’El Conde’: Mesteren af biopics sprænger vanvittigt rammerne med diktator i vampyrklæder
Den første af årets film fra den nyligt overståede Venedig-festival med dansk premiere er nok også den mest opfindsomme.
Manden bag, Pablo Larraín, har allerede bevist sig som tidens bedste biopic-instruktør med de dragende mesterstykker ’Jackie’ og ’Spencer’ om henholdsvis Jackie Kennedy og Prinsesse Diana. I sin nye film, ’El Conde’, sprænger han rammerne for, hvad man kan gøre med en biografisk film.
’El Conde’ (på dansk ’Greven’) handler om Chiles afdøde diktator Augusto Pinochet, der kom til magten ved et blodigt statskup mod den socialistiske præsident Salvador Allende i 1973 og ledte landet frem til 1990.
I virkeligheden blev Pinochet født i 1915, og han døde i 2006. Men ikke i ’El Conde’. Her er han en 250 år gammel vampyr, der fortsat lever – dog med et ønske om snart at stille træskoene.
Det kræver lidt tid at finde sig til rette i Larraín og medforfatter Guillermo Calderóns aparte satirefortælling, som blev belønnet med manuskriptprisen i Venedig. De første scener er nemlig tætpakkede med information, som bliver præsenteret i et rivende tempo.
For at forklare, hvad hovedpersonen har brugt de sidste to og et halvt århundrede på, klipper filmen lynhurtigt gennem fiktionaliserede scenarier fra historiebøgerne. Det ene øjeblik er Pinochet soldat i krig for Ludvig 16. af Frankrig. Det næste slikker han guillotinen ren efter Marie Antoinette halshugning og stjæler hendes hoved.
Introen er spækket med voldelige indfald. Den endnu unge hovedperson smadrer for eksempel en sexarbejders hoved ind med en mukkert, da hun opdager, han er vampyr, og forsøger at hamre en pæl gennem hans hjerte.
Det hele er filmet i smukke sorthvide billeder, som en britisk fortællerstemme kommenterer hyppigt. Hende bliver man hurtigt træt af, men senere viser hun sig faktisk at have sin berettigelse.
Efter den vilde start sænker ’El Conde’ tempoet en smule. Den bliver mere medgørlig, men ikke mindre underlig.
I nutiden lever Pinochet i Chile på en stor ranch. Her bor han sammen med sin menneskekone, som gentagne gange tigger om at blive bidt og få evigt liv (faktisk ikke ulig Bella og Edwards diskussioner i ’Twilight’).
I et ’Succession’-lignende scenarie ankommer deres forkælede voksne børn til ranchen for at få endeligt styr på farmands store formue, der gemmer på hemmelige bankkonti rundt omkring i verden. Nu hvor han efter sigende har tænkt sig at tage billetten, er det jo med at få klargjort arven.
Børnene undrer sig dog over nyhedshistorier om en række mord i Santiago, hvor ofrenes hjerter er blevet skåret ud af brystet. Er den gamle vampyrfatter begyndt at jage igen?
Gennem et tykt lag satire tegner ’El Conde’ et tragikomisk og usympatisk portræt af diktatoren, der ser sig selv som et misforstået offer. »Jeg erkender, at jeg begik fejl. Regnskabsfejl«, lyder en af hans groteske bemærkninger undervejs.
Samtidig fungerer vampyrfortællingen som et slet skjult billede på en fascistisk ondskab, der har hvilet længe over landet og nægter at forsvinde helt.
Mest af alt er Larraíns take på vampyrgenren morsom, fordi blodsugeren hurtigt afmystificeres. Alle i Pinochets omgangskreds ved godt, at han er vampyr. Og de er ret ligeglade. Det er desuden mere klamt end frygtindgydende at se Pinochet trisse ned i kælderen for tage et hjerte ud af i køleskabet, smide det i en blender og drikke det som en smoothie.
I midten af ’El Conde’ er Larraín lige ved at tabe fortællingen i en længere række interviewsessioner mellem Pinochets børn og en ung revisor ved navn Carmen, der skal få orden i regnskaberne. Selvom flere af replikkerne i sig selv er bemærkelsesværdigt bizarre (vi får blandt andet at vide, at Pinochets vampyrbutler »slikker fårehundes anus« …), er tempoet næsten ved at gå helt i stå.
Heldigvis er Carmen ikke kun mødt op med sin lommeregner. Hun har også medbragt nonneklæder samt en kuffert fuld af vievand, kors og skarpe træpæle.
Pinochet bliver smaskforelsket og finder fornyet livslyst i den unge kvinde, som omvendt pønser på at slå ham ihjel. Deres samspil giver filmen fornyet energi.
Særligt bemærkelsesværdig er en scene, hvor Pinochet har gjort klar til romantisk date night, mens hun har lagt i kakkelovnen til den helt store djævleuddrivelse.
Deres møde resulterer i en overraskende smuk, luftbåren scene, hvor Pablo Larraín ikke ’bare’ viser sig som en chancevillig historiefortæller, men også som en formidabel billedskaber.
Nok er der bump på vejen i ’El Conde’, men til gengæld har ingen kørt der før.
Kort sagt:
Pablo Larraín har lavet en vanvittig og opfindsom satirefilm om Augusto Pinochet som en 250 år gammel vampyr.