Tessa i hovedrollen i en kommende TV 2-serie om et hold SOSU’er?
Den havde vi alligevel ikke set komme.
Men det er ikke desto mindre realiteten, når serien ‘SOSU’ får premiere i 2026. Her spiller rapperen den unge og utilpassede Sille, der kommer i lære i hjemmeplejen på den københavnske vestegn hos den erfarne SOSU-assistent Rie, spillet af Iben Hjejle.
Efter et dødsfald ved en sommerfest står Rie med valget mellem at skulle dække over sin chef (Zaki Nobel Mehabil) eller stå op for Sille.
»Efter et omfattende castingforløb er vi ikke i tvivl om, at Tessa er det helt rigtige valg til rollen som den oprørske Sille«, lyder det fra seriens to producere Camilla Hammerich og Trin Hjortkjær Thomsen i en pressemeddelelse.
Her fortæller hovedforfatter Karina Dam om projektet:
»’SOSU’ er en historie om hverdagens magtmisbrug og overlevelse i et hårdt presset fag, der fortjener meget mere anseelse og respekt, end det får. Det er også en historie om generationskløfter, og den forsinkede og voldsomme reaktion, der kan sætte ind, når et gammelt traume pludseligt vækkes til live gennem et nyt offer. Det er sidst, men ikke mindst, en historie om tilblivelsen af et umage venskab mellem to stærke kvinder«.
Også Lars Ranthe, Stephanie Leon, Claus Riis Østergaard, Marijana Jankovic, Arian Kashef, Yasmin Mahmoud og Kurt Dreyer er på rollelisten.
TV 2 har samtidig frigivet disse billeder af Tessa i serien: