Det er en lummer sensommerdag på Vesterbro, da Babak Vakili pludselig viser sig på sin altan og sender et smil ned på gaden, inden han vinker mig op.
Han er en travl mand for tiden.
Få dage senere skal han medvirke i radioprogrammet ‘Hjerteflimmer for voksne’, og udover Soundvenue har Weekendavisen, Politiken og Zetland vist interesse for den 34-årige multikunstner.
Som rapper har Vakili før haft held med at fange mediernes opmærksomhed, men ikke i samme grad som nu. For få år siden ville han muligvis have fået prædikater som »mønsterbryder« eller »præmieperker« på sig, men for tiden skyldes hypen måske nærmere noget så simpelt, som at han markerer sig som en af sin generations mest talentfulde nye stemmer.
Babak Vakili er manuskriptforfatter og kendt som rapperen Bobby Shams. Derudover har han en kandidatgrad i Statskundskab ved Københavns Universitet. I juni udkom hans formsprængende podcast ‘Generationen’, i hvilken han over fire afsnit fortæller sin egen og sin generations historie gennem dagbogslignende monologer, arkivklip, reallyde, musik, performede sekvenser, fiktive storylines, spoken word, politisk analyse og rappassager.
Og nu er Vakili aktuel som manuskriptforfatter med den både empatiske og rystende debutserie ‘Fredløs’, der 3. september har premiere på DR.
I ‘Fredløs’ møder vi kokken Mohammed ’Mo’ (Besir Zeciri), der lever en rolig tilværelse med kæresten Ida (Maria Cordsen) – indtil politiet pludselig banker på under en familiemiddag og anholder Mo for øjnene af Ida og hendes forældre for et røveri, han afviser at have begået. Anholdelsen – og hans møde med nye bekendtskaber i fængslet – får store konsekvenser for Mo i serien, som Babak Vakili har skrevet med Malthe Jagd Miehe-Renard, mens Laurits Flensted-Jensen (‘Usynligt hjerte’) har instrueret.
Vakili har tidligere frabedt sig at tale om klassiske ‘indvandrerspørgsmål’ i interviews, hvilket engang resulterede i en artikel i et stort dansk dagblad med overskriften: ‘Nørrebros klogeste indvandrer’. I dag er han med på, at han selv har budt op til dans med tematikkerne i både ‘Generationen’ og ‘Fredløs’.
Han er søn af to iranske flygtninge og opvokset på Nørrebro som minoritet med brun hud i et overvejende hvidt samfund. Han omfavner gerne både sin opvækst og sit ophav og tilslutter sig således den lille skare af brune kollegaer som Fenar Ahmad, Ulaa Salim, Milad Alami og vennen Zaki Youssef, der de senere år er trådt ind i den danske tv- og filmbranche med træsko på og har bidraget med nye tiltrængte historier, fortalt fra deres perspektiv.
‘Fredløs’ er delvist baseret på virkelige hændelser. Mohammed-karakterens skæbne har været beskrevet i medierne. Det var producer Mikkel Herforth, der opfordrede Vakili til at arbejde med historien, men da Vakili dykkede ned i den, indså han, at han kendte personen i virkeligheden fra nogle byture og havde mange fælles venner med ham, som han senere interviewede til serien som research.
»Det, der først og fremmest er én-til-én virkeligt, er den følelse, som vores hovedkarakter sidder tilbage med, som er følelsen af at være splittet og svigtet af det samfund, der skulle være hans eget. Vi har prøvet at holde fast i følelsen af at have levet et liv, hvor man ikke har været sit fulde jeg, og hvor man pludselig får tilbudt en ny identitet, og hvordan den identitet ikke harmonerer med det liv, man har haft før, og hvor svært det er at navigere i«, begynder Vakili, da han har taget plads ved sit lille havebord på altanen.
»Vores formål har været at beskrive den der indre identitetskamp. På samme måde har ‘Generationen’ været en undersøgelse af, hvad der sker med et menneske, når det bliver presset og ikke har et fundament at stå på«.
»Mohammed lever en tilværelse, som ser lykkelig ud på overfladen med kæreste, arbejde og venner, men inde i ham er den ikke helt faldet i hak. Der er et hul, som han ikke har fået fyldt ud, da han i en meget presset situation i sit liv får tilbudt noget at fylde hullet ud med, som i det her tilfælde bliver hans religion, som klikker godt med hans ophav«.
Den indre kamp
Det hul bliver forstærket af, at han føler, han bliver afvist af det, som skulle være hans hjemland, men til gengæld bliver han taget imod med åbne arme af det muslimske miljø?
»Netop. Nu har jeg ikke selv været inde at sidde og sådan nogle ting, og jeg er i vid udstrækning blevet taget imod med åbne arme, men selvom man bliver taget imod med åbne arme, har man stadig brug for at fylde det hul ud. Det betyder ikke, at du skal blive muslim og alle mulige andre ting, men du har brug for at finde ud af: Hvad er det der? Hvad er mit fulde jeg? Det er ikke så meget, fordi Mohammed bliver diskrimineret, at han har et hul indeni, der er bare et hul plantet i hans skæbne, som ikke har noget med Danmark at gøre«.
Kan du beskrive, hvordan det hul føles?
»Man ved jo først bagefter, at det er et hul, og at der er en årsag til den rastløshed, man følte. Den søgen og længsel efter fællesskab og accept skyldes, at man ikke ved, hvem man selv er. Det er jo, når man er blevet revet op ved sine rødder, og ens forældre er blevet revet op ved sine rødder, og man længes efter nogen, som kan give en et svar på, hvem man er, og hvor man hører til, at man bliver sårbar over for rabiate budskaber«.
Har det også noget at gøre med, at din generation er børn af forældre, som måske også har været rådvilde og stået med et ben i hver lejr?
»Mine forældre har været rådvilde i den forstand, at de lige pludselig er blevet revet op ved rødderne, men min mor har aldrig været i tvivl om, at hun er iraner og hører til der. Hun har fået taget sit hjem fra sig og skulle finde et nyt, men hun blinker ikke, hvis du spørger hende, om hun er dansker eller iraner, og hun skammer sig ikke over at sige, at det er sådan, det er«.
»Vi andre er jo danskere, fordi vi er født og opvokset her, men der er også noget andet, som vi ikke ved, hvad er, så det er os, der er splittede. Hovedkarakterens historie i serien er generelt meget ekstrem, for han har ingen adgang til sit ophav og bliver fængslet, så hans rodløshed og fremmedgørelse over for Danmark bliver virkelig sat på spidsen, men den vigtigste historie er faktisk hans indre kamp«.
Fordi den er så universel?
»Præcis. Selv hvis han ikke kom ind at sidde, kunne han stadig være landet, hvor han landede, fordi der er en indre kamp, som handler om, at han gerne vil føle sig hel. Jeg føler mig meget hel, men jeg har stadig noget længsel efter at vide noget mere om min baggrund, men det har vi jo alle sammen. Jeg ved ikke, om det var 2Pac’s mor eller en eller anden black panther, der sagde noget med: ‘Folk spørger mig om, hvordan frihed føles, men du kan spørge mig om, hvordan det føles ikke at være fri, for det er det, jeg ved noget om’«.
Du har også nævnt det med ikke at føle sig fri i din podcast: Hvad mener du med det?
»Der er en scene i serien, hvor Mo og hans svoger sidder inde i soveværelset og træner med håndvægte. For mig var det en ekstremt afgørende scene, selvom den virker så random. Svogeren spørger Mo, hvordan det føles at være muslim, og Mo svarer, at det føles meget normalt, men svogeren siger: ‘For mig er du jo bare Mo, du er jo ikke muslim’. Det, jeg prøver at fortælle med den scene, er, at det støjer. Det bliver større end en, at man er muslim, ligesom det er større end mig, at jeg er brun. Det er det der med, at man er lænket til et prædikat. Man kan sammenligne det med at være en mand eller en kvinde, hvor man hele tiden skal forholde sig til at være en mand eller en kvinde. Det er et spørgsmål om mentale lænker«.
Både dem, andre pådutter en, og dem, man selv pådutter sig?
»I den grad. Man tænker: Det er jo sådan, jeg er. Det er også meget det, jeg snakker om i min podcast om hiphop og det der med historierne, der bliver reproduceret overalt i popkulturen: Nå ja, det er sådan, jeg skal være«.
Ydmyget i byen
Hvad har din motivation været for at skrive denne her serie?
»Mikkel gav mig muligheden for at gøre det, for jeg tror godt, han vidste, at jeg brænder for at fortælle historier om at høre til og ikke høre til. Grunden til, at jeg også bruger en radikaliseringshistorie i ‘Generationen’, er jo, at det er identitetstematikken sat på spidsen. Jeg føler – og det siger forskningen også – at det sjældent er ideologiske motorer, der kører det hele. Der er altid et eller andet, der ikke spiller inde i en følelsesmæssigt og identitetsmæssigt. Det er derfor, jeg var interesseret i at fortælle denne her historie, fordi jeg godt kan lide at fortælle om identitet, fordi det også er en stor del af mit eget og mine omgivelsers liv«.
Har du selv et forhold til religion eller nogle erfaringer med islam?
»Jeg er ikke selv muslim, men jeg har altid været i den kasse, og jeg tror, at når man som ung – især ung muslim – vokser op, har man en idé om, at det, man kan blive, ofte er kriminel eller rapper, for man har jo ikke nogen andre rollemodeller«.
»Jeg tror, det kan føles som en åbenbaring, når man pludselig ser et fællesskab, som er 100 procent i overensstemmelse med, hvem de er. De er muslimer, de beder, de lever gode liv og gør mange gode ting. Lige pludselig kan man være den, man er, samtidig med at man kan gøre gode ting, og ens familie kan være stolt af en. Det er også det, vi prøver at sige med denne her serie«.
Hvilke oplevelser har du selv haft med ikke at høre til?
»Min historie i ‘Generationen’ er jo ikke så vild, når man tænker over det. I ‘Fredløs’ sker der nogle sindssyge ting, men hvad sker der i min historie i ‘Generationen’? Jeg skifter skole, jeg spørger min mor, om jeg må skifte navn, jeg bliver afvist på diskoteker, og jeg bliver interviewet af Politiken med en overskrift, som putter mig lidt i en kasse. Det har været indre kampe for mit vedkommende i forhold til at føle sig tryg ved og stolt over den, man er«.
»Jo mere dansk jeg er blevet, jo mindre har jeg vaklet. Jo mere man søger andre steder hen, fordi man bare ikke skal være derovre, hvor de siger, ‘du er ikke en af os’, jo mere vakler man, for man ved heller ikke rigtigt, hvad der er de andre steder. Jo mere jeg er blevet tryg i mit eget ophav, jo mindre har jeg brug for at trække en grænse mellem iraner og dansker. Det er fint at være både iraner og dansker, whatever, for jeg ved godt, hvem jeg selv er«.
Har der været nogle specifikke situationer, hvor du har følt, at du ikke hørte til?
»At gå i byen er for mig der, jeg altid har oplevet det og stadig oplever det for den sags skyld. Det er racisme, forskelsbehandling og eksklusion krystalliseret, for der er ingen tvivl om, hvad der foregår. Der var en dørmand, der engang sagde til mig: ‘Du kommer ikke ind’, og jeg spurgte: ‘Hvorfor?’. Hvortil han svarede: ‘Du ved godt selv hvorfor’«.
»Prøv at forestille dig at blive ydmyget så ekstremt i sådan en sårbar situation. Det er så pinligt og fylder en med så meget afmagt. Man har bare lyst til at brænde det sted ned, for man føler sig så magtesløs, og det er sådan en uretfærdighed, som foregår foran alle, og ingen gør noget ved det. Det er så tydeligt: Her er en streg, og du er på den anden side af den streg, fordi du er brun. Det er den eneste grund«.
Luksusracisme
I ‘Generationen’ nævner du også, at du har for vane at gå over på den anden side af gaden, når det er mørkt, så folk ikke bliver utrygge, hvis de kommer imod dig, og at der nogle gange ikke skal mere end et blik til for at føle sig fremmed?
»Når mine venner og jeg træner om aftenen, går vi altid over på den anden side af gaden, hvis der kommer nogen, for vi er bare sådan: whatever-agtigt. Det kan godt være, de er ligeglade, men man tænker selv, at de tænker noget, så på den måde bliver man hele tiden rundtosset. Men jeg har faktisk altid oplevet det omvendte på den der lidt bizarre måde, hvor jeg er blevet fremhævet. Jeg sidder jo ikke her i dag, fordi jeg er brun, men fordi jeg har lavet en podcast, men ofte har det været sådan: Hey, han laver musik, men lad os snakke med ham om hans musik, fordi han er brun, eller fordi han er brun og læser statskundskab. Det er på mange måder et luksusproblem i forhold til, hvordan racisme ellers kan tage sig ud, men det er stadig noget, som hele tiden forfølger en«.
Vel også fordi man så altid er lidt i tvivl, om det er grunden, hvis man får opmærksomhed og succes – lidt ligesom man kan tænke som kvinde i forbindelse med sådan noget som kvoter eksempelvis?
»Ja ja. Lige nu er der meget stor efterspørgsel på både kvinder og etniske minoriteter som manuskriptforfattere og instruktører, og jeg vil sige, at det gør en forskel, om det er dig eller mig, der sidder i det skriverum som manuskriptforfatter. De historier, der kommer ud af det rum, afspejler, hvad jeg har oplevet, og hvem jeg er på alle parametre, så jeg har det faktisk sådan lidt: Fuck ja, jeg vil da gerne. Hvis du synes, det er vigtigt at bruge en historie, så lad mig da komme ind, for jeg giver dig et brunt perspektiv«.
Har du selv opsøgt forskellige former for fællesskab i din søgen efter identitet?
»Rap kom bare meget naturligt som noget, jeg ikke kunne lade være med, så jeg har aldrig haft de der fællesskaber, men jeg har heller aldrig været så ekstrem, og jeg kunne godt begge verdener. Jeg gik på en meget hvid skole og fortsatte på et hvidt gymnasium og senere på Statskundskab på universitetet, som var endnu hvidere«.
»Det er også vigtigt at sige, at det er i historier som Mohammeds, at der opstår store problemer, men 99,9 procent af tilfældene er ligesom mig. Det er noget, de går og kæmper med indvendigt, men det er ikke noget, der ødelægger deres liv. Jeg har aldrig været på kurs til at få nogle forkerte venner eller noget, den identitetskrise har aldrig bonnet ud for mig. Jeg besøgte Iran en del gange med min mor på sådan nogle fire ugers ferier, fra jeg var 13 og nogle år frem. Jeg tog derned igen for fem-seks år siden og boede for at udforske landet selv og lære det at kende på egen hånd«.
I din podcast stiller du nogle kritiske spørgsmål til dig selv, hvor du blandt andet nævner det her med, at der måske især inden for hiphop-genren bliver reproduceret nogle stereotyper af folk af anden etnisk herkomst som kriminelle: Skyldes en del af din motivation for at lave det, du gør, også, at du har savnet flere forskellige repræsentanter for din generation i kulturbranchen?
»Jeg synes helt sikkert, det mangler, men det er meget naturligt, for der har ikke været nogen til at fortælle det. Der er en naturlig progression i forlængelse af, at brune ligesom langsomt siver ud i forskellige dele af samfundet, men i de der små nichegenrer går det jo bare langsommere. Hvor mange brune instruktører, manuskriptforfattere og producere er der i filmbranchen?«
»Men jeg tror bare, jeg godt kan lide at skrive og fortælle historier, og jeg vil gerne fortælle historier, der viser, hvordan vores liv er, og at vi også er helt normale mennesker, men at vi også oplever specifikke problematikker, som andre ikke nødvendigvis oplever«.
It’s coming
I ‘Generationen’ fremhæver du Sivas som en slags frontfigur for din generation: Har du selv haft lyst til at bidrage med noget andet, end hvad der i forvejen findes derude af fortællinger og udtryk?
»Jeg tror, det handler om repræsentation for mig. Lige nu føler jeg, at når vi har brune mennesker på scenen, handler det altid om at være kriminel, og det må det også godt, for det er også en virkelighed, men der er også en anden virkelighed. Når min kommende søn eller min lillebror eller et eller andet barn tænder fjernsynet og ser en person, der ligner ham, må det også godt være et normalt menneske, som ikke er kriminel eller undertrykt«.
»Det, der var stort ved Sivas, var, at man pludselig så, at man godt kunne slå igennem, men det handlede stadig lidt om, at man er et problem. Jeg tror, næste skridt er at komme derhen, hvor vi kan tænde alle vores flader og se nogle positive forbilleder. Sivas er jo så sprogligt intelligent og kunstnerisk dygtig, at det transcenderer, at han er brun. Det var ikke sådan: ‘Se, der er en brun mand, der rapper’. Det var sådan: ‘Se, der er en brun mand, der er sindssyg til at rappe’«.
Står du på skuldrene af andre udover Sivas?
»Jeg føler ikke kun, jeg står på skuldrene af brune eller minoriteter i forhold til, hvad der har inspireret mig, men min teaterchef Henrik Hartman på C:NTACT (Betty Nansen Teatrets integrations- og udviklingsafdeling, red.) og Mikkel Herforth har virkelig givet mig en hånd og troet på mig. Og så har især Zaki (Youssef, red.) taget mig i hånden og vist vej ind i branchen«.
»Da jeg skrev ‘Junglen’, var jeg helt grøn, og der tog han sig bare virkelig tid til at sætte sig ned og vejlede mig. Ellers er jeg bare inspireret af alt lige fra rappere til forfattere. Jeg elsker Søren Ulrik Thomsen og Inger Christensen. Jeg ser også rigtigt mange serier som ’Atlanta’, ’Ramy’, ’Dave’ og mine to yndlings, ‘The Sopranos’ og ‘The Wire’«.
For bare få år siden havde det måske være utopisk at se en serie som denne her på DR3: Hvad tror du, der er sket i mellemtiden?
»Der er opstået en synergi mellem, at vi bliver flere stemmer, og at der er en samfundsdebat omkring sådan noget med repræsentation. DR er heller ikke en forstokket institution i den forstand. Der er jo også penge i lortet og interesse for det, for det er også en kultur, som er interessant for folk – også for hvide. It’s coming-agtigt. Det er der ikke nogen, der er i tvivl om«.
Hvordan har du det med, at dit store gennembrud udspringer af nogle af de her lidt stereotype emner og billeder, som du selv har taget afstand fra?
»Da jeg begyndte på statskundskab, fik jeg en afstandstagen til det der med etniske identitetstematikker, men jo længere jeg kom i min uddannelse og skulle vælge valgfag, kunne jeg bare mærke, at det er det, jeg driver mod, fordi det har formet mig på godt og ondt og været en vigtig del af mit liv, og det er da ikke nogen skam. Derfor har jeg også bare besluttet mig for at owne den, og hvis du lytter til min podcast, håber jeg, du kan regne ud, at jeg også rummer andre ting«.
»Men det har da også været en kamp inde i mig. Jeg siger det også i min podcast: ‘Hvorfor skal jeg forholde mig til det her? Kan jeg ikke bare være et menneske?’. Med podcasten har jeg altid drømt om, at jeg ikke blev fremhævet for at være indvandrer, men for mit talent, og det er den bedste kombination nu her, for jeg bliver fremhævet for mit talent, men temaet er også vigtigt«.
Hvordan føles det pludselig at blive stemme for en hel generation?
»Min generation har ikke noget tilfælles, udover at vi er anderledes, så jeg kan kun sige, hvordan det har været for mig, og jeg kan mærke, at min følelse resonerer hos rigtig mange. Men der er også rigtigt mange, som ikke har det som mig. På ét punkt kan jeg snakke om os, og det er, hvad det vil sige ikke at føle sig som de andre. Jeg tror, det er den der følelse af at være født ind i en virkelighed, hvor man fra barnsben af skal forholde sig til, at man er anderledes, som binder os sammen. Det sygeste kompliment, man kan få, er, når man deler sin egen historie, og andre kommer hen til en og siger: ‘Jeg kunne relatere så fucking meget, at jeg er fucking græd hele vejen igennem det’«.
’Fredløs’ kan ses på DR fra 3. september. ’Generationen’ kan høres i din podcast-app.