’The Human Surge 3’: Denne drømmende film bryder ALLE konventioner
CPH:DOX. Man kan godt droppe sine idéer om gængse filmkonventioner, når man går i gang med at se ’The Human Surge 3’. Den CPH:DOX-aktuelle eksperimentalfilm har nemlig overhovedet ikke tænkt sig at leve op til dem.
Allerede ved titlen bryder den argentinske instruktør Eduardo ’Teddy’ Williams med normen. Filmen følger op på ’The Human Surge’ fra 2016, og der findes ikke nogen toer i rækken. I øvrigt behøver man ikke have set den første film for at gå i gang med den nye.
’The Human Surge 3’ er en uklassificeret genrehybrid – et sted mellem slice-of-life-dokumentar og surrealistisk fiktion. Det mest atypiske er imidlertid kameraet, den er blevet optaget med.
Williams har optaget filmen med et 360-graders kamera med otte linser, som man normalt bruger til virtual reality-indhold. Der har ikke været en klassisk fotograf på settet til at frame de medvirkende – en person har blot haft det kugleformede kamera på kroppen og gået foran, bagved eller ved siden af castet. Herefter har instruktøren klippet filmen iført et VR-headset og løbende taget udsnit af 360-graders-billedet.
Resultatet er spøjst, drømmende og en smule forvirrende. De Google Street View-lignende billeder er både unaturligt bølgede og tydeligt fladet ud, da vi jo ser dem på et lærred – ikke gennem et VR-headset. Billederne er særligt interessante, når personerne kommer så tæt på kameraet, at deres kroppe opløses, dubleres og flyder sammen i pixels.
Kuglekameraets specielle visuelle udtryk er ’The Human Surge 3’s største force. Det spiller også nærmest en større rolle i filmen end de medvirkende, som vi ofte befinder os på god afstand af.
Vi følger en række unavngivne unge hovedpersoner, der støder på hinanden på kryds og tværs over tre forskellige kontinenter – først blandt ballonformede hytter i Sri Lanka, så på neonoplyste gader i Taiwan og senere i en jungle i Peru. Til sidst bliver de alle forenet på en grøn, paradisisk bjergtop.
Personernes (formentlig improviserede) samtaler er svære at finde mening i. De fremstår både banale og retningsløse. Ud af det blå bliver samtalerne også afbrudt af performative elementer. For eksempel falder flere af karaktererne pludselig om – senere begynder de at flyve.
Hvad handler filmen overhovedet om? Det er svært at sige. Med sætninger som »jeg så dig i min drøm« og »jeg kom fra den anden side« synes en sporadisk rød tråd at være drømme, tankestrømme og åndeverdener.
De lange indstillinger og de passive hovedpersoner gør to timer lange ’The Human Surge 3’ til en meget tålmodighedskrævende film, der godt kunne være skåret kortere. Oplevelsen er yderligere anstrengende, hvis man går hårdnakket efter at finde frem til en sammenhængende fortælling.
Egentlig er plottet nok ikke så vigtigt. For ligesom den thailandske arthouse-mester Apichatpong Weerasethakul har Eduardo Williams snarere en særlig, nærmest metafysisk stemning i højsædet.
Hvis man skal have noget ud af filmen, bør man derfor hengive sig til det meditative tempo og de drømmeriske billeder. Det belønner sig i de sidste 40 minutter, hvor Williams har gemt de flotteste, mest fascinerende og uoverskueligt hektiske sekvenser.
Kort sagt:
Med sit kugleformede 360-graders-kamera har argentinske Eduardo Williams optaget en særegen og fascinerende hybridfilm, som går mere op i drømmerisk stemning end i en forståelig handling