Sidste år åbnede Den Danske Filmskole dørene og inviterede til deres egen filmfestival Generation.
I juni blændes der endnu engang op for et program, hvor man udover det nye hold filmskaberes afgangsværker kan opleve en række internationalt anerkendte titler.
Festivalen åbnes med Mati Diop ‘Dahomey’, der vandt en Guldbjørn på Berlinalen. Filmen tager fat i diskussionen af ejerskab af kulturgenstande og kolonialisme, idet man følger en række skulpturer, der bliver sendt fra et museum Paris og tilbage til deres oprindelsessted Benin.
Derudover kan man se frem til at opleve den hypede A24-komedie ‘Problemista’ om et kryogenik-fuckup, med Tilda Swinton og Wu Tang Clans RZA på rollelisten.
Man kan også se ‘Dídi´, der blev publikumsfavorit på årets Sundance Festival og handler om en 13-årig taiwanesisk-amerikansk teenager i 2008, der bullshitter sig til at lave en skatefilm.
Det er blot et par stykker af filmene fra det internationale program, hvor man også finder den prisvindende ‘Earth Mama’. Der er også en film om Pablo Escobars kokainflodhest ‘Pepe’, eksperimentalfilmen ‘The Human Surge 3’, magisk queerrodeo i ‘National Anthem’ og den prisvindende iranske ‘Critical Zone’, der er optaget i hemmelighed.
Du kan se det fulde program på festivalens hjemmeside.
Generation løber af stablen 12-16. juni.