I 2020 blev Harvey Wenstein idømt 23 års fængsel, efter han var blevet kendt skyldig i voldtægt og seksuselt overgreb. Nu er dommen blevet omstødt, skriver The Wrap.
Torsdag vurderede New Yorks appeldomstol således, at retsdommeren i Weinsteins 2020-retssag fejlagtigt indkaldte vidner, som ikke var relevante for sagen. Disse vidneudsagn handlede om andre af filmproducerens seksuelle handlinger, hvorfor han altså blev stillet til ansvar for mere end det, han stod anklaget for i retssagen.
»Dette er en stor dag for USA og verden«, sagde Weinsteins advokat Arthur Aidala i går til The Wrap om appeldommerens afgørelse.
»Verden ser på«, tilføjede Aidala. »Så vigtig er denne sag, at Amerika vil opretholde lovene i dette land for alle. Ingen er hævet over loven, men heller ingen er under loven«.
72-årige Weinstein havde nået at afsone fire år af fængselsdommen, som nu er ophævet. Appeldomstolen opfordrer til, at sagen skal gå om, hvilket der nu bliver taget stilling til.
Dagens afgørelse betyder dog ikke, at Weinstein er på fri fod igen. DR Nyheder skriver således, at han sidste år blev idømt 16 års fængsel i en anden voldtægtssag.
Tilbage i 2017 stod en række ofre frem i New York Times og The New Yorker med voldtægts- og overgrebsanklager mod Weinstein, hvilket som bekendt blev startskuddet til #MeToo-bølgen.