Der var mange, der var chokerede, da Oscar-nomineringerne blev offentliggjort, og ’Barbie’ blev forbigået i to afgørende kategorier. Greta Gerwig fik mod forventning ikke en nominering for bedste instruktør, ligesom Margot Robbie ikke blev nomineret i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle.
Til gengæld spiller ‘Barbie’ og dens forbigåelse nu hovedrollen i en ny video, hvor Jimmy Kimmel teaser for den kommende Oscar-uddeling.
Her sender showets vært og et ensemble af ’Barbie’-skuespillere en komisk stikpille til akademiet.
Sketchen er, ligesom ‘Barbie’-filmen, fortalt af Helen Mirren og starter med en vildfaren Jimmy Kimmel i Barbieland. For at vende tilbage til Oscarsland aka. Los Angeles må Kimmel i følgeskab med Weird Barbie (Kate McKinnon) rejse igennem en række landskaber inspireret af de øvrige nominerede film.
Klippet parodierer America Ferreras ikoniske tale fra filmen, der denne gang har fået et spin til at handle om den besværlige rolle som Oscar-vært, hvilket Kimmel naturligvis misforstår som en hentydning til, at det skulle være sværere at være Oscar-vært end kvinde.
Ryan Gosling, der er nomineret for bedste mandlige hovedrolle som Ken, men tidligere har udtrykt sin skuffelse over de manglende nik til Gerwig og Robbie, dukker op til sidst i klippet helt rolig over, at Gerwig er garanteret prisen for bedste instruktør. Da han får nyheden om, at hun ikke engang er nomineret, afføder det en skinger reaktion.
‘Barbie’ blev både en kritisk og en økonomisk succes. Med sine knap 1,5 milliarder dollars ved box office blev filmen den mest indtjenende film i 2023, samt den bedst indtjenende film af en kvindelig instruktør nogensinde.
Oscar-showet bliver afholdt 10. marts.