’Landman’: Hvis man så gerne vil have halvnøgne teenagere i sin serie, er der bedre afsæt end Texas’ olieindustri

’Landman’: Hvis man så gerne vil have halvnøgne teenagere i sin serie, er der bedre afsæt end Texas’ olieindustri
Billy Bob Thornton i 'Landman'. (Foto: Emerson Miller/SkyShowtime)

Fænomenet Taylor Sheridan er tilbage med endnu en serie fra de mudrede og støvede dele af USA.

Siden han brød igennem som serieskaber med hittet ’Yellowstone’ i 2018, har han ikke pillet for meget ved brandet.

Stjerneskuespillere som Harrison Ford, Kevin Costner og Angelina Jolie vandrer rundt som hårdføre western-typer i hans mange efterfølgende film og serier i de mindre befolkede egne af alt fra Montana til Florida.

I det nyeste skud på stammen, ’Landman’, er lokationen Sheridans hjemstat Texas og manden i midten er kulthelten Billy Bob Thornton, der om nogen indkapsler brandet af cowboy-cool.

Jon Hamm og Demi Moore i ‘Landman’. (Foto: Emerson Miller/SkyShowtime)

Fortællingen er baseret på den meget anbefalelsesværdige podcast ’Boomtown’, hvor værten Christian Wallace maler et billede af det ekstreme olieboom i West Texas de seneste år – og Wallace har sågar været med til at skabe serien.

Boom-cyklussen, som hele USA kender – fra guldfeberen til motorindustrien i Detroit til techgiganterne i Silicon Valley – er ingen steder mere intens end i olieindustrien i Texas, der er blæst op og sunket sammen flere gange.

’Boomtown’ udkom i 2019-2020, og allerede dengang var de texanske oliemiljøer et af de mest fascinerende steder i verden.

Siden har de været relevante i forhold til manøvreringer fra Rusland og Saudi Arabien på verdensscenen og en stor indflydelse på Donald Trumps drill-baby-drill-retorik i valgkampen.

At kombinere dette tema med ’Yellowstone’s blik for de fantastiske amerikanske vidder – og de kampe om jorden, der foregår derpå – lyder som en rigtigt god idé.

Men i de tre første afsnit, der er stillet til rådighed for pressen, har historien slet ikke fundet sit ståsted.

Billy Bob Thornton i ‘Landman’. (Foto: SkyShowtime)

Billy Bob Thorntons jeg-har-altid-ret-patriark Tommy er mellemleder i et oliefirma og kan sætte alle verbalt på plads.

Selv med en sæk over hovedet giver han et kartel et ultimatum i seriens første scene. En konfrontation, der endnu ikke har vist sig at være relevant for resten af serien.

Derimod bruges tiden på Tommys familieliv. Han har en søn, der starter som worm på oliefelterne. En teenagedatter, der flytter ind på hans sofa. Og så en ekskone, der ikke kan lade være med at ringe ham op med ligegyldige FaceTime-samtaler, hvor hun læner kavalergangen ind over kameraet.

Men på trods af deres rigelige tid på skærmen bliver de aldrig interessante at være sammen med.

Det er pinligt for alle involverede, at så stor en del af serien er dedikeret til, at Tommys datter Ainsley (Michelle Randolph) er lækker – hvilket er et problem for både ham og hans midaldrende venner.

I lange sekvenser handler det om, hvor svært det er at acceptere, at ens teenagedatter har sex, mens vi også beriges med meget underlige situationer, hvor gamle mænd får sved på panden, fordi hun hele tiden går halvnøgen rundt.

Jacob Lofland i ‘Landman’. (Foto: Emerson Miller/SkyShowtime)

Hvis man så gerne vil have halvnøgne kvinder i sin serie om West Texas, kunne man med fordel have fokuseret på de ekstremt populære breastaurants i området.

Thornton er den bærende søjle, der prøver at holde serien oppe, og som slipper afsted med skindet på næsen med sin hårdhudede karisma. Men jo længere tid man bruger med Tommy, jo mere slidt bliver hans nedladende omtale af alt og alle også.

Og så er det svært at tage de pludselige dramatiske udsving seriøst, når serien ikke selv gør det. Efter flere dødsfald på søn Coopers (Jacob Lofland) anden arbejdsdag, hvor han selv kommer til skade, joker forældrene akavet sammen over telefonen. Dødsfald som de ansvarlige ­– Tommy og hans fraværende chef (Jon Hamm i en foreløbig ubetydelig rolle) – diskuterer håndteringen af på en telefonlinje, mens den ene spiller golf, og den anden er på restaurant.

Det har måske været en lidt for stor mundfuld for Sheridan at skabe sin ottende serie siden 2018.


Kort sagt:
Der er helt sikkert en fantastisk serie gemt i Texas’ olieindustri. Det er bare ikke Taylor Sheridans ’Landman’.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

’Landman’. Serie. Hovedforfattere: Taylor Sheridan og Christan Wallace. Medvirkende: Billy Bob Thornton, Ali Larter, Demi Moore, Jon Hamm, Jacob Lofland. Spilletid: 10 afsnit á 60 minutter. Premiere: 20. november på SkyShowtime.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af