffer kokain nat og dag og udfordrer modstanderholdets tilhængere til masseslagsmål. Men ’Hooligan’ er ikke et anklagende portræt af et betændt maskulint miljø, ikke udelukkende i hvert fald. Serien er også en skildring af venskab og fællesskab i storbyens sociale udkant.
Faktisk er den hårdtslående hooliganserie bedst, når den er øm.
Når Mads bekymret plejer sin ven efter et slagsmål, når han tilgiver en anden ven, selv om han har bragt ham i gæld, og når drengene, de her barske fodboldgutter, beskriver deres følelser, så ingen kan være i tvivl om, at de holder af og med hinanden. Det er regulært rørende scener.
’Hooligan’ undgår også at glorificere miljøet. Fanklubben er befærdet med brutale typer, der hungrer efter vold og udnytter hinanden i underverdenens magtspil, fra slagsbroren Klaus til alfahannen Jønsson, stærkt spillet af Morten Agerholm Jensen, som er intimiderende uden at være ensidig, en type uden at være en karikatur.
Han er en del af et velspillende, ungt ensemble, der nysgerrigt undersøger hver deres fodboldbølle og virkelig synes at forstå de mennesker, de spiller.
Det er ikke deres skyld, at ’Hooligan’ starter bedre, end den slutter.
I takt med at Mads og hans to kumpaner kommer ind i kernen af Jønssons forretning, er det, som om serien glemmer, hvornår den er bedst. Den tager os væk fra fodbolden og fankulturen og ind i nattelivets afkroge, hvor kokain og MDMA sælges i gyderne, mens plottet eskalerer mod et (for?) dramatisk klimaks.
Årsagen er reel nok. Mads vil sælge stoffer, så han kan skrabe penge sammen til sin knæoperation. Det er bare, som om hans eventuelle comeback bliver en sekundær handlingstråd, så snart han lader sig indrullere i fanfraktionen. Fodboldkarrieren kommer længere væk, for hver joint han ryger, og for hver bane han sniffer, og som seer har man mest af alt lyst til at udforske fanmiljøet sammen med ham.
En af årsagerne til udviklingen er måske, at serien ikke kan skabe troværdige stadionscener. Filmmagerne holder sig til nærbilleder på lægterne, så man kun kan ænse linjedommeren, og det er svært at ignorere den mistanke, at budgettet bare ikke rakte til mere.
Der er lidt for meget narkosalg og lidt for lidt fodboldfanatisme i de sidste afsnit.
Heldigvis mister serien aldrig blikket for det venskab, der opstår mellem Mads og hans to tætteste venner. Tre gutter, der tabte deres plads i verden, men fandt hinanden på tribunen.
Kort sagt:
Den velspillede og hårdtslående DR3-serie ’Hooligan’ er bedst, når den er øm.