Selvom der har været stille fra David Lynch på film- og tv-fronten siden ’Twin Peaks: The Return’ fik premiere i 2017, betyder det ikke, at den 78-årige instruktør har trukket sig tilbage for at nyde sit otium.
Lynch spillede eksempelvis John Ford i Steven Spielbergs ’The Fabelmans’, ligesom han også har kastet sig over korte vejrudsigtsmeldinger på Instagram og dyrket sin livslange passion for maling.
Derudover kan The Playlist også rapportere, at Lynch har været i dialog med Netflix om et serieprojekt, der muligvis havde materialiseret sig, hvis ikke den globale Corona-pandemi havde ødelagt planerne.
Serien, der har haft arbejdstitlerne ’Wisteria’ og ’Unrecorded Night’, blev bekræftet af David Lynchs langvarige samarbejdspartner Sabrina Sutherland i en Q&A på ’Twin Peaks’-forummet Tulpa
»’Unrecorded Night’ var en serie uden relation til ’Twin Peaks’, der skulle optages for Netflix, men blev aflyst grundet pandemien. Der er en mulighed for, at vi samler den op igen, men David nyder sin kunst og musik i øjeblikket«, forklarer Sutherland.
Derudover udtrykte Sutherland også et personligt ønske om mere ’Twin Peaks’ og afslørede, at Lynch havde flere ideer til en potentiel fjerde sæson, men var fortsat usikker på om medskaber Mark Frost var ombord.
Det er ikke det eneste projekt, Lynch har haft i kikkerten, som ikke er blevet til noget hos streaminggiganten. For nylig fortalte instruktøren også, at de afslog at lægge hus til hans animationsfilm ‘Snootworld’.
Med nyheden om at det er musikken og billedkunsten, der for tiden fylder hos David Lynch, kan det godt være, at der går noget tid før fans af den surrealistiske instruktør får nyt fra film- og serieformatet. Dog bekræftede Sutherland, at 78-årige Lynch er ved godt helbred.