‘American Fiction’: Oscar-nomineret racesatire rammer guld i første hug
I en fyldt læsesal på et universitet i Los Angeles skriver den afroamerikanske litteraturprofessor Thelonius ’Monk’ Ellison titlen op på den bog, de skal diskutere:
‘The Artificial N*****’ af Flannery O’Connor.
Den hvide studerende Brittany rækker hånden op i protest: »Jeg synes, n-ordet på tavlen er forkert«.
»Nej, den er god nok. Så vidt jeg ved er ordet med to g’er?«, affejer Monk hende tørt. Til sidst konstaterer han, at hvis han kan komme sig over det, kan hun nok også. Men Brittany løber grådkvalt ud af lokalet.
Det er det vilde og voldsomme startskud på instruktør Cord Jeffersons debut, den Oscar-nominerede ‘American Fiction’.
Baseret på Percival Everetts bog ’Erasure’ er det i sin kerne en historie om, hvem der må fortælle de sorte amerikaneres historier og hvordan. En betændt samtale, der rækker ind i nationens mørke undermave af racisme og manglende repræsentation.
Hovedkarakteren Monk (en storspillende Jeffrey Wright) er vores indgang til denne varme kartoffel. Han er en falleret forfatter, hvis højpandede romaner samler støv på bibliotekerne, når de endelig bliver udgivet. Da vi møder ham, har han ikke udgivet noget i tre år. »Godt udført, med komplette karakterer og rigt sprog. Men det er svært at se, hvad denne udgave af Aeschylus ‘The Persians’ har med den afrikansk-amerikanske oplevelse at gøre«, lyder den seneste forlagsafvisning.
Den sorte mand, der vil skrive en roman om græske myter, der intet har med race at gøre, stikker ud af kassetænkningen hos forlagenes kulturelle kontrollører. De vil have rendesten-repræsentation og lidelsesberetninger om slaver, kriminelle narkohandlere eller fattige forældre til et kuld af børn, der midt i deres elendighed formår at finde en slags værdighed.
Efter et raseriudbrud bliver Monk sendt på tvungen orlov fra universitetet og tager til hjembyen Boston for at besøge sin familie og deltage på en bogmesse, hvor han skal være med i en paneldebat, der finder sted i et lokale på størrelse med et kosteskab.
I den modsatte ende af popularitetsskalaen – i auditoriet på hovedscenen til messen – finder vi Sintara Golden (Issa Rae), forfatteren bag den storsælgende bog, ‘We’s Lives in da Ghetto’, der er selve legemliggørelsen af alle de nederdrægtige stereotyper, Monks hader.
I affekt går Monk til modangreb under pseudonymet Stagg R. Leigh og skriver romanen ‘My Pafology’ om den sorte, enøjede narkohandler Van Go Jenkis, der kæmper med faderkomplekser i fraværet af sin alkoholiserede far, Willy The Wonker.
Bogen er tænkt som en sarkastisk joke og en litterær fuckfinger til den dårlige smag, men stik imod Monks forventninger bliver ‘My Pafology’ hans hidtil mest lukrative bedrift, hvilket sender ham ud i en limbo-tilværelse mellem pseudosucces og idealisme.
Det fremmaner en kognitive dissonans, der bliver forværret af kriser i Monks privatliv. Hans søster Lisa (Tracee Ellis Ross) dør pludseligt, så han står tilbage med ansvaret for sin demensramte mor. En pligt, hans flamboyante, økonomisk drænede bror Clifford (Sterling K. Brown) ikke kan hjælpe med.
Det triumferende højdepunkt i ‘American Fiction’ er portrættet af familiedynamikken. Monk var som barn centrum for forældrenes kærlighed, hvilket efterlod de to andre i en kold skygge af omsorgssvigt, der stadig hjemsøger og driver familien fra hinanden. Det kommer særligt til udtryk i en hjerteskærende scene mellem Clifford og deres mor Agnes (Leslie Uggams) på plejehjemmet. De to danser nænsomt omfavnende, indtil hun kigger op på ham og slynger en velmenende fornærmelse: »I knew you weren’t a queer«.
Et knusende stik til den homofobi, der kan eksistere i selv de bedste afroamerikanske samfundslag.
Henimod slutningen viser ‘American Fiction’ mindre svaghedstegn med en kærlighedsrelation mellem advokaten Coraline (Erika Alexander) og Monk, der føles som en forceret motor for at skabe sympati med den til tider menneskefjendske hovedperson.
Alligevel lykkes filmen godt med at årsagsforklare Monks vrede og hans utilsigtede misantropi gennem et helstøbt blik på de spor, der definerer ham: Hans navns metaforiske selvdestruktive arv med association til jazzlegenden, Thelonious Sphere Monk og den kvælende byrde, der følger med at fragmentere sig selv i små bidder, for derefter at kunne være spiselig for et hvidt publikum.
Det er det omhyggelige karakterarbejde omkring Monk, der gennemsyrer filmen og løfter den til en potentiel klassiker.
‘American Fiction’ indskriver sig i perlerækken af film og serier som ‘Get Out’, ‘Nope’, ‘The Other Black Girl’ og ‘I’m a Virgo’, der diskuterer de raciale spændingspunkter i nutidens Amerika.
Men den skiller sig samtidig ud fra mængden ved at rykke sig væk fra gyset og det overnaturlige og i stedet forankre sig i en mere realistisk virkelighed. Det giver en anden tyngde til de hårdtslående emner og erfaringer.
Det satiriske drama går på den måde i direkte dialog med sin egen kritik ved at præsentere netop de manglende perspektiver, den efterspørger, gennem en bred prisme af afroamerikanere og deres erfaringer.
En imponerende debut, der tåler flere gensyn.
Kort sagt:
Instruktørdebutant Cord Jefferson rammer guld ved første hug med ‘American Fiction’, en tæt på perfekt Oscar-nomineret film om noget så indadvendt som en sort professors opgør med den skæve afroamerikanske repræsentation.