Kristoffer Borglis raketfart mod instruktørernes stjernehimmel hører til sjældenhederne.
Den 39-årige nordmand slog igennem med den veloplagte norske film ‘Syk pike’ (‘Sick of Myself’) og tog så skridtet direkte videre til USA, hvor han instruerede Nicolas Cage i den roste og komiske hjernevrider ‘Dream Scenario’.
Nu ser det ud til, at han rykker skridtet endnu højere op.
Ifølge Indiewire er der nemlig lige nu forhandlinger med ingen ringere end Hollywoods to måske mest hotte yngre stjerner om at spille hovedrollerne i hans kommende film: Zendaya og Robert Pattinson.
Filmen hedder ‘The Drama’ og produceres for zeitgeist-førende selskab A24, blandt andet af den amerikanskbosatte danske producer Lars Knudsen og ‘Midsommar’-instruktør Ari Aster. Det var samme hold, der stod bag ‘Dream Scenario’.
Den nye film handler efter sigende en romance mellem et par, der tager en uventet drejning inden deres bryllup.
Det er endnu ikke 100 procent sikkert, at Zendaya og Robert Pattinson ender med at være med i ‘The Drama’, men sker det, vil det øjeblikkeligt gøre den til et af filmverdenens varmeste projekter.
Zendaya har haft et stort år med ‘Dune: Del 2’ og ‘Challengers’, mens Robert Pattinson har haft ro på siden ‘The Batman’, inden han snart er aktuel i hovedrollen i Bong Joon-hos ‘Mickey 17’.
Kristoffer Borgli er også tilknyttet en kommende serie for HBO, ‘The Shards’ baseret på den seneste bog af ‘American Psycho’-forfatter Brett Easton Ellis, som på dansk hedder ‘Skår’.