’Pamela, a Love Story’: Efter at have hørt Pamela Andersons vidnesbyrd bør vi boycotte ’Pam and Tommy’-serien
Kvinder, hvis kreativitet er bundet tæt sammen med deres seksualitet, får endelig lov til at fremstå som mennesker med tanker og følelser. Måske er det også en del af den terapeutiske vending i tiden, hvor alle snakker om barndomstraumer. Her fristes man også til at sige ’kvindetraumer’.
Man bør selvfølgelig se New York Times’ to Britney-dokumentarer, der handler lige så meget om mediebåret kvindehad som den globale seksualisering af et stort barn.
Kvindetraumer har blondine-dronningen Pamela Anderson til overmål af. I Pamelas tilfælde gennem en global slutshaming efter tyveriet og videredistribueringen af de liderligt forelskede opdagelser af hendes bryllupsferie.
Tænk at tage ét af de øjeblikke, et menneske har gemt for sig selv, hvor hun var allermest lykkelig, og så totalt smadre det. Fy for satan.
Men denne nye Netflix-dokumentar er et stort, aktivistisk skridt i den rigtige retning. Og hun sammenligner da også delingen af sine kærlighedsoptagelser med en voldtægt, hun var udsat for som 12-årig.
Vi oplever en retraumatisering i realtid, da instruktør Ryan White er med under udgivelsen af serien ’Pam and Tommy’, der i nærværende medie blev stærkt problematiseret. »Det er jo mine børn og mine forældre, det her går mest udover«, siger hun, mens med rystende hænder trøstespiser en vegansk croissant.
Men dokumentaren om Pamela Anderson rummer langt, langt mere end polemikken omkring sextapet og serien. Helt fra barndommen bliver Pamela Anderson brugt, fortæller hun lynhurtigt i dokumentaren. Man er hurtigt videre fra meteornedslag i livet, der er ’Melancholia’ værdig. Barnepigen misbrugte hende, faren er voldelig – og nå ja, så er der den førnævnte voldtægt, hvor manden var dobbelt så gammel som 12-årige Pam.
Dokumentaren bærer præg af, at Pamela Andersons liv dårligt kan klippes ned til to timer. Men på den anden side udkommer hun sideløbende med en bog, der jo også skal sælges.
»I want to do things just for the experience of doing them«, siger Anderson, mens hun sidder foran et bjerg af dagbøger, videobånd og noter fra et alt andet end almindeligt liv. Smuk og uden make-up, hele tiden med den hvide sweater flirtende ned over skulderen. Anderson er et både-og. Et menneske med en kolossal handlekraft – og magt. Tænk at være en levende Botticelli-Venus, en drøm pakket ind i blonde kurver.
Men hun er også et tænkende, følende og sansende væsen, som stakkene af tekster vidner om. Minderne vendes og drejes, som en keramiker drejer sit ler. Den store tekstlighed gør hende også til en strålende fortæller. Små detaljer pibler frem fra hukommelsen, humoristiske og poetiske betragtninger fra det lange liv, den 55-årige kvinde har i bagagen.
Særligt strålende er optagelserne fra mødet med Tommy Lee, som hun giftede sig med efter bare fire dage på en strand i Cancun. Noget af det bedste ved dokumentarfilm er, når det lykkes at fange en sandhed om mennesket, når det afslører sin natur for rullende kameraer. I ’Pamela, a Love Story’ ser man noget så sjældent som den helt store kærlighed. Titanic-kærligheden.
Grædende erkender hun undervejs i dokumentaren, at hun nok aldrig nogensinde vil elske nogen, som hun elskede faren til sine børn.
Der er ingen kritiske spørgsmål til Pamela Anderson, der har været eksponent for et skadeligt krops- og kvindeideal. Men der argumenterer dokumentaren – og Anderson selv – stærkt nok for, at det altså er hende, der er ofret i denne her historie. Eller mere end et offer.
Hun forlader prompte sin mand i det øjeblik, han bliver voldelig mod deres børn. Hun lader sig ydmyge på tv efter skandalen, der ødelagde hendes karriere, fordi hun på den måde kunne donere penge til dyreaktivist-ngo’en PETA. Møder op med veganske snacks til Julian Assange på den ecuadorianske ambassade. Pamela Anderson er nemlig sød i ordets mest solskinstrygge og lattermilde betydning. Men hun er også stærk. Hun kunne overbevise selveste Putin om at passe bedre på de russiske sæler.
Pamela Anderson-dokumentaren gør det, som ’Pam and Tommy’ fejlslagent forsøgte. Den er et førstehåndsvidne til, hvad der sker med et menneske, når man bliver brugt af hele verden.
Men det er også en historie om at rejse sig igen – på trods.
Kort sagt:
Efter at have hørt Pamela Andersons eget vidnesbyrd bør vi boycotte serien ’Pam and Tommy’, hvis vi for alvor mener, at kvinder skal have ret til at bestemme over deres egen krop og seksualitet. Derudover skal vi stoppe slutshamingen og i stedet fejre dyreaktivisten og sex-rebellen som den gave til popkulturen, hun har været – og fortsat er.