Det var en klar strategi fra producer Peter Safran og den folkekære instruktør James Gunn, at de ville reboote og genopfinde superheltefilmen, da de trådte til som nye chefer i DC Studios.
Siden de to satte sig i den varme stol, har vi allerede fået en lille håndfuld film og nogle spændende projekter under opsejling.
Nu ser et nyt projekt også snart dagens lys. HBO og Max har nemlig kastet en pose penge efter en ny ’Green Lantern’-serie, der blot har fået titlen ’Lanterns’. Det skriver The Playlist.
Der skulle være tale om otte episoder af en live action-serie, som ifølge Gunn læner sig op ad en ’True Detective’-vibe. Serien tager udgangspunkt i de to intergalaktiske politibetjente Hal Jordan og John Stewart. Væbnet med den velkendte ring, der giver dem superkræfter, undersøger de en mystisk hændelse på jorden, som tager dem forbi et mord i hjertet af USA.
Gunn har tidligere beskrevet serien »næsten som ‘True Detective’ med et par Green Lanterns, som er rumbetjente« (via The Playlist).
Seriens showrunner er ’Ozark’-forfatter Chris Mundy, som også skriver serien i samarbejde med veteranen Damon Lindelof (’Lost’, ’Watchmen’) og DC Studios’ faste forfatter Tom King.
Det er fortsat uvist, hvornår serien får premiere på Max.