(Spoilers: Læs først, når du har set ’Fredløs’ til ende)
(Seriøst: Se sidste afsnit helt færdig, før du fortsætter)
Jeg var begejstret for den nye DR3-fiktionsserie ’Fredløs’ fra allerførste afsnit.
I serien møder vi Mo, der med en kriminel baggrund i bagagen nu lever en god og fredelig tilværelse: Job som kok på en fed københavnsk restaurant med søde kolleger og et dejligt parforhold med kæresten Ida.
Idyllen sprænges dog itu, da to politimænd pludselig banker på under Idas fødselsdagsmiddag, og Mo med kæreste og svigerforældre som lamslåede vidner føres væk, anklaget for et røveri, han insisterer på ikke at have begået.
Det bliver starten på en varetægtsfængsling, der på alle måder ændrer hans liv og værdier. Og her følte jeg måske nok, at jeg kunne genkende temaerne fra andre film og serier – splittelsen mellem to kulturer fra ’Underverden’ og en (måske) uskyldig mands transformation i fængslet fra ’The Night Of’, eksempelvis.
Men slægtskabet gjorde mig intet, fordi serien fra første sekund var så omhyggeligt, tålmodigt og troværdigt realiseret. Fine dialoger, stærk kemi mellem Besir Zeciri og Maria Cordsen som kæresteparret og et nuanceret portræt af en mand, der trods sin umiddelbare lykke føler et tomrum, der for alvor bliver synligt, når rammerne om hans liv bliver revet ned.
Da Mo i fængslet møder den imødekommende og livskloge Abdallah, som hurtigt sender en koran til cellen hos den ellers sekulære fyr, lå det i kortene, at vores hovedperson måske ville blive radikaliseret. Og derfor blev jeg overrasket over, at ’Fredløs’ portrætterede Mos forhold til islam som drevet af kærlighed, varme og inklusion: Hans nye relationer er imødekommende mennesker med interesse for både ham og verden, og Mo finder en ro i sig selv, som han ikke har oplevet før.
Vil dele vandene
Men bedst som jeg havde lullet mig selv ind i den tro, at Mo blot skulle til Syrien for at lave godtgørende arbejde, kommer chokket. Efterteksterne.
»Det er umuligt at tegne et fuldendt billede af virkelighedens ’Mohammed’ og hans rejse. Vi ved, at han blev vækket spirituelt, mens han sad varetægtsfængslet, og at det ændrede hans liv«, står der.
»Begivenheder i hans privatliv, hans forhold til religion og hans nye bekendtskaber ledte ham i 2013 til Syrien. Sporene efter ’Mohammed’ i Syrien er tvetydige. I begyndelsen af sit ophold i Syrien beskæftigede hans sig med forskelligt nødhjælpsarbejde. Senere kæmpede han ved fronten mod Bashar al-Assad«.
Og så knockoutet:
»Hans tid i Syrien var turbulent. Efter at være blevet fængslet og tortureret af en lokal oprørsgruppe rejste ’Mohammed’ til Raqqa og tilsluttede sig Islamisk Stat. I 2015 blev ’Mohammed’ dræbt i et amerikansk droneangreb på en parkeringsplads i Islamisk Stats hovedstad, Raqqa. I bilen med ham sad en internationalt eftersøgt terrorist«.
Puha.
Det er utvivlsom en slutning, der vil dele vandene (vores egen ellers meget positive anmelder Rasmus Friis var for eksempel forbeholden). Under normale omstændigheder er det jo alt, alt for meget at fortælle en så stor del af historien med ord efter seriens slutning. Man vil også kunne argumentere for, at Mos forvandling fra superfornuftig bedsteborger til IS-sympatisør er for løst skitseret. Og nogle vil nok mene, at skildringen af de kræfter omkring den danske moské, der tager Mo ind i folden, er for rosenrød.
Men udgangen på serien tog pusten fra mig personligt. Billedet af Mo i bilen mod lufthavnen i én lang indstilling med foruroligende dronemusik tilsat afsløringen af den virkelige Mohammeds skæbne fik mig til at gennemspille hele serien i mit hoved igen. Pludselig stod alt det, der var gået forud, i et helt nyt lys.
En stor mundfuld
For hvordan kunne det komme så vidt for en så sød og intelligent fyr som Mo?
Man kan godt argumentere for, at der er for mange tomme felter i forsøget på at forklare, hvorfor et velintegreret menneske i et vestligt samfund som det danske ender livet i Raqqa hos radikale islamister, men jeg satte stor pris på seriens bestræbelse på at lade seeren udfylde mange af dem. Billederne i mit hoved gjorde det rigeligt op for de billeder, serien selv kunne have sat på Mos videre skæbne.
Måske er logikken i den slags sager ikke altid så kausal, som vi har vænnet os til fra film og serier?
Og serien viser jo faktisk overbevisende, hvordan Mo med sin baggrund og opvækst har et tungt psykisk efterslæb: Hvor godt han end klarer sig, er der, som én af seriens forfattere, Babak Vakili, beskrev det i vores interview i weekenden, et hul inden i ham. Et hul, som det rolige fællesskab omkring koranen fylder mening i.
Selvom det sandsynligvis også er et lavpraktisk budgetspørgsmål, at serien ikke følger Mo hele vejen til Syriens borgerkrig, har det en uafrystelig effekt, at den så grundigt og godt dedikerer sig til hans liv i Danmark, før man lærer hendes endelig skæbne at kende. Man sympatiserer jo med Mo, man tror, man kender ham, selvom der er noget i ham, som ikke engang han selv kan forstå.
Manipulerer den os til at fatte sympati for en IS-kriger? Næh, den hjælper os til at forstå, hvordan det kan gå så galt. At selv Syrien-krigere er mennesker med en fortid, mennesker, hvis opvækst, oplevelser og længsler har sendt dem på afveje. Og at de ofte efterlader nogen derhjemme, der er knust over deres valg.
Det er et kompliceret og kontroversielt tema, ’Fredløs’ binder sig an på. En stor mundfuld på øretævernes holdeplads.
Men for mig var den hjerteskærende, uhyggelige slutning en mavepuster, der læssede nye varer på tankegodset i flere dage.
’Fredløs’ kan ses på DR.