Blandt de mest ventede titler på årets filmfestival i Venedig, der blev skudt i gang i går, er Pablo Larraíns biopic ‘Maria’, som har Angelina Jolie i lidt af en comeback-rolle.
Her spiller Hollywood-stjernen, der ikke har medvirket i en film siden ‘Eternals’ fra 2021, den verdenskendte græsk-amerikanske operasanger Maria Callas i de sidste dage før sin død i 1970’ernes Paris.
I anledning af den snarlige verdenspremiere er første videoforsmag fra filmen netop landet, skriver Deadline.
I scenen ser vi Jolie som Callas, der fortæller sin tro assistent, at hun nægter at tage den medicin, en læge har ordineret hende.
Den chilenske instruktør Pablo Larraín er kendt for sine vellykkede og ofte atypiske biografiske film. På sidste års Venedig-filmfestival stod han eksempelvis bag ‘El Conde’, en sorthvid satirefilm om Chiles afdøde diktator Augusto Pinochet vampyrklæder.
Larraín får desuden altid det bedste frem i sine hovedrolleindehavere. Det var særligt tilfældet for Natalie Portman i Jacqueline Kennedy-dramaet ‘Jackie‘ og Kristen Stewart i Prinsesse Diana-filmen ‘Spencer’.
Manden bag manuskriptet til sidstnævnte, Steven Knight, har også skrevet ‘Maria’, som får sin verdenspremiere i Venedig i aften.
En dansk premiere er endnu ikke på plads.