’Vogter’: Sidse Babett Knudsen er utrolig i instruktørtalents svære toer
Hvordan følger man op på en debutfilm som ’Den skyldige’?
Den svenske instruktør Gustav Möller, uddannet fra Den Danske Filmskole, imponerede i både ind- og udland med sine stramt konceptuelle og voldsomt spændende one location-thriller fra 2019 (som fik et Hollywood-remake med Jake Gyllenhaal to år senere), der aldrig veg fra Jakob Cedergrens plads ved telefonen på en alarmcentral.
Med sin længe ventede opfølger var Möller næsten nødt til at gå andre veje for ikke at stå i skyggen af sin egen thrillerperle. Men faktisk minder ’Vogter’ på flere fronter om debuten, og det er sjovt nok også her, den fungerer bedst.
’Vogter’ foregår således næsten kun på én lokation, og hovedpersonen er også her ansat af staten, med en vist magt over sine medmennesker.
Denne gang udspiller fortællingen sig i et fængsel, hvor Eva, spillet af Sidse Babett Knudsen, går op i sit arbejde som fængselsbetjent på en opbyggelig facon. Hun ser lyset i de kriminelle unge mænd, hilser dem med et venligt »godmorgen« hver dag, hjælper dem med matematikopgaver og står desuden for et fast meditationstilbud.
Men ligesom ’Den skyldige’s politibetjent begynder Eva at tage uetiske chancer i sit arbejde – hun går faktisk langt over grænsen. Vi har dog ikke at gøre med en redningsmission, som motivet var i debutfilmen. Nej, Eva vil have hævn.
En dag opdager hun, at et velkendt ansigt (Sebastian Bull) tjekker ind i fængslet. En ung, skaldet, tatoveret mand. Mikkel Iversen. Manden, der slog hendes søn ihjel.
Eva bliver som besat. Hun møder op på fængselsdirektørens kontor for at fortælle om deres problematiske relation, men skifter så mening midt i en sætning. I stedet anmoder hun om at blive forflyttet til den sikrede afdeling, hvor Mikkel befinder sig sammen med andre hårde kriminelle. Og herfra sætter hun alt ind på at gøre livet surt for ham.
Denne scene er et godt eksempel på, hvor forrygende og mangefacetteret er præstation, Sidse Babett Knudsen leverer i ’Vogter’. Vi afkoder skiftet i karakterens motiver direkte i skuespillerens ansigtsmimik. Små, troværdige træk lukker os ordløst ind i hendes tanker – så små, at hun stadig formår at opretholde facaden over for sin intetanende, om end undrende chef.
Möller, der nok en gang har skrevet manuskriptet sammen med Emil Nygaard Albertsen, har virkelig sans for at skabe spændende og sammensatte hovedkarakterer, som brænder igennem. Jakob Cedergren havde karrierens vel nok bedste rolle i ’Den skyldige’. Babetts Eva er ligeledes yderst fængende og interessant, især når den umiddelbare hævntørst og vrede flyder over i sorg og skyldfølelse med afsæt i en dyb, moderlig kærlighed.
Desværre lader Möller og Albertsen Eva slippe speederen en smule i tredje akt, hvor magtspillet mellem fængselsbetjent og indsat vendes på hovedet. Det er også her, ’Vogter’ for første gang forlader fængslet – og i samme ombæring begynder at køre en kende af sporet.
Man får følelsen af, at manusforfatterduoen ikke har kunnet beslutte sig for, hvordan dramaet skulle afrundes. I stedet for at lade spændingen køre op i en tiltagende intens spids, stopper de op og føjer en mellemregning for meget til fortællingen.
Uheldigvis for ’Vogter’ lander filmen et år efter den fremragende DR-serie ’Huset’, som ligeledes fulgte fængselsbetjente i et dansk fængsel. Det er umuligt ikke at komme til at sammenligne de to værker, især fordi Babetts hovedperson endda minder temmelig meget om Sofie Gråbøls godhjertede ’Huset’-karakter, der ligeledes måtte gå på kompromis med egne værdier og sætte alt på spil af familiære årsager.
’Vogter’ er ellers et stilistisk overbevisende drama. Det smalle billedformat og de mange håndholdte nærbilleder passer godt til det indelukkede og kolde miljø bag tremmer. Visuelt kredser filmen desuden på interessant vis om selve kameraets magt med en gennemgående æstetisk fascination af fængslets mange sorthvide overvågningsbilleder, der i realtid dokumenterer både indsatte og betjentes gøren fra nærmest alle vinkler.
Gustav Möllers svære toer er bestemt ikke dårlig. Men holdt op mod ’Huset’ er miljøskildringen bare ikke helt så klaustrofobisk og skræmmende, voldsscenerne ikke nær så overrumplende og klimakset ikke lige så fortættet.
Kort sagt:
Sidse Babett Knudsen er i topform i Gustav Möllers nye fængselsfilm, der dog har en kende svært ved at hamle op med instruktørens egen debutfilm og DR’s meget sammenlignelige dramaserie ’Huset’.