‘Blade’-remake med Mahershala Ali sejler mere end nogensinde

‘Blade’-remake med Mahershala Ali sejler mere end nogensinde
Mahershala Ali. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Siden den blev offentliggjort for fem år siden, har remaket af Marvels populære ’Blade’-film befundet sig i lidt af et produktionshelvede.

Optagelserne skulle begynde i efteråret 2022 med Bassam Tariq i instruktørstolen og en premieredato 3. november 2023. Men så forlod Tariq projektet grundet kreative forskelle, projektet blev lukket ned, og premieredatoen blev rykket til 6. september i år.

Så blev Yann Demange (’Bag fjendens linjer’ og ’White Boy Rick’) tilknyttet, men efterfølgende kom strejken blandt manuskriptforfatterne i Hollywood, hvilket udskød filmens premiere igen, og nu er den blevet ramt af endnu et bump på vejen.

Ifølge The Hollywood Reporter har Demange nu også forladt projektet, og filmen er igen uden en instruktør. Demanges afgang bliver beskrevet som »venskabelig, og noget der skete for lang tid siden«.

Marvel har dog tilsyneladende ikke travlt med at finde en erstatning, da de vil være helt sikre på, at de finder den rette instruktør frem for at skynde projektet igennem. Det har længe været et passionsprojekt for hovedrolleindehaver Mahershala Ali, så det lader ikke til, at projektet endegyldigt bliver lagt i graven.

Foreløbig er filmen dog stadig i limbo. Der er aldrig kommet så meget som en enkelt optagelse i kassen under filmens turbulente produktion, og det virker en kende usandsynligt, at filmen skulle være klar til sin foreløbige premieredato 7. november 2025.

Meget tyder på, at vi må væbne os med tålmodighed, før vi får set Mahershala Ali give nyt liv til Wesley Snipes’ ikoniske vampyrjager.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af