Robert Downey Jr.’s jokes hjalp Jeremy Renner gennem smerterne efter sneplovulykke

Robert Downey Jr.’s jokes hjalp Jeremy Renner gennem smerterne efter sneplovulykke
Robert Downey Jr. og Jeremy Renner til Oscar-showet i 2013. (Foto: Jason Merritt/Getty Images)

I starten af januar vendte Jeremy Renner tilbage til arbejdet, præcis et år efter den livsfarlige ulykke, hvor skuespilleren brækkede mere end 30 knogler i kroppen.

Det lange bedringsforløb efter ulykken blev en smule mere tåleligt for Renner på grund af støtten fra den mangeårige ven og ‘Avengers’-kollega Robert Downey Jr., fortæller han nu i et interview med People.

»Vi endte med at have rigtig gode samtaler på FaceTime, som om vi datede eller sådan noget«, fortæller Jeremy Renner, som satte pris på Downey Jr.’s humor i en tid med »smerte fra en anden verden«.

»Han er sådan: ‘Dude, det vigtigste er, at du ser godt ud. Jeg er ligeglad med, hvordan du har det, så længe du ser godt ud, er det alt, der betyder noget’«, siger Renner.

Robert Downey Jr. henviste desuden til Renners hovedrolle i serien ‘Mayor of Kingstown’, som Oscar-vinderen følger med i sammen med hustruen Susan Downey.

»Han siger: ‘Du bliver nødt til at komme tilbage til at lave ‘Mayor’, fordi vi har brug for at se, hvad der sker’«, siger Renner. »Hans facon er meget hjertevarm«.

Det var netop ‘Mayor of Kingstown’, som Renner var på optagelser til i starten af 2024. Han har desuden proklameret, at han er klar til at vende tilbage som Hawkeye, hvis Marvel Cinematic Universe skulle have brug for ham.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af