Der er to nye ‘Vaiana’-film på vej.
Udover en animeret fortsættelse med premiere i slutningen af året, står Dwayne Johnson i spidsen for en live action-version, hvor han selv viderefører sin rolle som havguden Maui i egen høje person.
Nu er det også blevet offentliggjort, at titelrollen som Vaiana er gået til det ubeskrevne blad Catherine Laga‘aia. Det melder blandt andre The Wrap. I animationsfilmen var det Auli’i Cravalho, der lagde stemme til karakteren, men den nu 23-årige skuespiller fungerer i stedet som executive producer på genindspilningen.
Catherine Laga’aia has been cast as Moana in Disney’s live-action film. pic.twitter.com/DpgKU3eXL8
— Film Updates (@FilmUpdates) June 12, 2024
Australske Laga’aia er 17 år gammel og har kun en enkelt birolle i Amazon Prime-serien ‘The Lost Flowers of Alice Hart’ på CV’et.
Det har været vigtigt for den tidligere hovedrolleindehaver Cravalho, at rollen skulle gå til en anden ung skuespiller med polynesisk baggrund. I forbindelse med annonceringen fortæller Cathrine Laga‘aia, at hun med sine rødder i Samoa er stolt over at have fået rollen.
»Min bedstefar kommer fra Fa‘aala, Palauli, i Savai‘i. Og min bedstemor er fra Leulumoega Tuai på hovedøen ‘Upolu i Samoa. Jeg er beæret over at få mulighed for at ære Samoa og alle stillehavsøernes folk og at repræsentere unge piger, som ligner mig«, fortæller den unge skuespiller i en pressemeddelelse (via The Wrap).
Live action-versionen af ‘Vaiana’ bliver instrueret af Thomas Kail, der blandt andet har stået bag ‘Hamilton’. I resten af rollerne finder man Rena Owens, Frankie Adams og John Tui.
‘Vaiana’ er sat til amerikansk biografpremiere 10. juli 2026, men har endnu ikke fået en dansk dato.