I sidste måned blev hovedkaraktererne fra komediehittet ‘Mean Girls’ fra 2004 genoplivet i en reklamefilm for supermarkedskæden Walmart. Dog glimrede Rachel McAdams ved sit fravær i videoen, der viste karaktererne som voksne med døtre i highschool-alderen.
Nu forklarer Hollywood-stjernen, hvorfor hun sagde nej til at medvirke i genforeningen sammen med Lindsay Lohan, Amanda Seyfried og Lacey Chabert.
»Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, jeg var så begejstret for at lave en reklame, hvis jeg skal været helt ærlig«, siger McAdams i et nyt interview med Variety.
»En film lød fantastisk, men jeg har aldrig lavet reklamer, og det føltes bare ikke som noget for mig. Desuden vidste jeg ikke, at alle var med i den. Jeg ville selvfølgelig altid elske at være en del af en ‘Mean Girls’-genforening og hænge ud med mine plastics, men ja, det fandt jeg ud af senere«.
I næste måned er ‘Mean Girls’ igen aktuel, denne gang som et remake baseret på en prisvindende Broadway-musical. Den nye film, der også bærer titlen ‘Mean Girls’, følger den originale historie om Cady Heron, der efter 12 år i Afrika starter på en highschool i USA og pludselig står over for en ny verden med kliker og fester.
‘Mean Girls’-nyfortolkningen får biografpremiere 11. januar.