1.Streaming: Det her efterskoleophold gider du godt høre om
Hvis du nogensinde har mødt et menneske, der har gået på efterskole, er der god sandsynlighed for, at de har beskrevet opholdet som det bedste år i deres liv (i udførlige detaljer).
Der er dog en helt anden tyngde på spil, når man hører den sætning komme ud af munden på hovedpersonerne i ’Med drager mod dæmoner’.
Den DR-aktuelle dokumentar er nemlig et både rørende, hårdt og skægt indblik i livet på Efterskolen Østerskov i Hobro, hvor unge, der af forskellige årsager ellers har svært ved at passe ind i samfundets kasser, endelig oplever at finde sig til rette. Ikke mindst fordi skolen gør rollespilslege til en vigtig del af hverdagen.
Der findes allerede en hymne for rollespillets outsidere i form af Svedbankens legendariske ’Rollespil-sangen’ med en noget mobbende ordlyd. Når man hører eleverne i efterskolens unikke fællesskab skråle »men når det bliver tirsdag, kan I rende mig, jeg kæmper med papsværd i en farlig leg!«, er det dog tudbrølende smukt.
’Med drager mod dæmoner’ kan ses på DRTV.
2. Flow: ‘Oppenheimer’-triumf og ‘Barbie’-tårer
For gang nummer 96 løber Oscar-uddelingen af stablen, og for første gang er en af vores weekend-anbefalinger derfor at finde på godt gammeldags flow-tv.
Bliver det ikke et kedeligt og forudsigeligt show at se ‘Oppenheimer’ skovle priserne hjem, mens en forurettet ‘Barbie’-tåre triller ned af kinden?
Muligvis. Men selvom der er lagt i ovnen til en af de mest forudsigelige prisuddelinger længe, sker der altid noget, ingen havde kunnet forudse. Om det så er noget højdramatisk som en lussing eller en forbyttet vinder eller bare Hugh Grant, der sammenligner sig selv med en nossesæk foran hele filmbranchen.
Jimmy Kimmel indtager endnu engang værtsrollen efter sidste års habile show. Og Ryan Gosling går på scenen som plastikdukke, når han skal optræde med ’I’m Just Ken’. Fik vi sagt, at showet sparkes allerede i gang (allerede) kl. 1 dansk tid? Så slap af – du kan komme i seng allerede ved 5-tiden.
Oscar-uddelingen kan ses på TV 2/TV 2 Play søndag fra kl. 22.
3. Diverse: Varm op med Oscar-filmene
Årets Oscar-nominerede film er virkelig gode. Faktisk er der »ikke en eneste stinker« iblandt.
Så hvis du endnu ikke har fanget dem alle, kan vi kun råde dig til at gå på opdagelse i filmene. Mens du skal i biffen for at fange ‘Poor Things’ med Emma Stone som frankenstein-babygirl og Paul Giamattis rørende præstation som ildelugtende kostskolelærer i ‘The Holdovers’, kan du snildt nå et par stykker af de både tunge og lette titler på streaming – her er overblikket over, hvor du kan streame dem.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.