Pamela Anderson gør skuespil-comeback som afdanket Las Vegas-danser

Pamela Anderson gør skuespil-comeback som afdanket Las Vegas-danser
Pamela Anderson 2023. (Foto: Axelle/Bauer-Griffin via Getty Images)

Er Pamela Andersons store Hollywood-genkomst i gærde?

I hvert fald genoptager ‘Baywatch’-skuespilleren nu for alvor sin skuespilkarriere – denne gang på det store lærred – når hun i filmen ‘The Last Showgirl’ har hovedrollen som en aldrende danser i Las Vegas, der mister sit arbejde og forsøger at reparere sit forhold til sin datter. Det skriver Indiewire.

‘The Last Showgirl’ har Gia Coppola som instruktør, som har indiefilmene ‘Palo Alto’ og ‘Mainstream’ på CV’et (og er barnebarn til Francis Ford Coppola og niece til Sofia Coppola).

Udover Anderson finder man også Jamie Lee Curtis, wrestleren Dave Bautista (som har kunne ses i ‘Glass Onion: A Knives Out Story’ og ‘Knock at the Cabin’), ‘Sabrina’- og ‘Mad Men’-skuespiller Kiernan Shiepka samt Billie Lourd (‘Scream Queens’ og ‘American Horror Story’) og den tidligere Disney Channel-stjerne Brenda Song på rollelisten.

I de seneste år har Pamela Anderson bevæget sig ind i den popkulturelle samtale igen på godt og ondt. Ikke mindst da tv-serien ‘Pam & Tommy’ genfortalte historien om hendes lækkede sextape uden hendes tilladelse. Sidste år fortalte skuespilleren sin historie i både dokumentaren ‘Pamela, A Love Story’ og selvbiografien ‘Love, Pamela’. På skuespilfronten har hun haft små roller løbende og blandt andet medvirket i skæve projekter som corona-gyseren ‘Alone at Night’. Hun fortalte for nylig Variety, at hun oplever et skift i sine rolletilbud og en ny anerkendelse i Hollywood, hvor hun endelig føler sig »set« og »omfavnet«.

‘The Last Showgirl’ har netop færdiggjort sine optagelser, men der er ikke nogen dato for filmens premiere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af