10 danske film, du skal se på dette års CPH:DOX-festival

De opsigtsvækkende danske film står i kø under årets store hjemlige dokumentarbegivenhed. Og her er dem, man som minimum bør tjekke ud.
10 danske film, du skal se på dette års CPH:DOX-festival
'Vores fars sol'. (Foto: CPH:DOX)

1. ’Vores fars sol’

Skuespiller Rosalinde Mynster og den anerkendte filmfotograf Jasper Spanning mistede i 2020 deres far, den navnkundige skuespiller Søren Spanning. Den triste kulmination på et forløb, der startede med en blodprop nogle år tidligere.

De to talentfulde børn har behandlet sorgen med en personlig og livsbekræftende film om deres far, flot optaget på analogt kamera.

‘Balomania’. (Foto: CPH:DOX)

2. ‘Balomania’

Som 19-årig rejste danske Sissel Morell Dargis til Brasilien, hvor hun kom dybt ind i en spektakulær subkultur: Hos ballonmafiaen, de såkaldte baloeiros, der risikerer fængsel for at konstruere, opsætte og jagte spektakulære, kæmpestore og udførligt designede balloner, som flyver ud over byer som Rio de Jainero og Sao Paolo.

Danskeren vandt deres tillid, og resultatet er en utrolig film, der åbner en ny verden for ens øjne. Et par af de brasilianske ballonmagere kommer i øvrigt til Danmark for at sætte en ballon op ud over Nordhavn i forbindelse med CPH:DOX-visningen 19. marts.

‘Livet og andre problemer’. (Foto: CPH:DOX)

3. ’Livet og andre problemer’

Max Kestner har i årtier været en af landets mest anerkendte og stilistisk opfindsomme instruktører, og nu er han tilbage med en ny tankevækkende og finurlig film, der er årets åbningsfilm på CPH:DOX.

I ’Livet og andre problemer’ tager han udgangspunkt i sagen om Københavns zoologiske haves drab på giraffen Marius, der blev en international skandale, og breder det ud til en fantasifuld udforskning af livets helt store spørgsmål, fra kærlighed til død.

‘Englemord’. (Foto: CPH:DOX)

4. ‘Englemord’

Den danske instruktør Patricia Bbaale Bandak sætter sig for at finde ud af, hvad der skete den juleaften i 1989, hvor hendes mor blev myrdet i Uganda, da Patricia var blot to år gammel. Efter den tragiske begivenhed flygtede resten af familien til Danmark, og de har aldrig for alvor talt om morens død.

I ’Englemord’ rejser Patricia tilbage til Uganda for at få et mere nuanceret billede af sin mor, der altid bare er blevet beskrevet som »en engel«, mens hun også forsøger at få sine brødre til at gå ind i det gamle traume. Hvilket ikke er helt nemt.

‘The Son and the Moon’. (Foto: CPH:DOX)

5. ‘The Son and the Moon’

Da Roja Pakari er 36 år, bliver hun gravid og får konstateret kræft på nogenlunde samme tid. Og som filmskaber vender hun blikket indad for i de næste seks års kamp mod kræften at dokumentere og skildre sin hårde rejse.

Men Rojas film er ikke en selvmedlidende øvelse, for hun bruger også sygdommen til at vælge at være til stede og blandt andet fordybe sig i sin iranske families dramatiske historie. I ’The Son and the Moon’ fletter hun det hele sammen.

‘En plads i solen’. (Foto: CPH:DOX)

6. ‘En plads i solen’

Er charterturisterne et uddøende folkefærd i en tid med klimakrise og flygtningestrømme? Det spørgsmål kredser Mette Carla Albrechtsen nysgerrigt omkring i sin nye film, der rejser til Gran Canarias ferieparadis, hvor hun møder både turister og flygtninge i et tableau over den lystfulde overflade – og alt det, der stikker under.

Instruktøren har tidligere lavet den vellykkede ’Venus: Let’s Talk About Sex’.

‘Daughter of Djenghis’. (Foto: CPH:DOX)

7. ‘Daughter of Genghis’

For dem, der mener, at danske dokumentarfilm indimellem bliver for navlepillende, kommer her en dansk film fra intet mindre end Mongoliets underverden.

’Daugter of Genghis’ følger over syv år den 33-årige kvindelige bandeleder Gerel Byamba, der er et mildest talt komplekst menneske: Nationalist, feminist, shaman, voldsparat kriminel leder – og mor. Gerel kæmper indædt for at beskytte Mongoliet mod sexarbejde og kinesisk raceblanding, men i løbet af filmen begynder der også at blive slået hul i hendes panser.

Bag filmen står Kristoffer Juel Paulsen, Christian Als og Ekstra Bladets chefredaktør Knud Brix.

8. ‘Efterklang: The Makedonium Band’

Efterklang nød stor succes på den danske musikscene for 15 års tid siden, men i stedet for at bruge den til at blive mere poppet og bredt appellerende, har de kun brugt succesen til at skrue op for eksperimenterne.

Det har ført dem til Nordmakedonien, hvor de udforsker landets folkemusik, og den glimrende ‘Kidd: Life’-instruktør Andreas Johnsen har fulgt i hælene på dem for at skildre bandet, kulturen og musikken.

‘Altid/aldrig noget andet’. (Foto: CPH:DOX)

9. ‘Altid/aldrig noget andet’

Jenny Rossander – bedre kendt som Lydmor – debuterer som filminstruktør i fællesskab med dokumentarinstruktøren Sebastian Cordes (som hun også danner par med privat) med ‘Altid/aldrig noget andet’.

Filmen handler om den danske oversætter Sidse Laugesen fra Silkeborg, der lever et hemmeligt parallelliv som avantgarde-digter i Kina. Hendes historie er indgang til et nysgerrigt blik den kinesiske poesiscene.

‘Trans Hero’. (Foto: CPH:DOX)

10. ‘Trans Hero’

Kønsskifte blandt børn har været et af de store samtaleemner de seneste år, men Sol Amanda Wendel og Evo Smilla S. Sidney lille film på under en time skiller sig ud ved at lade børnene fortælle selv.

Vi møder Charli, Nya, Chris, Alia og Milo – børn mellem 5 og 13 år – som med deres egen stemme beretter om at være mellem køn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af